Så er det i morgen, verdens største tv-serie i moderne tid når sin afslutning efter ni år, og i betragtning af hvor pinagtigt meget Game of Thrones har betydet for visse medlemmer af redaktionen her, har vi skrevet forbavsende lidt om den. Måske fordi vi er splittede og uenige om, hvad vi egentlig synes, at den serie er og har udviklet sig til, nu hvor den efter otte sæsoner skal afrundes, eller måske fordi vi står samlet og enige om, at der næppe findes noget så gumpetungt og åndssvagt, som analytikere, der forsøger at læse Game of Thrones ind i virkeligheden. Men hey, nu er det altså vores tur (forkundskab om serien er ingen forudsætning, og der er ingen spoilere).
Tv-serien baserer sig som bekendt på fantasy-forfatteren George R.R. Martins romanserie Songs of Ice and Fire, der har det problem i forhold til tv-udgaven, at den ikke er færdige endnu. Et sted midt i sæson 5 løb tv-holdet tør for Martins forlæg og stod nu pludselig mere eller mindre på egne ben, selv om George R.R. Martin stadig var med som co-producent på showet og altså endnu var med i overvejelserne om den udvikling, serien skulle igennem. Men noget havde ændret sig. Det var tydeligt for enhver.
Allerede fra sæson 6 begyndte der at opstå mishagsytringer hos seriens fans. De mishagsytringer er, efterhånden som vi nærmer os afslutningen, blevet til højlydt råben, og i dag er der samlet en million digitale tilkendegivelser (still counting) sammen om, at hele sæson 8 skal gentænkes, skrives om og skydes påny. Plothuller, umotiverede handlingstråde, karakterafvigelser, tidsforskydninger, sjusk og så en mere overordnet og diffus kritik af, at serien har mistet sin magi og sin særlige tone. Den første del af kritikken er for nørder og det samme, der sker, hver eneste gang et univers vokser sig så stort, at fans begynder at betragte det som noget, de selv har skabt og får lavet tatoveringer og navngiver børn efter. Men den sidste del af kritikken er mere alvorlig og har måske også en god forklaring, der er blevet påpeget af flere forfattere undervejs.
For mere end det handler om ”bad writing”, som kritikken er gået på, handler det om, hvordan der skrives. George R.R. Martins har selv været inde på sin forfatterstil, som han taler om som en modsætning til filmverdenens.
”Der er to slags forfattere – arkitekter og gartnere,” har han flere gange forklaret i interviews. ”Arkitekterne planlægger alting på forhånd, som hvis de skulle tegne et hus. De ved, hvor mange rum der skal være, hvilket slags tag, hvor kablerne skal trækkes, hvor rørene skal gå. De har det hele designet og tegnet, før de sætter det første søm i brættet. Gartnerne graver et hul, kommer et frø i og vander det. De ved godt, hvad det er for et frø og hvad der kommer op, men som planten vokser, ved de ikke, hvor mange grene der kommer, eller i hvilken retning den gror. Den har sit eget liv. Jeg er meget mere en gartner end en arkitekt.”
Følelseskonflikt
Det er præcis den konflikt, Game of Thrones er røget ind i, efter at Martins bøger holdt op. Distinktionen mellem de to forfattertyper er ikke opfundet af Martin, selv om billedet med gartnerne og arkitekterne er hans, men en velkendt skelnen mellem såkaldte ‘plotters’ og ‘panters’ – forfattere, der planlægger, og forfattere, der ikke gør. Film og tv-produktion er pr. definition plotters – i hvert fald inden for mainstream-produktionen – og dybest set handler det om de forventninger, vi har som filmpublikum, der skal mødes med noget så lavpraktisk som et helt tv-produktionshold med hundredvis af ansatte, så da tv-holdet gik fuldt ind i at skabe historien, gik seriens fortælleteknik fra en ‘panter’ til en ‘plotter’. Fra en gartner til arkitekter.
Martin plantede et frø og lod det vokse til en vild og fantastisk have, men det efterlod også tv-produktionen med et uoverskueligt beskæringsarbejde. Tv-publikummet skal have den filmiske afslutning. Vi skal have forbundet trådene, trukket rørene og lavet taget færdigt. Universet skal tæmmes og blotlægges. Ovenikøbet på en begrænset plads. Det betyder noget for seriens magi, det betyder noget for hastighed og logik. Men der var ikke andet valg.
Nå, men er du klar til den gumpetunge bro til virkeligheden? I politik har det altid været det klogeste at være arkitekten. Det er muligt, at der har været en mere umiddelbar tiltrækningskraft ved at være gartneren – en større magi – men når det kommer til realpolitik, har den visionære ideolog som regel haft det sværere, og plotteren har vundet. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er en plotter. Lars Løkke er en arkitekt.
Men arkitekten er kommet til kort, og Løkkes sidste chance er at blive gartner og plante et frø, som han ved, hvad er, men ikke hvad bliver. Ja, vi kunne også kalde det at smide en bombe, hvis det ikke forvirrede billedsproget, for det var præcis det, der skete, da han tirsdag åbnede for en SV-regering. Det var derfor, det pludselig føltes så anderledes. Han skiftede taktik og skriveteknik.
Game of Thrones er ikke slut endnu. Og det er valget heller ikke. /Lasse Lavrsen