#BrydTabuet

Du er ikke alene. I hvert fald ikke, hvis du er én af de ca. 800.000 voksne danskere, som løbende tumler med psykiske problemer. I løbet af et enkelt år oplever ca. 20 pct. af alle voksne i Danmark således symptomer, som svarer til kriterierne for en eller flere psykiske sygdomme. Faktisk er det blevet normalt, ja, næsten trivielt, at kæmpe med f.eks. depression, angst, affektive sindlidelser og asperger/autisme.

Så normalt er fænomenet, at det i dag kan være svært at fatte, at psykisk sygdom stadig er tabuiseret. Men at tabuet fortsat hænger som en mørk sky i den brede offentlighed – og ofte gør det endnu sværere for de mange mennesker, der bakser med psykiske lidelser – står lysende klart, når man i disse dage følger alle de vidnesbyrd, der skrives på sociale medier med hashtagget #BrydTabuet.

Den normalt så polerede overflade på sociale medier brydes, når folk pludselig begynder at fortælle om livets mere dystre bagsider. På samme måde, som hvis folk besvarer spørgsmålet ”Hvordan har du det?” med et ærligt: ”Forfærdeligt!”. Skønt vi jo alle sammen ved, at en stor del af de mennesker, vi omgås med, fra tid til anden har det ad helvede til.

Kæmper med ensomhed

Det begyndte forleden, da Steffen A. skrev på Twitter: ”Hej. Jeg hedder Steffen. Jeg kæmper med ensomhed og depression. #brydtabuet #ensomhed #depression”. Reaktionerne var overvældende, og straks begyndte hundredvis af andre danskere med psykiske problemer at skrive om deres egne diagnoser, hverdag og komplekser. Twitter blev lynhurtigt overstrømmet af #BrydTabuet.

Positivt betragtet er der tale om en ny form for #MeToo-bevægelsen: Med ét slag har tusindvis af danskere fået en ny anledning til at træde frem, ‘springe ud af skabet’ og åbent erklære, hvad de hver dag kæmper med af små og store psykiske lidelser. Og ligesom #MeToo gjorde omfanget af sexkrænkelser påtrængende tydeligt for enhver, kan #BrydTabuet også være med til at skabe en fælles forståelse for, hvor mange der er ramt af psykiske problemer.

Som kontrast til forfaldsfortællingen om, at sociale medier er ved at opløse offentligheden i flygtige, flakkende og selvfede opdateringer – og hurtigt forvitrer i vrede, vrøvl og vanvid i en hvirvelstrøm af fake news og perfiditeter – udstiller de spontane kampagner som #MeToo og #BrydTabuet, at digitale fællesskaber også kan have en transformativ kraft til det bedre.

I bedste fald kan det gøre en reel forskel blot at skrive på sociale medier. Men samtidig er det vigtigt ikke at løfte skriblerierne op til mere, end de hver især kan bære. For der skal mere til: Handling.

Uden en samtidig mobilisering af den nye, fælles bevidsthed – om bl.a. sexkrænkelser og psykiske lidelser – til en forstærket vilje til også at  gennemføre konkrete forandringer og lovændringer, risikerer den hidtidige ensomhed at lukke sig om sig selv igen.

Virkeligheden skal rykkes

Den vigtigste effekt af #MeToo er nemlig ikke, at tusindvis af kvinder – heldigvis – har fået fortalt om tidligere overgreb, men snarere, at bevægelsen har ført til ændrede regler; at der nu indføres en ny samtykke-lovgivning. #MeToo ser ud til at medføre, at færre vil blive krænket fremover:

”Sex forudsætter frivillighed. Og derfor kan man jo kun have sex med folk, der har givet samtykke,” sagde statsminister Lars Løkke i sidste måned, da han pludselig skiftede rundt – og nu bakker op om en skærpet beskyttelse af ofre for sexkrænkelser.

Det konkrete udkast til en ny samtykkelov lader vente på sig, men #MeToo har for længst gjort det uomgængeligt for politikerne at handle. Vidnesbyrdene har flyttet virkeligheden. På samme måde skal #BrydTabuet heller ikke måles på antallet af likes, men derimod på, om den nye kampagne fører til mærkbart bedre vilkår i den nedslidte psykiatri.

Det virkelige tabu er, at politikerne i de senere årtier har nedprioriteret psykiatrien og i stedet tilført langt flere ressourcer til mere synlige tiltag som kræftbehandling og supersygehuse. De tavse og skamfulde er blevet skubbet til side af de højrøstede og velorganiserede.

Hvis #BrydTabuet forbliver i en puppe på sociale medier og kun cirkulerer blandt dem, der har mentale ressourcer til at udstille sig selv, vil intet ske. Næste skridt må derfor være at løfte den aktuelle aktivitet på sociale medier over i den fysiske verden – og forvandle underbemanding, nedskæringer og ressourcemangel i psykiatrien til en folkesag i valgkampen.

Twitter-opslag gør det i hvert fald ikke alene, for virkeligheden er næsten altid værre uden for de sociale medier. /Lars Trier Mogensen