Hvem er Joe Biden? Det er ikke mere end en uge siden, Barack Obamas tidligere vicepræsident Joseph Robinette ”Joe” Biden, Jr. meldte sig ind i den demokratiske primærvalgkamp, men allerede i går holdt han sit første vælgermøde. Den officielle primærvalgkamp starter ellers først til februar, men den 76-årige senator fra Delaware er kommet hurtigt fra start og rejste på de første 24 timer 6,3 mio. dollars, hvilket faktisk er det højeste startbeløb nogensinde rejst af en demokratisk præsidentkandidat. Joe Biden har en opvækst i arbejderklassen, men har siden 1973 siddet i det amerikanske senat og har to gange tidligere forsøgt at blive sit partis præsidentkandidat. Han har selv kaldt sig en ”Obama-Biden-demokrat”, som er lige så pragmatisk som progressiv.
Hvad er hans fordele? Baggrunden og hans politiske position er både hans største fordel og hans værste fjende. Han træder ind i et stort felt af kandidater med en rekordstor diversitet og lagde sig omgående op på siden af Bernie Sanders i meningsmålinger med omrking 30 pct. af stemmerne – Elisabeth Warren er foreløbig den nærmeste forfølger til de to med knap 10 pct. Traditionelt set har tidligere vicepræsidenter og topministre lettest ved at vinde deres partis nominering, som man har set det med både Al Gore og Hillary Clinton, og allerede i 2016 var Biden tæt på at stille op, men han opgav, da valgkampen kom midt i hans personlige sorg over tabet af sin ældste søn til en hjernesvulst. Det er her, Bidens styrke ligger. Han er folkelig og populær, en samlende skikkelse, og selv om han er en midtersøgende demokrat, er han dog også tilstrækkelig progressiv til at kunne favne alle partiets fløje. Han er med andre ord feltets klare favorit. Det er ham, primærvalgkampen kommer til at stå omkring.
Hvad er hans ulempe? Det politiske landskab er som bekendt uforudsigeligt i disse år, og vælgere og hele verden har råbt på forandring og nytænkning, og det kan man ikke beskylde Biden for at repræsentere. Han repræsenterer The Establishment. Det gælder for en kommende præsidentvalgkamp, men det gælder også inden for det demokratiske parti, hvor den progressive dagsorden har fyldt mere og mere de senere år. Her har Biden historien imod sig, og han har tidligere stemt for love, der i dag anses for at være konservative: En kriminallov, der har givet længere fængselsstraf for ikke-voldelige narkoforbrydelser og sendt mange unge sorte mænd bag tremmer i årtier, en konkurslov, som har hjulpet de rigeste i samfundet og en række sundhedstiltag, der har gjort abort sværere, ligesom han ikke nævneværdigt kan siges at have gået i brechen for klimakampen, universel sygesikring eller ligeløn. Sager der er helt centrale for store dele af partiet og de andre kandidater. Anser partiet derimod deres vigtigste opgave for at være at slå Donald Trump i 2020, er og bliver Joe Biden dog det sikre valg, der synes at kunne tiltrække flest partiuafhængige og republikanske vælgere. /Lasse Lavrsen