Orientalismen er genopstået (eller også har den aldrig været død)

Sort på hvidt. 

”Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre? Kan hr. Pelle Dragsted pege på et eneste vesteuropæisk land, der har formået at integrere de muslimer, der er kommet til deres lande? Bare et?” – DF’s Kenneth Kristensen Berth i Folketinget den 21. februar. 

”I islam og i muslimsk kultur er vold et anerkendt kommunikationsmiddel og vigtigt redskab i menneskelige relationer. Sammen med verbal ydmygelse og seksuel krænkelse udgør det vigtige værktøjer i den æreskultur, der karakteriserer de fleste muslimske og især alle arabiske taberkulturer.” – Rasmus Paludan på sin hjemmeside.

”De forfærdelige konflikter som grupperer folk sammen under falske, forenende rubrikker såsom ”Amerika,” ”Vesten” eller ”Islam,” og som opfinder kollektive identiteter for store grupper af individer som faktisk er ret forskellige, kan ikke få lov til at forblive så potente som de er, og må blive modsagt.” – Edward Said.

Islamofobi. At sige at den racismedømte Rasmus Paludan ikke kan lide indvandrere eller islam er lidt af en underdrivelse. Gennem sine mange platte happenings og YouTube-videoer har stifteren af partiet Stram Kurs systematisk spredt et ekstremt fremmedhad, der i sin fremtoning synes langt vildere, end hvad der normalt accepteres inden for den offentlige diskurs. Én ting i den forbindelse er diskussionen om ytringsfrihedens rammer, der har fyldt en del i den forgangne uges debat. En anden er først at overveje selve naturen af den retorik, som Paludan lægger for dagen. For selvom Paludans islamhad unægteligt hører til ekstremerne, er selve opdelingen af det gode danske demokrati på den ene side og de onde muslimske indvandrere på den anden langt fra ny. Den er snarere et gennemgående motiv fra de sidste mange års udlændingedebat, og ifølge den postkoloniale tænker Edward Said et nærmest konstitutivt træk ved selve måden hvorpå den vestlige del af verden historisk har valgt at betragte den østlige.

Orientalismens objekt. En af de helt afgørende pointer i Saids ikoniske værk Orientalism fra 1978 er således, at europæiske kolonimagter gennem deres magtudøvelse i fx Mellemøsten systematisk har gjort fremmede kulturer til et underlegent objekt, der nødvendigvis står i opposition til den vestlige suverænitet. Idéen om det stærke, kloge og gode Vesten blev modsvaret af idéen om de dumme, uciviliserede og barbariske udlændinge, der syntes ude af stand til at forvalte dem selv. Det er præcis denne art fordømmende objektificering der genskabes, når en type som Paludan insisterer på at mene, at islam og demokrati er gensidigt udelukkende størrelser. Og det er præcis det, der gør hele debatten om ytringsfrihed så betændt. På den ene side har Paludan sin grundlovssikrede ret som politisk subjekt, der må brænde så mange koraner af, som han vil. På den anden mistænkeliggøres og degraderes det muslimske individ til et objekt, der slet ikke er i stand til at forstå eller anvende sådanne rettigheder. Paludans koran-provokationer er måske gnisten, der antænder oprøret, men det er reproduktionen af old-school orientalisme og den medfølgende politiske umyndiggørelse af en hel befolkningsgruppe, der er den sande benzin på bålet. /David Dragsted