Med sin flegmatiske fremtoning er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) en tidstypisk repræsentant for flertallet på Christiansborg: Han virker aldrig sådan rigtig personligt engageret i de aktuelle sager, men er omvendt heller ikke komplet ligeglad. Som en klon af på den ene side Kristian Thulesen Dahl (DF) og på den anden side Morten Østergaard (R) sørger Troels Lund Poulsen for at finde de tekniske kompromisser og dermed at gyde olie på vandene i blå blok.
Den taktisk-teknokratiske manøvre er lykkedes. Igen. Igen.
Her lige før valgudskrivelsen har VLAK-regeringen i går kunnet præsentere et pragmatisk udspil. Venstremanden Troels Lund Poulsen vigtigste bedrift har været rent taktisk at binde de to andre borgerlige sammen i blå blok: Hvis der er to partier, der står skulder ved skulder i dansk politik, er det således Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
De har bare lige skullet smedes sammen. Igen. Alle større reformer, der er blevet vedtaget i de senere årtier, er sket i tæt samarbejde mellem disse to partier, som måske hver især koketterer med, at de skulle repræsentere politiske modpoler, men som i realpolitikkens verden er tæt forbrødrede. Thulesen Dahl og Østergaard er påfaldende enige om den grundlæggende linje: Den teknokratiske linje, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sætter ansigt på.
Gårsdagens aftale om en ny seniorpension, hvor de tre regeringspartier er gået sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, markerer en tilbagevenden til statsminister Lars Løkke Rasmussens glansperiode i 2010-2011, hvor han fik de præcis samme partier til at vedtage både forringelser af efterlønnen og en halvering af dagpengeperioden. Det eneste rigtigt nye udvikling er, at Morten Østergaard nu har overtaget Margrethe Vestagers gamle rolle.
Ligesom Radikale Venstre arbejdede tæt sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 00’erne, har det lille liberale parti haft et endnu tættere parløb med Lars Løkke Rasmussen i de senere år. For Morten Østergaard har det været vigtigt at sikre, at kursen i den økonomiske politik forbliver borgerlig, og Socialdemokratiet ikke får mulighed for at lave aftaler med venstrefløjen. Morten Østergaard ser sig selv som selve garanten for, at de røde ikke får indflydelse.
Den vigtigste detalje i aftalen om den nye såkaldte ’seniorpension’ står således på sidste side. Her forpligter Radikale Venstre og Dansk Folkeparti sig til at blokere for, at Socialdemokratiet vil kunne indføre en ny differentieret pensionsalder, som S-formand Mette Frederiksen ellers går til valg på. Selve formålet med forhandlingerne, der har stået på i ugevis, synes at have handlet om at inddæmme sosserne.
I aftalen hedder det: ”Forligspartierne konstaterer, at det vil kræve enighed i forligskredsen om levetids-indeksering at indføre en differentieret pensionsalder, der som en rettighed medfører lavere folkepensionsalder for en gruppe borgere”. Formelt betyder ordene, at de tre nuværende regeringspartier, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti forpligter hinanden til at skulle forhåndsgodkende alt, hvad en eventuel S-regering måtte ville gennemføre efter valget.
De to allierede, Morten Østergaard og Kristian Thulesen Dahl, håber dermed at have stækket Socialdemokratiet ikke bare i valgkampen, men også efterfølgende i det parlamentariske regeringsarbejde. Præcis som det lykkedes i 2011, hvor daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt blev tvunget – af mandaternes logik – til at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.
Selve aftalen om seniorpensionen er i sig selv ukontroversiel og vil formentlig kunne opnå støtte i substansen fra alle Folketingets partier. At sænke kravene til arbejdsevne og forlænge perioden har der længe været enighed om på Christiansborg, så i praktisk politik vil uenigheden nok snarere kredse om mulighederne for at kunne forbedre vilkårene for nedslidte yderligere. Og her kan den taktiske genistreg i Lund Poulsens forlig hurtigt vise sig forgængelig.
Socialdemokratiet vil gå til valg på at tilbyde vælgerne endnu bedre vilkår for nedslidte, end de fem borgerlige reformpartier nu har strikket sammen. Og da hverken juraen eller økonomien bag dagens nye aftale om seniorpensionen er lige så stærk, som det var med efterlønnen og dagpengene i 2011, er det højest tvivlsomt, hvor meget Socialdemokratiet reelt er blevet forhindret i. Hvis et nyt flertal vil gå videre, vil det være muligt på den anden siden af folketingsvalget.
Troels Lund Poulsen har forsøgt at lukke en flanke af og forenet ‘Det Radikale Folkeparti’, der har styret dansk politik i mere end det seneste årti. Men meningsmålingerne tyder på, at vælgerne er klar til mere og andet end business-as-usual. Ja, dansk politik synes lige nu at være ved at eksplodere i alt andet end flegmatisme og pragmatisme: Seniorpensionen vil hurtigt blive glemt i valgkampens virvar. /Lars Trier Mogensen