Bagholdsangrebets svære kunst

Det er ikke særlig sjovt at blive stukket i ryggen af en god ven, der pludselig har fået følelser for en anden. Det måtte den kinesiske smartphoneproducent Huawei erkende her i nat, da Google pludselig meddelte, at de stopper deres samarbejde med kineserne. Det er noget af en udmelding, for Huawei er unægteligt en af de største spillere på smartphonemarkedet og en flittig forbruger af Googles Android-styresystem og dertilhørende tjenester.

Men efter den amerikanske præsident Donald Trump torsdag valgte at tilføje Huawei til en handelssortliste, der gør det ekstremt vanskeligt for amerikanske firmaer at handle med Huawei, har Google altså set sig nødsaget til at vælge side – og den blev amerikansk. Med Googles beslutning vil Huawei fortsat kunne bruge de dele af Android-styresystemet der er open source, men Google vil altså ikke længere tilbyde hverken opdateringer eller teknisk support til det kinesiske firma. Sagt på moderne dating-sprog vil Huawei for fremtiden blive ghosted af Google.

Nyheden er et nyt stort slag for Huawei, der efterhånden er blevet paria i en lang stribe af vestlige lande. Det skyldes ikke mindst Trump-administrationens bekymringer over, at Huawei potentielt bliver anvendt af den kinesiske regering til spionage. Et af de lande, som allerede har taget konsekvensen af denne mistanke, er Australien, der som de første i verden valgte at bandlyse Huawei fra udbygningen af det kommende 5G-netværk. Og hvis der er nogen, der kender et og andet til bagholdsangreb, er det altså australierne.

Australsk angrebsparathed

I australsk politik har de i hvert fald en lang og stolt tradition for at vælte den siddende premierminister før tid. De sidste ti år har Australien haft hele seks forskellige premierministre, hvoraf fire af dem er blevet væltet af deres eget parti. Ja, faktisk skal vi helt tilbage til 2007 for sidst at finde en premierminister, der har fået til lov at sidde på pinden i hele den treårige embedsperiode. Generelt har situationen været så forvirrende, at ambulancefolk tilbage i 2015 helt holdt op med at spørge deres patienter, hvem den nuværende premierminister var, da det ikke længere kunne siges at være en ”god indikation for deres mentale tilstand.” Gå hjem og vug, Game of Thrones.

Lørdag vandt den siddende premierminister Scott Morrison fra centrum-højre-partiet Liberal Party så rent faktisk genvælgelse ved det australske parlamentsvalg, og han ser nu ud til på højst overraskende vis at kunne danne en flertalsregering. For første gang i lang tid har Australien dermed en mulighed for at få noget stabilitet på premierministerposten, selvom det vil blive spændende at se, hvor længe det nu holder. Morrison selv har i hvert fald ikke været bleg for at deltage i de mange politiske skærmydsler, hvilket meget godt illustreres ved, at han faktisk var med til at vælte den tidligere premierminister Malcolm Turnbull sidste sommer. Til Morrisons forsvar skal det dog siges, at Turnbull måske skulle have set den komme, da Turnbull selv havde valgt at stikke sin forgænger Tony Abbott i ryggen tilbage i 2015. Åh ja, australsk politik.

Løkkes egen løkke

Nej, så har vi det trods alt lidt mere roligt herhjemme i Danmark. Selvom Løkkes noget overraskende udmelding om en mulig (og utopisk) SV-regering har lagt kimen til et formandsopgør i Venstre, ser han indtil nu ud til at have overlevet eventuelle bagholdsangreb. Det altså lige bortset fra, at Løkke tilsyneladende er blevet forrådt af sit eget partis politik.

I sin debat med Mette Frederiksen søndag kunne Løkke i hvert fald fortælle, at hans egen svigerdatter åbenbart er blevet ramt af den såkaldte 24-års-regel, som den gamle VK-regering i sin tid introducerede tilbage i 2002. Da den Harvard-studerende svigerdatter endnu ikke er fyldt 24, er hun som følge af reglen nemlig nødt til at rejse tilbage til USA ved udgangen af denne måned. Som Løkke selv formulerede det, er det ”da underligt, at vi lever i et land, hvor der ikke er plads til hende.” Og det kan statsministeren vel egentlig have ret i –  selvom onde tunger nok også ville kalde det et gedigent selvmål. Måske det er noget, en ny regering kunne se på efter valget. /David Dragsted