Tyskland er vågnet som et europæisk land

Trætte af gamle partier

I den lille delstat Sachsen-Anhalt, som ligger i det tidligere DDR, har vælgerne en nyere, men fast tradition for at stemme på partier, der ikke tilhører det politiske etablissement. Den lokale succes for det højrenationale parti Alternative für Deutschland skete således delvist på bekostning af det endnu mere yderligtgående Nationaldemokratische Partei Deutschlands, NPD, og ikke mindst det venstreorienterede Die Linke, der blev straffet hårdt bl.a. for at opstille den tidligere DDR-grænsesoldat Wulf Gallert som spidskandidat. I en tid, hvor vælgere søger mod protestpartier i hele Europa, formåede AfD at samle de vrede vælgere fra stort set hele spektret. 64% af vælgerne fremhæver sågar, at deres stemme var et fravalg af de gamle partier snarere end udtryk for enighed med AfD.

Tyskland har i årevis været regeret af en stor, tværpolitisk koalition, hvor kristendemokraterne og socialdemokraterne har arbejdet sammen, tilmed i tæt koordination med De Grønne. Hvis vælgerne skulle protestere mod sammenspisthed, teknokratiets dominans og manglende lydhørhed over for mindretal, ja, så er det netop i Tyskland. Alene derfor er opbruddet ikke så stort, som man umiddelbart kunne forvente. Tyskland er stadig tysk.

Resultatet i Sachsen-Anhalt viser også en anden tendens, som vil berolige kansler Merkel: Det socialdemokratiske parti, SPD, blev mere end halveret, og rivegildet vil nu igen tage fart om, hvorvidt partilederen Sigmar Gabriel er den rette udfordrer frem mod forbundsvalget næste efterår. Søndagens protestvalg rammer således Socialdemokraterne hårdest blandt de gamle partier. Da meningsmålinger samtidig viser, at et solidt flertal af de tyske vælgere støtter Angela Merkels kurs i asylpolitikken, er kansleren ikke presset i den praktiske realpolitik. Men symbolsk havde hun nok hellere foretrukket, at Europa var blevet endnu mere tysk, fremfor, som nu ser ud nu, et lidt mere europæisk Tyskland.

Tab for Merkel-kritikere

Andres død er det sødeste brød i politik. Og kansler Angela Merkel fik et trofæ af de større ved valget på Super-Sonntag: Lederen af Christlich Demokratische Union Deutschlands i Rheinland-Pfalz, den 43-årige Julia Klöckner, førte valgkamp på at udfordre partifællen i Berlin – og tabte spetakulært. Umiddelbart kunne hendes strategi ellers virke fiffig. Julia Klöckner er blevet udråbt som den nye konservative kronprinsesse, fordi hun gik moderat til højre for kansleren i asyldebatten, og forsøgte at udfylde det vakuum, som, mange mener, er opstået i det politiske landskab i Tyskland som en følge af Angela Merkels midtersøgende, humanitære kurs i flygtningekrisen. Men misssionen mislykkedes.

For anden gang tabte Julia Klöckner muligheden for at vinde den regionale regeringsmagt, og konkurrenten, den siddende socialdemokratiske ministerpræsident, 55-årige Malu Dreyer, har ligefrem ført valgkamp på at støtte Angela Merkels asylpolitik. I stedfortræderkrigen mod CDU-kansleren har Julia Klöckner ikke alene tabt sin egen politiske fremtid, men også håbet blandt ligesindede i det store kristendemokratiske parti om at kunne overhale Angela Merkel højre om i værdipolitikken. Officielt ville kansleren sikkert gerne have haft endnu en CDU-ministerpræsident, men reelt og konkret har Angela Merkel glædet sig langt mere over Klöckners nederlag, end hun har forbandet fremgangen for Alternative für Deutschland – som i øvrigt heller ikke klarede sig overrumplende godt i Rheinland-Pfalz.

Ny sejr for De Grønne

Antal er den vigtigste faktor i et demokrati, og i den af de tre delstater med størst befolkningstal, Baden-Württemberg, tegner der sig et væsentligt andet mønster end i de to mindre: I den store sydlige delstat gik det grønne parti, Bündnis 90/Die Grünen, markant frem og fik ikke alene 30,3% af stemmerne, men for første gang nogensinde fik de også fortrængt det kristendemokratiske CDU fra førstepladsen. Sejren for lederen af de grønne, den pragmatiske og resultatsøgende Winfried Kretschmann, bidrager nok også til at hæve humøret i Kanzleramt. I det nye og mere fragmenterede politiske landskab i Tyskland – hvor delstatsvalgene vel at mærke ikke kan og skal sammenblandes direkte med de landspolitiske bundestag-valg – synes Angela Merkel at have fået flere, ikke færre, muligheder for at regere helt uden om den yderste højrefløj.

At De Grønne nu er det største parti i en traditionelt set konservativ og katolsk delstat som den sydlige Baden-Württemberg, er et klart tegn på, at det tidligere protestparti nu har etableret sig som en magtfaktor, der måske kan vokse sig endnu større og blive en reel, alternativ koalitionspartner for CDU – og dermed give Angela Merkel større manøvrerum i forhold til Socialdemokraterne. Da det lille liberale parti, Freie Demokratische Partei (FDP) samtidig gik frem i både Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz, er de matematiske koalitionsmuligheder ved at blive udvidet betydeligt for Merkel. Hvis tendensen fra Super-Sonntag fortsætter til forbundsvalget i efteråret 2017, kan Tyskland måske få sin første ‘Jamaika-Koalition‘, altså et sort-grønt-gult-samarbejde mellem CDU, Die Grünen og FDP? Én ting er i hvert fald sikkert: Alternative für Deutschland får absolut ingen indflydelse.