Nyhedsanalysen

Klimarebellernes konfliktoptrapning: Det er nu eller aldrig

The Extinction Rebellion protesters walk from the Parliament Square in London, Britain April 24, 2019. REUTERS/Toby Melville

Klimaoprør. Greta Thunberg har fået en ny vigtig allieret i den verserende klimakamp. Eller helt ny er den som sådan ikke, for protestbevægelsen Extinction Rebellion, forkortet XR, blev allerede stiftet sidste år, og faktisk deltog Thunberg i oktober i en demonstration afviklet af XR foran parlamentspladsen i London. Siden da har både Thunbergs skolestrejker og XR’s aktivisme imidlertid kun vokset sig større, og derfor var det da også under noget større mediebevågenhed, at den svenske teenager og de britiske demonstranter i denne uge igen kunne slå pjalterne sammen i London. Budskabet, det var ikke til at tage fejl af: Der skal øjeblikkelige og radikale handlinger til for at stoppe de katastrofale klimaforandringer.

Hårdknude. Siden forrige mandag har klimaaktivister fra Extinction Rebellion blokeret trafikale knudepunkter i den britiske hovedstad, i et spraglet virvar af farver, musik og velmenende dommedagsbannere. Det har selvsagt skabt en del ravage i byen, idet flere hundrede tusinde trafikanter menes at være blevet ramt af forsinkelser. Og ikke nok med det, så har blokaderne ifølge XR selv resulteret i det største antal anholdelser af demonstranter i nyere tid på britisk jord; mere end tusind er det allerede blevet til de første otte dage. Det stopper dog ikke XR, der har planer om at fortsætte vejblokaderne en uges tid endnu. Hos dem er det nemlig ikke noget problem at blive anholdt. Det er snarere en strategi i sig selv.

Dommedag nu. Stærkt inspireret af tidligere bevægelser som Occupy Wall Street, Gandhis fredelige oprør og suffragetterne foruden økonomen George Monbiot, påtager XR sig således velvilligt rollen som lovbrydende klimamartyrer. Som medstifter af bevægelsen Gail Bradbrook har udtalt, virker det nemlig ikke længere bare at stå med ”skilte i vejsiden”, da det simpelthen er for nemt for ”systemet” at ignorere. Nej, der skal god gammeldags (fredelig) civil ulydighed til, så alle kan se, at de mener det. Af samme grund arrangerer XR såkaldte ”fængselsworkshops,” hvor aspirerende klimademonstranter kan modtage skoling i, hvordan det egentlig er at komme i fængsel. Det hele tjener til at opnå bevægelsen tre ultimative krav: Den britiske regering skal fortælle sandheden om klimaforandringerne, den skal stoppe al CO2-udledning fra 2025, og den skal oprette et folkeråd, der skal sikre ”klimamæssig og økologisk retfærdighed”. Hvor utopisk sådanne krav end må lyde, lader det dog til, at XR har ramt en nerve i folkedybet. Bevægelsen er så småt ved at sprede sig til så forskellige lande som Indien, Ghana, Japan, New Zealand og Danmark og understreger nok engang, at verdens politiske ledere har sovet i timen. Stadig flere folk hungrer efter mere aktive klimatiltag, om der så skal skolestrejker, civil ulydighed, anholdelser eller ildevarslende dommedagsretorik til. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12