Børnebøger af forfatteren Halfdan Rasmussen.
De gamle skal have det bedre, de fremmede skal have det værre. Der skal flere penge til velfærden, til konsulenterne skal der færre. Vi skal have højere velstand, vi skal have lavere skat, vi skal have en grønnere jord, vi skal have dit, vi skal have dat.
Det er ikke, fordi det skoser med forslag i sådan en valgkamp. Visionerne kan pludselig virkelig få flyvehøjde hos politikerne, når der kun er tre uger til valget, og det er da også, som om at den livrem, vi alle blev bildt ind, skulle spændes så meget, at vi knap kunne få vejret, pludselig kan løsnes lidt op som ved et trylleslag.
Men ét politikområde er bemærkelsesværdig fraværende blandt de mange løfter og ideer, der bliver udstukket i kampens hede. Kunst, kultur og åndsliv er der ingen, der bekymrer sig om, når der skal deles valgflæsk ud.
Nogle vil måske nok påpege, at det smager lidt af arrogant overklasse pludselig at ville bringe kultur ind i valgkampen. Det er sådan noget, der kommer fra den kreative klasse. Den ulidelige bastard-stand mellem bourgeois og boheme behøver jo ikke bekymre sig om nedslidning eller at have råd til dagen og vejen, og når man har det så lækkert, så kan man da lige så godt diskutere, hvor Matisse skal hænge på Statens Museum for Kunst.
Det kan der også være en pointe i. Men tillad os alligevel at gengive en lidt gennemtærsket og desværre usand vandrehistorie om Storbritanniens premierminister Winston Churchill. Under anden verdenskrig skal nogle have foreslået ham at skære i kulturbudgettet, så pengene i stedet kunne bruges på den britiske krigsmaskine. Han skal have afslået med ordene: ”men hvis vi ikke har kunsten og kulturen, hvad er det så, vi kæmper for?”
Vi forslår ikke, at kulturdebatten skal overtage for diskussionen af sygehuse og skoler, men det er da beskæmmende, at vi snakker så meget om metafysiske spørgsmål som at være dansker, men ikke engang gider beskæftige os med, hvad det er, der åndeligt gør os til dem, vi er.
Hottentotter og åndsundergang
Nu tog vi måske munden for fuld, for der har faktisk været en lille kulturnål i valgkampens høstak. Den kommer fra, og hold nu fast, Stram Kurs. Provokunstner og folketingskandidat for Stram Kurs, Uwe Max Jensen, sidder og arbejder på et kulturpolitisk udspil, der blandt andet skal munde ud i et forslag om at lukke Statens Kunstfond og dermed stoppe statsstøtte til kunstnere. Det er vi i øvrigt helt sikre på er et gennemtænkt ideologisk forslag og slet ikke en personlig vendetta fra Max Jensens side, der i 2015 sked på gulvet (altså bogstaveligt talt) hos Statens Kunstfond, fordi han følte ”kunstfonden har skidt på mig i 20 år.”
Men udover at lidt modspil til Uwe Max Jensen ville klæde den kulturpolitiske debat, så kan vi også komme på en anden grund til, at åndslivet bør være en seriøs prioritet for os alle sammen. Gyldendal har netop lavet en censureret udgivelse af Halfdan Rasmussens børnerim. Forlaget har skåret rim ud med ordene ”neger” og ”hottentot.”
I forordet til bogen skriver forlaget, at ”den sproglige og kulturelle udvikling har ændret vores opfattelse af udtryk som ’neger’ og ’hottentot’ (…) En sådan misforståelse af forfatterskabet vil vi gerne undgå.” På sin Facebookside skriver forlagsredaktør Simon Pasternak, at der ikke er tale om censur, fordi der også kommer en udgave, der ikke er censureret: ”Her har vi en småbørnsudgave, men vi har også den originale udgave i optryk til alle dem, der efter 3. klasse interesserer sig for poesiens væsen.”
Bang! Her har vi det danske åndsproblem i en enkelt sætning. For hvorfor kan man ikke snakke poesi, ord og kontekst med en, der er yngre end tredjeklassesalderen. Børn skal have at vide, at man aldrig skal kalde nogen neger eller hottentot, men de skal også vide, at tiden var en anden engang, og at litteratur og poesi er et spørgsmål om kontekst for fortolkning. Vi siger ikke, at det er en nem forældreopgave at snakke om den slags. Vi siger bare, at man skal gøre det alligevel. /Andreas T. Kønig