
Climate activist Swedish teenager Greta Thunberg meets Pope Francis during the weekly audience at Saint Peter's Square at the Vatican, April 17, 2019. Vatican Media/Handout via REUTERS THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY. TPX IMAGES OF THE DAY
Hvis man er ateist, så er man det oftest kun lige, ind til helligdagene rammer. Der er nu ikke noget som en række fridage i den ellers ukristelige april måned, der kan få én i det gejstlige humør. Det føles da også næsten som guddommelig intervention, at foråret virkelig har fået fat i netop disse dage. For det skal der lyde en stor tak til Jesus fra hele Føljeton.
For det er jo egentlig på grund af ham, at en betragtelig del af Danmark ikke møder på arbejde i disse dage. Det er velsagtens de helligste af hellige dage i kristendommen. Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem på et æsel, og folket stod klar for at hylde ham, mens de viftede med palmeblade. Skærtorsdag spiste Jesus den sidste nadver med sine disciple, ligesom han fik vasket sine sure fødder af sine følgere. Langfredag gik det helt galt, da han blev korsfæstet og døde, men så er det godt, at i søndag er påskedag, hvor man i sin tid opdagede, at Jesus ikke længere lå i sin grav, men var genopstået fra de døde.
Så ja, skønt at Jesus tog en for holdet, så mange af os kan få et afbræk fra jobbet i en presset tid. Derfor håber vi også, at du forstår os ret, når vi siger, at vi gerne ser, Jesus lige venter lidt med at vende tilbage. Han er sikkert en fin fyr, en formidabel tømrer og alt det der, men vi har ladet os fortælle, at når han atter sætter sine fødder på Jorden, så er det for at sætte gang i dommedag – og vi er altså ikke helt klar til Guds dom endnu. Da slet ikke midt i denne påskefrokosttid.
Gå i panik!
Det, der gør hele denne situation en anelse panisk og prekær, er, at man af og til godt kan få den nagende følelse, at himlens dommedagsbasuner venter lige om hjørnet. Der går nærmest ikke en dag uden nye ildevarslende nyheder om klimaforandringer – fx har den danske overvismand Michael Svarer lige været ude at sige, at klimaforandringerne er en af de største trusler mod dansk økonomi.
Vi kan ikke engang gå og undskylde det hele med, at vi ikke var advaret. For vi var alle advaret. Både de gejstlige, de herskende og alle os andre.
De hellige har Greta Thunberg taget sig af. Man skulle jo egentlig tro, at den hellige Fader i Rom pave Frans kan genkende en dommedagsrytter, når han ser en. Men bare for at være helt sikker, var den 16-årige svenske klimaaktivist alligevel forbi Rom i onsdags for at opfordre Hans Hellighed til at tage del i klimastrejken. Kan en Pave egentlig strejke? Nå, det er et spørgsmål til en anden dag.
De politiske ledere har den gode Thunberg faktisk også taget sig af. Torsdag holdt hun tale for Europa-Parlamentet, som blev indledt med ordene ”Jeg er 16 år gammel, jeg kommer fra Sverige, og jeg vil have, at I går i panik.” Thunberg fortsatte med at kritisere politikerne for at have holdt det ene hastemøde om brexit efter det andet, mens den eksistentielle trussel, som klimaet udgør, ikke har fået nok opmærksomhed. ”Jeg vil have jer til at opføre jer, som om jeres hus er ved at brænde ned,” sagde den unge klimaaktivist.
Men hvad så med os andre? Pøblen – eller hoi polloi, som de siger i Grækenland. Hvem advarer os? Hvordan kan man virkelig ramme alle samfundslag, høj som lav, ung som gammel, rig som fattig? Svaret er selvfølgelig porno. Derfor kan vi glæde os over, at et af verdens største porno-websites har lavet en kampagne for at redde bierne, der netop er en udsat art på grund af klimaforandringerne. Så nu kan du få miljøkamp til dine nøgenmodeller. Velbekomme. (Vi ville gerne linke direkte til pornosiden, men sidste gang vi linkede til den slags uhumskheder, lukkede vores blufærdige mailklient ned for vores konto. Så meget for seksuel frigørelse.) God påske! /Andreas T. Kønig