A pedestrian walks past graffiti that has been amended to read "IRA are done. Defeated Army" instead of "IRA undefeated Army" in the Creggan area of Derry (Londonderry) in Northern Ireland on April 20, 2019 close by the scene where a journalist was fatally shot amid rioting on April 18. - Two teenagers have been arrested over the killing of journalist Lyra McKee shot dead in Northern Ireland, police said on April 20, after a murder that has triggered international condemnation. (Photo by Paul Faith / AFP)
Drab i Derry. ”Historien er et mareridt, jeg prøver at vågne fra,” skrev den irske forfatter James Joyce i mesterværket og murstenen Ulysses. Mon ikke de ord i disse dage vækker genklang blandt Joyces landsmænd på den irske ø. I dag bliver den 29-årig irske journalist Lyra Mckees begravet efter i sidste uge at være blevet ramt af skud affyret i forbindelse med kampe mellem politiet og irske separatister i den nordirske by Londonderry. Den militante bevægelse New IRA har efterfølgende været ude og tage skylden for Mckees død, men de udtrykker samtidig beklagelse og kalder mordet for et uheld, da gruppens skud var rettet mod politiet.
Blodigt alvor. Drabet virker som et ekko fra en ikke så fjern fortid, hvor mord og kampe var dagligdag på den irske ø. Fra 1968-1998 gennemgik Nordirland en blodig borgerkrig (kaldet The Troubles), der kostede flere tusinde mennesker livet. På den ene side stod de protestantiske briter og unionister, der ville fastholde Nordirland som en del af Storbritannien. På den anden side stod de katolske separatister med deres paramilitære gruppe Irish Republican Army (IRA), der ville forene Irland og Nordirland og smide briterne på porten. Det endte med en fredsaftale på langfredag i 1998, hvor IRA gik med til at nedlægge våbnene. Men nu trues freden af Storbritanniens snarlige udtræden af den Europæiske Union, og var man før i tvivl, står det nu helt klart: Brexit er blodigt alvor.
En skrøbelig fred. Grundstenen i den fredsaftale, der blev indgået mellem den britiske premierminister Tony Blair og den irske regeringsleder Bertie Ahern i 1998, var, at der nu blev åbnet op for grænsen mellem Irland og Nordirland, samtidig med, at nordirerne fik mulighed for dobbelt statsborgerskab, således at de kunne være både briter og irere. Separatisterne fik altså ikke deres genforening, men i praksis føltes det derhenad. Det var nu muligt for alle irere at rejse verden rundt på irske papirer, ligesom de nu frit kunne krydse grænsen mellem Irland og Nordirland, som om den slet ikke eksisterede. Ca 30 millioner gange om året krydser køretøjer grænsen uden hindring – det skaber både handel og enhedsfølelse. Partnerskabet er generelt blevet tættere mellem irerne og briterne. De har åbne grænser, fælles marked, politisamarbejde, fællers energinet, fælles fødevarestandarder, osv. Alt dette kunne også have været muligt uden EU, men der er ingen tvivl om, at EU har gjort det nemmere. Når Irland skal efterleve de samme standarder, føler de ikke, at de gør det, fordi den undertrykkende britiske magt tvinger dem til det, men fordi begge parter er underlagt EU-regulering. EU fungerer dermed som en lynafleder og gør dem til ligeværdige partnere i et større fællesskab. Brexit betyder, at Nordirland kommer til at forlade EU sammen med resten af Storbritannien, mens Republikken Irland bliver i Unionen. Selvom man for alt i verden prøver at undgå hårde grænser på den irske ø, ser det svært ud, og de nye separatist-uroligheder vidner om, at brexit kan føre til en genopblussen af The Troubles. /Andreas T. Kønig