Det går op og ned i showbiz. Den store vinder fra sidste valg er faldet helt ud af mediemøllen her fra valgkampens start: Kristian Thulesen Dahl, der triumferede i 2015, står til at få det største tilbagesmæld for et parti i nyere politisk historie. Ikke siden 1970’erne har et parti oplevet en så massiv rutsjetur. Det tegner til en gevaldig nedtur.
Dansk Folkeparti risikerer at blive noget nær halveret. Og det er og bliver altså valgkampens altafgørende – men mærkeligt underspillede – hovedhistorie. For uanset at der selvfølgelig er mere ramasjang i løjerne endnu længere ude på den yderste højrefløj, er det seneste opbrud i dansk politik reelt kun en afledt effekt af Thulesen Dahls vælgermæssige kollaps. Yderfløjen går frem på DF’s bekostning.
Forskellen mellem valgresultatet i 2015 og de aktuelle meningsmålinger er hovedsageligt, at op mod 300.000 vælgere ser ud til at have droppet Dansk Folkeparti. DF’ernes velkendte politik er efterhånden blevet mainstream, og vælgerne er samtidig begyndt at bedømme partiet lige så kontant for f.eks. løftebrud, bortforklaringer og nederlag som alle de andre gamle, etablerede partier.
Efter oprøret fra udkanten i 2015, hvor Dansk Folkeparti triumferede i bl.a. Sønderjylland og Vestsjælland, står DF’erne nu pludselig tilbage som et træt magtparti, der taler om status quo. Dansk Folkeparti har mistet magien, frækheden og den folkelige protest: I stedet har den skæbnesvangre alliance med Socialdemokratiet, svindelsager i EU, øget konkurrence i udlændingedebatten og taktiske kolbøtter fået vælgerne til at vende ryggen til Kristian Thulesen Dahl & co.
Dansk Folkeparti har tilmed fået svært ved at trænge igennem mediemuren, for første gang i årevis. Tag f.eks. det seneste udspil: ”En ny regering vil blive tvunget til at forpligte sig på grænsekontrol i hele sin levetid, hvis den får brug for DF’s mandater,” lyder et nyt DF-valgløfte. Men ærligt talt: Gab, for det er jo hørt ofte før, og findes også i mere hårdhændede versioner længere ude på højrefløjen.
Fingerspidsfornemmelsen for at skabe friktion synes næsten at være helt forsvundet. I sin fremtoning i partileder-debatterne på tv har Thulesen Dahl i ugens løb virket mere som en forsigtig teknokrat-type end som en farlig folkeforfører. Men valgmatematikken er ikke desto mindre enkel: Hvis DF ikke meget snart finder dansk top-melodien frem igen, vil den samlede borgerlige blok tabe med et brag.
Som politisk kommentator Jarl Cordua skriver i Altinget: ”Mest spektakulært er det dramatiske fald i vælgeropbakningen hos DF, der giver mindelser om, når nogen hiver proppen ud af et fyldt badekar,” og videre: ”Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps, som det formentlig vil tage mindst to valgperioder at få rettet op på”.
Forvent derfor på den ene side, at Kristian Thulesen Dahl og hans håndgangne mænd vil gøre alt for at tiltrække sig opmærksomhed her i de kommende døgn, men på den anden side også, at de stadig ere desperate mediestunts med stor sandsynlighed vil ende som fusere. Raketter uden farveffekt og knald. Gnisten og galskaben er væk.