Nyhedsanalysen

Sorte huller i sossernes 2025-plan

I politik er alt sjældent helt, som det giver sig ud for at være. I politiske brandtaler skal man altid bemærke, hvad der ikke bliver sagt. Det er nemlig ofte mere markant, end det, der rent faktisk siges. På samme måde med økonomiske udspil, hvor undladelsessynderne ofte er mere spektakulære end de faktisk forslag til nye udgifter. Tavsheden kan støje, mens de officielle fraser typisk er mere forglemmelige.

Dagens nye 2025-plan fra Socialdemokratiet bemærker sig primært ved to ting, der ikke står i den: For det første er der ikke afsat én krone yderligere til nye klimatiltag, og for det andet er der heller ikke fundet ekstra penge til at finansiere en afskaffelse af ‘fattigdomsydelserne’.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen regner åbenbart ikke med, at en ny S-regering skal investere mere i grøn klima-omstilling eller bekæmpelse af børnefattigdom. Men stop! For her ligger en enorm politisk sprængkraft gemt, for det er netop på disse to områder, at Socialdemokratiet vil skulle give indrømmelser til støttepartier.

Dagens udspil er ret beset defensivt og demonstrativt rettet mod Venstre. Det er først og fremmest et oplæg i valgkampen, snarere end en færdig økonomisk plan, der kan bruges i regeringskontorerne. I udspillet lægger Socialdemokratiet således op til, at det økonomiske råderum i de kommende år skal bruges fuldt ud på velfærd – og mere til. Sosserne trumfer udspillet fra Lars Løkke Rasmussen, som ‘kun’ ville love at bruge ca. 20,5 mia. kr. ekstra på velfærd i 2025, idet Mette Frederiksen nu vil bruge i alt 37,4 mia. kr. ekstra, hvoraf 11,5 mia. kroner skal gå til sundhedsvæsenet og 1,5 mia. kroner til børn:

”Hvis man alene fremskriver det demografiske træk, så fastfryser man det velfærdsniveau, vi kender i dag. Det kan man jo ikke være tilfreds med som socialdemokrat,” lyder det fra Mette Frederiksen.

Hvad mange menige socialdemokrater – og i hvert fald de mulige støttepartier på venstrefløjen – heller ikke er tilfredse med, er de to store og larmende sorte huller i planen i forhold til klimatiltag og fattigdom. Til det sidste har Mette Frederiksen svaret kontant: ”Vi går ikke til valg på bare at sætte ydelserne op, og derfor er det selvfølgelig heller ikke finansieret i vores 2025-plan”. Men hvis hun holder fast i den attitude, kan hun få endog meget store problemer efter valget.

Støttepartiet SFs formand Pia Olsen Dyhr har for længst gjort det til et krav – for kunne stemme for en ny S-regerings første finanslov til efteråret – at der inden da afsættes anslået 1,2 mia. kr. til at fjerne kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og integrationsydelsen, som de borgerlige her senest har omdøbt til ‘selvforsørgelsesydelsen’.

I de senere år har socialdemokraterne været så bange for højrefløjen, at de ikke vil ændre på noget som helst og slet ikke ydelser, der går til udlændinge, i frygt for at blive kaldt ‘slappere’. Men som sejren nærmer sig, kan konflikten med venstrefløjen blive et større problem:

”Der er ikke nogen tvivl om, at kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen er noget af det, der står allerhøjest på vores liste over betingelser for støtte til en socialdemokratisk regering. Og jeg har meget svært ved at se, at vi kommer i mål, hvis ikke vi får løst det problem, allerede før Mette Frederiksen sætter sig på statsministerposten,” siger Enhedslistens leder Pernille Skipper.

På samme måde kan en realisering af mere ambitiøse og bindende klimamål også hurtigt komme til at koste langt flere penge, end der er afsat i den nye 2025-plan. Hvis Mette Freeriksen både skal indfri egen valgløfter og imødekomme støttepartiernes omkostningstunge krav, vil hun i virkelighedens bøvlede verden enten skulle spare på nye områder eller øge indtægterne gennem ekstra skatter og afgifter.

I baggrunden kan statsministeren grine. Med Lars Løkkes udspil om dels at ville øge det offentlige forbrug med 20,5 mia. kr. og dels at ville gå i regering med Socialdemokratiet, har han nemlig sat en djævelsk dynamik i gang: Vel vidende at han selv taber valget, har han nu fået presset Mette Frederiksen ud i en overbudskonkurrence, som kan ende med at gøre livet vanskeligere for hende i de kommende år.

Venstres formand har straks påtalt tendensen: ”Socialdemokratiet tager et markant ryk i en mere venstreorienteret retning, forlader midten i dansk politik og bekender sig endegyldigt til venstrefløjen,” sagde Løkke på et pressemøde her til eftermiddag, hvor Venstres finansminister Kristian Jensen ligefrem sammenlignede Mette Frederiksen med den tidligere statsminister og S-formand Anker Jørgensen. Det er bestemt ikke venligt ment af hr. Jensen.

Under normale omstændigheder ville Venstre faktisk her have haft en klar kant til Socialdemokratiet, hvis, ja, hvis Venstres formand ikke lige netop selv havde foreslået at gå i en fælles regering med sosserne. Nu fremstår det bare rundtosset, når Venstre beskylder Socialdemokratiet for at være, ja, for at være socialdemokrater.

Venstre har kortsluttet sig selv. Bundlinjen er ikke desto mindre, at Socialdemokratiet lægger op til en stigning i det offentligt forbrug og et investeringsprogram, der reelt ikke levner plads til også at kunne betale for at indfri de økonomiske krav, som støttepartierne kræver. Hvis Mette Frederiksen ikke bare skal blive valgt som ny statsminister, men også skal kunne overleve en hel valgperiode efter valget, vil hun være nødt til at fremtrylle mange flere penge. Før eller siden.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12