Vi skal have en snak om andedammen, men for at det hele ikke skal virke for indebrændt, starter vi et andet sted, ja, faktisk helt ovre på den anden side af kloden. Det overordnede tema kan vi jo sige er ‘inkompetence’ eller i bedste fald ‘systemfejl’, men historien her fra Down Under har nu faktisk nogle charmerende og tiltalende aspekter.
All right: Australien har fået en ny 50-dollarseddel, som kom i rotation i oktober. Den er ret flot, og det har den nu været, siden den blev lanceret i 1995 med Edith Cowan (1861-1932), Australiens første kvindelige parlamentsmedlem, på den ene side, og forfatteren og opfinderen David Unaipon (1872-1967) fra kontinentets oprindelige indfødte befolkning på den anden.
Det nye ved sedlen er, som vi forstår det, at den er proppet med det nyeste gear inden for anti-forfalskningsteknologi, så den vel nærmest er at betegne som pengesedlernes svar på Iron Man. Den australske Centralbank har for eksempel ladet noget mikrotekst trykke på pengesedlen, som er uddrag fra Edith Cowans første tale i parlamentet og en kendt bog af David Unaipon, som hedder Legendary Tales of the Australian Aborigines.
Superfedt, altså. Men nu viser det sig, at et ord i Cowans tale er blevet stavet forkert: ”It is a great responsibilty to be the only woman here,” står der, ”and I want to emphasise the necessity which exists for other women being here.” Nørder med lup har opdaget, at der simpelthen mangler et ‘i’ i responsibility – svarende til at stave ansvar ‘ansvr’. En talsperson fra Centralbanken har skrevet til nyhedsbureauet Reuters, at banken er ”opmærksom på det”, og at stavefejlen vil blive rettet inden næste tryk.
Problemet (hvis man kan tale om et problem; det er jo bare penge) er, at 50-dollarsedlen med stavefejlen er blevet tryk i 46 mio. eksemplarer, og de ligger allerede i de australske forbrugeres lommer. Og hvad gør man så? Normalt ville en samler nok sige: ”Gem den, den kan blive penge værd!” Men med et oplag på 46 mio. ligger det ikke i kortene, at sedlen kan blive et samlerobjekt på linje med for eksempel et fejlstemplet frimærke fra De Vestindiske Øer. Til gengæld vil den nok bibeholde en værdi af præcis 50 australske dollar.
Større problemer
Gid det bare var problemer i den størrelsesorden, vi så i det danske bankvæsen, og ikke udfordringer af moralsk karakter. Det giver dog en følelse af, at retssystemet – om ikke virker, så i hvert arbejder, når man hører, at bagmandspolitiet har ransaget den tidligere Danske Bank-topchef Thomas Borgens bopæl og sigtet ham og ni andre chefer i relation til den enorme hvidvask, som har stået på lige under næsen på dem gennem adskillige år.
Hvis Danske Bank var lidt mindre, og dens ve og vel ikke havde afgørende indvirkning for dansk valuta, burde man lukke den og starte på en frisk. Det lader sig ikke gøre.
Til gengæld er det en overvejelse værd, om ikke Danmarks Radio skulle tage og lukke sødsuppesofa-interviewprogrammet Aftenshowet. Lukke studiet, spritte alting af og sende værter og redaktion på aftægt eller give dem noget at rive i, som er mindre synligt, og hvor det publicistiske ansvar korresponderer bedre med evner og kompetencer.
Principielt er det en smuk tanke, når redaktioner rundt omkring i landet i demokratiets navn ønsker at lade alle opstillingsberettigede partier komme til orde under folketingsvalgkampen. Men det kræver, at man kan sit shit, er i kontrol hele tiden og ikke sidder og måber, når gæster går over gevind, sådan som det var tilfældet med Rasmus Paludan, da han i det direkte tv-program onsdag kaldte Mimi Jakobsen, der sad ved siden af, for ”nazisvin”. Paludan skulle ikke have været inviteret, og Jakobsen skulle i øvrigt heller ikke have stillet op. Helt usædvanligt pinagtigt blev det, da værten Mikkel Fønsskov bagefter tog Paludan med over til at andet bord for at quizze med ham. Det, der står tilbage på nethinden, er billedet af de to værter, som sidder og lytter til Paludans hadske vanvidstirader uden at ane deres levende råd. Nederen tv blottet for opbyggelighed. /Oliver Stilling