Analysen her er oprindeligt bragt i Føljetons politiske nyhedsbrev /dkpol, som udkommer hver eftermiddag i hele valget. Skrevet af Lars Trier Mogensen. Du kan skrive dig gratis op her.
Kaos råder i den borgerlige blok. En historisk lang valgkamp, som i dag blev skudt gang – langt om længe – kan hurtigt komme til at gøre ondt værre for Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. For jo længere den interne kamp mellem de mange partier, der på forskellig vis i dag kalder sig selv for ’borgerlige’, får lov til at udarte i de kommende uger, desto mere uregerligt vil blå blok fremstå.
Som et kortsluttet projekt. Selv hvis det skulle lykkes for Danmarks 8-9 borgerlige partier – mod alle odds – at skrabe et flertal sammen ved valget 5. juni, vil de interne brydninger gøre det umuligt for Løkke at regere videre. Den borgerlige blok står sjældent forpjusket.
For første gang siden Venstres daværende formand Poul Hartling i 1975 valgte at opgive at danne regering på basis af Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets 24 totalt uberegnelige mandater, kan også folketingsvalget her i 2019 ende med, at det i praksis vil blive umuligt for Lars Løkke Rasmussen at regere videre på de mange nye og mindst lige så uberegnelige partier, der pludselig er poppet frem.
Udgangspunktet er elendigt: De fire borgerlige partier, der siden 2015 har båret Løkke-regeringen igennem, står samlet set til en vælgerlussing. En efterhånden usandsynlig borgerlig valgsejr vil derfor kræve, at formentlig samtlige af de andre opstillingsberettigede, borgerlige partier i første omgang kommer ind i Folketinget, altså såvel Nye Borgerlige som Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersen plus Stram Kurs – og at hele dette tumultariske ruskomsnusk af en koalition skal kunne finde sammen i en eller anden form for samarbejde. Realistisk nok også med mandater fra Radikale.
Hidtil har Lars Løkke Rasmussen vist sig mere end villig til at give køb på det meste for at holde fast i magten, så umiddelbart kunne man måske på forhånd tænke, at det nok skal kunne lade sig gøre, hvis først stemmerne kan skrabes sammen. Men det er ikke desto mindre en historisk hårdknude, som de borgerlige partier står i.
De brydninger, der har præget de seneste fire år mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, vil hurtigt blive glemt, når fokus retter sig mod et eventuelt fremtidigt samarbejde. Kaos er ved at åbne sig.
For at vinde folketingsvalget vil Løkke reelt skulle overbevise vælgerne om, at han kan løse cirklens kvadratur. Kort sagt: Finde en fællesnævner mellem eksempelvis Liberal Alliance og Nye Borgerlige, måske ligefrem Stram Kurs. En sådan balancekunst vil kræve endnu større ideologisk købmandsskab og pragmatisk magtvilje, end selv Løkke har glimret ved tidligere. Endnu kortere sagt: Det er umuligt.
Spændfeltet i den borgerlige blok i Danmark begynder at minde om afstandene i amerikansk politik, hvor der længe har været en afgrundsdyb forskel mellem på den ene side de liberale, veluddannede metro-vælgere i storbyerne og på den anden side de traditionelt-nationalkonservative, kortuddannede retro-vælgere i landdistrikterne.
Herhjemme er de interne afstande i blå blok i dag langt større end de substantielle forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet. I forhold til de partier, som Lars Løkke fremover vil kunne blive tvunget til at skulle basere sig på, ville det på alle måder være langt lettere, rent parlamentarisk, for Venstre at finde enighed med sosserne.
Kollapset lurer
Men Løkke er fanget af blokpolitikken. Venstre har valgt – og kan reelt heller ikke andet end at vælge – at gå til valg på det stadig mere tvetydige budskab om at ville danne en ny borgerlig regering. Så selv om Lars Løkke siger, at han ikke kommer ”til at bygge en regering på en politisk dialog eller give politiske indrømmelser til det parti” – med en næsten Harry Potter-agtig henvisning til Stram Kurs – er det i virkelighedens verden usandsynligt, at der vil kunne dannes en ny borgerlig regering uden at fællespulje samtlige mandater til højre.
Paradokset for Lars Løkke Rasmussen er blot, at han hverken kan vinde valget i denne nuværende tilstand af politisk kaos eller foruden det pludselige anarki, der er opstået i dansk politik. Skønt udsigterne til en kalejdoskopisk valgkamp kan virke som en umulig mission for en statsminister, der allerede er bagude i meningsmålingerne, kan turbulensen måske alligevel ende med at blive hans eneste mulighed.
Kynisk set vil det være bedst for Lars Løkke, hvis de bramfrie, bimlende og forbitrede holmgange mellem de nye yderligtgående højrepartier for alvor kan få udlændingedebatten til at flamme op igen. Den bedste mulighed for borgerlig blok er således, at netop de kaotiske kampe kommer til at dominere mediedækningen, og trækker det politiske landskab helt ud i grøften til højre. For kun ved at overrumplende godt valg til Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og sågar Stram Kurs har Lars Løkke blot en mikroskopisk chance.
Risikoen for et totalt kollaps er dog lige så stort: De seneste meningsmålinger tyder på, at stemmespildet vil slå rekord i den borgerlige lejr. Trekantsdramaet på den yderste højrefløj kan således ende med dels at halvere Dansk Folkeparti og dels at trække både Nye Borgerlige og Stram Kurs ned under spærregrænsen.
Målt på såvel mandater som selvrespekt står Lars Løkke dermed til at efterlade blå blok på et historisk lavpunkt. Æraen, hvor de borgerlige partier stod for stabilitet, ansvarlighed og ordentlighed, sluttede med gårsdagens valgudskrivelse. Kun løssluppent anarki og kulørt klovneri kan efterhånden redde Lars Løkkes fortsatte magtdrømme.
Ord betyder ofte det stik modsatte af, hvad de bogstaveligt gør. I hvert fald i politik. Når Lars Løkke officielt i dag udskriver folketingsvalget – med pompøs henvisning til behovet for ”et erfarent lederskab” og ”en sikker hånd på rattet” – kan og skal man vende ordene lige om på hovedet: Venstres bedste chancer for en kneben valgsejr er faktisk, at fejden på højrefløjen lynhurtigt kommer til at stå i stikflammer.