Døden i Europa

Europa er efterhånden ved at have fuldendt sin forvandling til den gamle, syge og patetiske Gustav von Aschenbach fra Thomas Manns klassiker Døden i Venedig. Det kræver måske lidt forklaring, så lad os tage den fra toppen. I begyndelsen af Manns roman ser vores hovedkarakter, den nogen-og-50-årige forfatter Gustav von Aschenbach, noget forfærdeligt: En gammel mand, der i forsøget på at passe ind blandt en gruppe teenagere har gjort sig selv yngre med alle tænkelige tricks i bogen: En paryk, falske tænder, make-up og modesmart tøj. Resultatet er så absurd, at Aschenbach må vende sig om i afsky.

Nu er forelskelse jo som bekendt en ustabil sindstilstand, der kan ramme selv den bedste, og sidenhen sker der så det, at Aschenbach på sit venetianske hotel falder pladask for den 14-årige dreng Tadzio. Og i sin resulterende sindssyge ender Aschenbach ironisk nok med at blive præcis det, der ellers tidligere vækkede hans afsky: Han får farvet sit hår, begynder at bruge absurde mængder make-up, og bliver dermed forvandlet til den selvsamme ungdommens karikatur.

Den spanske syge

Godt så. Og så til Spanien. For hvad hulen har Døden i Venedig nu med dagens Europa at gøre? Jo, vi kan jo tage et kig på det netop overståede spanske valg, hvor partiet Vox har sikret sig omtrent 10 pct. af stemmerne. Det er første gang siden Francos død i 1975, at et højreradikalt parti har fået mere end et enkelt mandat i parlamentet. Vox minder påfaldende meget om andre europæiske, højrepopulistiske partier, hvad enten vi taler om tyske Alternative für Deutschland, italienske Lega eller franske Front National. De er nationalister med stort N, de kan ikke lide indvandrere, og er generelt nogle trælse, reaktionære typer.

Alligevel er der noget helt uhørt over Vox’ valgsejr. Indtil nu har Spanien nemlig været det land i Europa, hvor fremgangen af et parti af Vox’ støbning har syntes allermest utænkelig. Såret fra Francos fascistiske regime har stadigvæk gjort for ondt, og det i en sådan grad, at Vox tilbage ved valget i 2016 kun fik 0,2 pct. af stemmerne. Siden da er noget imidlertid gået helt, helt galt. Kald det en sindssyge; en god gammeldags Aschenbach. I deres jagt på den underskønne Tadzio, altså vælgerne, er nu selv Spanien nemlig ved at bukke under for den afskyvækkende manøvre det er at glemme sin gamle eksistens, og i stedet smukkesere sig yngre, end hvad godt er. Den gamle fascistiske fortid bliver simpelthen gemt væk, hvorfor et parti som Vox nu kan få lov at storme frem.

Hvis en sådan analyse synes lidt for hurtig på aftrækkeren, kan vi jo tage et andet eksempel fra weekenden, nærmere bestemt fra Brest i Hviderusland. Her kom det nemlig frem, at man er ved at bygge en stribe luksuslejligheder ovenpå en massegrav fra Anden Verdenskrig, hvor knoglerne fra 1.214 Holocaust-ofre ligger begravet. Vi europæere er bogstaveligt talt ved at bygge en dekadent fremtid på et ustabilt fundament. Og nå ja, hvis vi virkelig skal stikke kniven helt ind i livslysten, kan vi jo også tage afslutningen på Døden i Venedig med: Aschenbach får aldrig sin Tadzio, idet han dør en pludselig død. Sagen er nemlig, at han i sin forelskede jagt på ungdommen helt har ignoreret et alvorligt koleraudbrud, der er ved at splitte Venedig ad. Et koleraudbrud, han til sidst bliver smittet af. Var der nogen, der sagde klimaforandringer?

Tunnellens farlige lys

Nu ville det normalt være her, at vi kunne byde ind med et opbyggeligt modstykke til alle forfærdelighederne. Vi kunne jo for eksempel snakke om cykelrytteren Jakob Fuglsangs sejr i Liège–Bastogne–Liège, sige at det hele nok skal gå, og at der altså er lys for enden af tunnellen. Men nu er det jo mandag, hvorfor vi snarere føler os i humør til at gentage en af filosoffen Slavoj Žižeks gamle provokationer: ”sandt mod er at indrømme, at lyset for enden af tunnellen sandsynligvis er fra forlygterne af et andet tog, der nærmer os fra den modsatte retning.”

Så lad os i Žižeks ånd i stedet slutte med det her: Europa bliver simpelthen nødt til at stå ved sin dystre fortid og erkende, at fascismen ligesom det fatale tog igen er ved at ramle ind i os. Vi bliver nødt til at kaste forfængeligheden af os og stirre lige ind i den aldrende krop – med rynker og det hele.

Faktisk er det præcis, hvad en gruppe bedstemødre under navnet ”Grannies Against the Right” er i færd med i Østrig. Som man i går kunne læse om i New York Times, har de i månedsvis marcheret hver torsdag, i protest mod den ekstreme højrefløjs tilbagekomst. Bedstemødrene er nemlig så gamle, at de udmærket kan huske, hvordan det gik sidst. Det må nu engang være vejen at gå, såfremt Europa ikke skal ende som Aschenbach. For at (fejl)parafrasere gode gamle Hegel kunne vi jo sige, at ånden er en knogle. I stedet for at bygge luksusejendomme oven på fortiden, er det vist ved at være på høje tid, at vi igen samler skeletterne op og konfronterer Europas gamle, onde ånd. /David Dragsted