Der bliver aldrig valg, ever

Der bliver aldrig valg, ever.

Der har længe været spekulationer om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen vil lægge folketingsvalgdagen sammen med Europa-Parlamentsvalget søndag d. 26 maj. Men hvis det skal ske, er der en vis herre i statsministeriet, der skal til at rubbe neglene. Valgkampe i Danmark skal vare mindst 20 dage, så hvis det skal være muligt for befolkningen at smide to stemmer i urnerne i slutningen af maj, så skal der senest være udskrevet valg mandag. Løkke kan altså sagtens stadig nå det, men han kan også lade være og vente. Faktisk kan han trække den helt til d. 28. maj, i hvilket tilfælde valget så vil blive afholdt d. 17. juni.

Det skortede ikke på opfordringer om valgudskrivelse ved de mange 1. maj-arrangementer i går. Oppositionen er klar til valg. Det skal en opposition jo være. Men der er også grund til optimisme i den røde lejr. Meningsmålingerne bliver ved med at vise en solid føring til den røde blok, så hvis de kan finde fælles fodslag (hvilket til gengæld ser mindre nemt ud) efter valget, så er der en god mulighed for, at Mette Frederiksen bliver landets næste statsminister.

Men der er også andre og mindre optimistiske grunde til at opfordre statsministeren til at udskrive det valg i en fart. For det kan godt være, at valgkampe i Danmark skal være mindst 20 dage, men i denne omgang føles det, som om den har varet i hvert fald i et halvt år. Selvom det kun er statsministeren, der kender den eksakte valgdato, så kender alle hans udløbsfrist, og det har betydet, at partierne ikke har taget nogen chancer.

Valgkampens sikkerhedsdilemma

Den gode måde for en opposition at gardere sig mod en pludselig valgudskrivelse er at starte valgkampen tidligt. Men de regerende partier kan selvfølgelig ikke give modstanderen et forspring, og derfor bliver de også nødt til at ruste op med valgkampsvarmluft, når de andre går i gang.

Man kan sammenligne det med sikkerhedsdilemmaet, der er et begreb inden for international politisk teori. Sikkerhedsdilemmaet er den situation, hvor to stater trækker hinanden ind i en konflikt, som ingen af dem for så vidt ønsker. To stater føler sig usikre, fordi de ikke har tillid til hinanden. De opruster militært på grund af deres usikkerhed, men den øgede oprustning fører til endnu mere usikkerhed, så de opruster igen. Den onde cirkel fortsætter.

Problemet er, at når almindelig indenrigspolitik ender i et sådan sikkerhedsdilemma, hvor valgkampen bliver permanent snarere end en tre ugers undtagelse, så sættes almen fornuftig politisk tænkning ud af kraft og erstattes i stedet af leflen for folkestemningen. En af demokratiets opgaver er selvfølgelig at lefle for folkestemningen, men de folkevalgte skal også have mulighed for at tage beslutninger, som måske i samme øjeblik vækker vrede i befolkningen, men senere viser sig at være den fornuftige løsning. Det er derfor, vi (som udgangspunkt) kun har valgkamp hver fjerde år.

Den evige valgkamp er næppe heller noget, der har en god effekt på politikerleden. Der synes allerede nu at opstå en vis valgkampstræthed i befolkningen, og den er ikke engang officielt begyndt endnu. Nu vil vi ikke male fanden på væggen, men det er også, som om der er et eller andet, der ligger og ulmer. Der har været foruroligende mange politiske optøjer i gaderne på det sidste, og mystiske typer og partier er blevet opstillingsberettigede til folketingsvalget. I det hele taget synes den snarlige kamp om magten at have vækket nogle utilfredse kræfter, der ikke er videre produktive.

Der er ikke nogen åbenlys måde at undgå valgkampsproblemet på. USA’s parlamentariske tokammersystem prøver at løse det ved at lade nogle politikere være i evig valgkamp (med valg hvert andet år), mens andre får længere arbejdsro (hvor de er på valg hvert sjette år). Men i disse dage synes USA bare ikke at være stedet, man skal kigge hen for at få gode råd om parlamentariske systemer. Måske er løsningen bare, at Løkke skynder sig at udskrive det valg, så vi kan få det overstået. /Andreas T. Kønig