Two women mourn during a funeral service for bomb blast victims at St Sebastian's Church in Negombo on April 23, 2019, two days after a series of bomb attacks targeting churches and luxury hotels in Sri Lanka. - Sri Lanka began a day of national mourning on April 23 with three minutes of silence to honour more than 300 people killed in suicide bomb blasts that have been blamed on a local Islamist group. (Photo by Jewel SAMAD / AFP)
Med forårets komme i påskens fridage lignede den netop afsluttede weekend det perfekte tidspunkt at drømme sig væk på. Der er intet som en øl i hånden og årets første varme solstråler i øjnene, som kan få en til at glemme, at verden står i flammer. Den slags miniferier er de voksnes udgave af at gemme sig under dynen – her kan monsteret under sengen ikke nå os.
Men uanset hvor tæt man trykker sig ind til fjerdunene, så er monsteret stadig derude, og sidst på påsken trak den utilgivelige verden dynen væk over os. Man skulle tro, at ”terrorens tidsalder” havde hærdet os – at de mange terrorangreb, som de seneste mange år synes at have været uhyggeligt hyppige, havde gjort det nemmere bare at ignorere det hele og nyde solen, når nu den er der. Men søndagens angreb i Sri Lanka har igen skabt en lille knude i maven. Den sidder i solar plexus og minder en om, at der lige nu er et utal af familier, der aldrig igen får muligheden for at gemme sig under dynen.
Måske er det meget godt, den er der, den lille knude. For ligesom det er vigtigt, at vi aldrig lader vores hverdag blive påvirket af terroristernes angreb, så er det lige så vigtigt, at vi ikke i stedet lader den slags angreb blive en del af hverdagen. Terroren bør aldrig blive en ting, vi blot accepterer. Det lyder som en forholdsvis tandløs pointe, for ingen velbevarede mennesker mener, vi skal acceptere terroren. Men når vi taler om at acceptere terror, så snakker vi også om begrebet terror. I praksis har vi reduceret forskellige angreb og ugerninger til et abstrakt ord, som ingen rigtig forstår indholdet af, og det kan gøre det svært at finde løsninger på de virkelige problemer.
Filosofferne Jürgen Habermas og Jacques Derrida var allerede inde på det i kølvandet på angrebet mod World Trade Center d. 11 september 2001. I bogen Filosofi i terrorens tidsalder giver de to deres bud på angrebets karakter og terrorens væsen mere generelt. Her fortæller Habermas fx, hvordan han mener, erklæringen om ”krigen mod terror” var en ”enorm fejltagelse”. Det var et normativt problem, fordi man ophøjede ”disse kriminelle til at have status af krigsfjender”, ligesom det var et pragmatisk problem, ”fordi man ikke kan føre krig mod et ‘netværk’”. Krigen mod terror gav terroristerne politisk legitimitet. Derrida snakker desuden om, at terroren er som en autoimmun sygdom i de samfund, der bliver angrebet. Den kommer fra os selv. Med krigen mod terror er vi blot med til at ”at regenerere den ondskab, som man påstår at udrydde”.
Hvis vi skal bekæmpe terrorismen, bliver vi nødt til bedre at forstå den, og det gør vi kun, hvis vi nuancerer de mange forfærdelige og ekstreme angreb til at være noget andet og mere end ”terror”. Breivik er ikke det samme som ISIS, amerikanske skoleskydere er ikke det samme som Irans Revolutionsgarde, og ekstreme islamister på Sri Lanka er ikke det samme som De Tamilske Tigere. Deres metoder ser måske ens ud, men de har alle forskellige bevæggrunde for deres terror. De har forskellige indgange til ekstremismen og forskellige endemål.
Det bøvlede er, at terroren ikke har ét ansigt. Terroren er en taktik, ikke en profession eller ideologi. Det er derfor umuligt at gå i krig mod terror eller bekæmpe den som noget overordnet. Det betyder ikke, der ikke er noget at gøre. Det betyder nok nærmere, der skal gøres meget mere. /Andreas T. Kønig