For en dansker kan de her dejlige varme forårsdage efterhånden godt føles som at sætte sig på et varmt toiletsæde. Lige idet man sætter sig, føles det rart og som en lettelse, men i sekundet efter bliver det klart, at noget er helt galt. Nogen har varmet det op for dig.
Ja, ja, vi ved godt, det ikke er helt sådan, det fungerer, men vi ved også, at klimaforandringerne er virkelige og lige nu og her. Det er ikke en eller anden dystopisk fremtidsfilm, og den der ene skeptiske pensionerede neokonservative professor ud af de tusinder af forskere og officielle paneler over hele verden havde naturligvis ikke ret.
I denne uge kom endnu en rystende rapport ud, der viste, at indlandsisen på Grønland smeltede seks gange hurtigere i 2018, end den gjorde i starten af 1980’erne. Projektet blev mandag offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS, og forskerne bag, der blandt andet inkluderer forskere fra Københavns Universitet, mener samtidig at kunne påvise, at smeltevand fra indlandsisen alene har bidraget til, at verdenshavene er steget med 13,7 millimeter siden 1972. Det lyder måske ikke af alverden, men det er det, og det er ovenikøbet accelererende – halvdelen af stigningen er kommet inden for de seneste otte år.
”Når man ser på udviklingen gennem flere årtier, så er det bedst, hvis man lige sætter sig ned, inden man gransker resultaterne. Det er skræmmende, så hurtigt det forandrer sig,” siger den franske glaciolog Eric Rignot, der har bidraget til rapporten, til nyhedsbureauet AFP.
Målingerne viser, at den grønlandske iskappe i 1970’erne akkumulerede 47 gigatons – eller 47 milliarder tons – is om året i gennemsnit. I 1980’erne begyndte smelteraten at stige til det dobbelte, inden det i slutningen af 1990’erne og starten af 2000’erne begyndte at accelerere voldsomt.
Studiet kommer, efter et lignende forskningsprojekt har fundet tilsvarende resultater på den antarktiske indlandsis.
Vi mister jorden
Faktisk har vi vidst det her i næsten 40 år, og faktisk havde vi reelt set muligheden for at have gjort noget alvorligt ved det dengang, som forfatteren af sidste års virale artikel-hit ‘The Decade We Almost Stopped Climate Change’ Nathaniel Rich beskrev det (hvis du ikke har læst det, bliver du nødt til at gøre det). Nu er han aktuel med en ny bog baseret på samme forskning med den ubehagelige titel Losing Earth, og her udtrykker han sig med næsten samme ordlyd som ikonet Gretha Thunberg – ‘Det er ikke tid til politik – det er tid til at panikke’. Thunberg var i London i denne uge med endnu en overbevisende sejrsgang hos dem, der skulle forestille at være de voksne, da hun foran de britiske parlamentsmedlemmer endnu engang stod med et stenansigt og ufattelig klarhed, mens hun belærte dem om de katastrofale fejl, de konstant excellerer i. Hun vendte briternes ivrige arbejde med det idiotiske fracking, planerne om at udvide landets lufthavne, udvidelsen af landets olieprogram og nye boringer i Nordsøen. ”Absurd”, skældte hun, mens politikerne lignede pryglede hunde.
”I lytter ikke til videnskaben, for I er kun interesserede i svar, der kan gøre det muligt at fortsætte som før. Ligesom nu. Men de svar eksisterer ikke mere. For I handlede ikke i tide,” sagde hun. Der var ingen i salen, der svarede eller sagde noget.
”Hørte I, hvad jeg sagde?” spurgte hun pludseligt med det der underlige mimikløse ansigt, hun bærer.
”Ja,” lød det fra salen.
”Er mit engelske ok?”
Publikum smålo. ”Ja!”
”Godt, for jeg var begyndt at tvivle.”
Av. Hun er altså en forbandet god formidler. Og det samme kan man sige om Nathaniel Rich, så lad os gå ud med en passage fra hans nye bog, som er så fin og ren, at vi ikke nænner oversætte den:
”Everything is changing about the natural world and everything must change about the way we conduct our lives. It is easy to complain that the problem is too vast, and each of us is too small. But there is one thing that each of us can do ourselves, in our homes, at our own pace — something easier than taking out the recycling or turning down the thermostat, and something more valuable. We can call the threats to our future what they are. We can call the villains villains, the heroes heroes, the victims victims and ourselves complicit. We can realize that all this talk about the fate of Earth has nothing to do with the planet’s tolerance for higher temperatures and everything to do with our species’ tolerance for self-delusion. And we can understand that when we speak about things like fuel-efficiency standards or gasoline taxes or methane flaring, we are speaking about nothing less than all we love and all we are.”
Den er vi altså med på. /Lasse Lavrsen