Børn eller ældre? Skal fremtidens velfærd primært prioriteres til de mindste i vuggestuerne, eller i stedet til de flere ældre på plejecentrene? Ja, det er ikke ligefrem sådan politikerne præsenterer valget her i valgkampen, men reelt kan der blive tale om at prioritere brutalt. Sådan lyder advarslen nu – lidt overraskende – fra den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard:
”Der er kun de penge, der er, og derudover er det benhård politisk prioritering. Hvis ikke den prioritering skal lande i kommunerne og være et valg mellem små børn og ældre over 80 år, kræver det, at man ikke bruger pengene på alt muligt andet,” siger Bundsgaard, dog nok mest i sin egenskab af formand for Kommunernes Landsforening.
”Befolkningens forventninger til, hvad de kan få i deres kommune eller på sygehuset, er stigende i takt med den almindelige velstandsfremgang. Og det kommer oveni og sprænger alle rammer for, hvad der er muligt inden for det nuværende økonomiske råderum,” siger Jacob Bundsgaard til Berlingske, og lyder her som et ekko af én af socialdemokratismens største statsmænd, den tidligere svenske statsminister Tage Erlander. Han havde et tankevækkende begreb: Han talte om ”de stigende forventningers utilfredshed”, og mente dermed, at når man først har vænnet sig til et vist serviceniveau, tager man det hurtigt for givet, og forventer nye forbedringer.
På samme måde frygter Jacob Bundsgaard, at valgkampen – hvor Socialdemokratiet og Venstre lige nu konkurrerer om at love allerflest milliarder og mest velfærd – er ved at pumpe forventninger op hos vælgerne; op på et niveau, der ikke kan indfries bagefter. Som borgmester ved han udmærket, at budgetterne allerede er strakt til det yderste, og at ekstra forventninger vil blive umulige at leve op til.
Grundproblemet er, at forskellige vælgergrupper skriver deres egne krav ind i politikernes mere generelle løfter, og at der dermed opstår en fælles forventning om, at ikke blot antallet af pædagoger i vuggestuerne eller antallet af social- og sundhedshjælpere på plejehjemmene vil vokse, men at begge dele vil ske samtidig – og suppleres af bedre folkeskoler og hurtigere hospitalsbehandling.
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen er bevidst om problemet. I hvert fald har hun beskrevet situationen i en kronik for tre år siden: ”Vi er stolte af de resultater, offentligt ansatte leverer hver dag. Samtidig ved vi også, at presset på den nære velfærd stiger. Olof Palme og hans forgænger, Erlander, havde et beskrivende begreb for den udvikling. De kaldte det for ‘de stigende forventningers utilfredshed’. Selv store forbedringer og resultater bliver hverdag. Og forventningen vil altid være, at der skal ske flere forbedringer”.
Velfærdsløfterne er også allerede blevet hverdag her i valgkampen. Når Venstre åbner med at love at ville bruge i alt 69 mia. kr. mere på velfærd for at kunne følge med det såkaldt demografiske træk, der følger af flere børn og ældre, og Socialdemokratiet trumfer med yderligere milliarder – og venstrefløjen i øvrigt kræver en fordobling – ja, så er der nok mange, der vil blive slemt skuffede, når det snart viser sig, at pengene i virkeligheden kun vil række til status quo:
”Det, som ingen af partierne siger, er, at den stigning, der er lagt op til, reelt kun kan holde skindet på næsen,” forklarer professor i økonomi på Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og tilføjer: ”Det demografiske træk vil nemt blive opfattet som pauvert eller utilstrækkeligt af befolkningen. Man skal ikke tro, at den hellige grav er vel forvaret, fordi man lægger sig på det demografiske træk”.
De stigende forventningers utilfredshed betyder, at store grupper af vælgere uundgåeligt vil blive ikke kun utilfredse, men nok også direkte vrede, når de erfarer, at der kun er råd til enten børn eller ældre. Og endnu flere vil nok blive frustrerede, når det efter valget vil vise sig, at politikernes prioriteringer ikke er så vanskelige i praksis, for alene på grund af netop den demografiske udvikling vil de ældre få forrang.
Bag partiernes paroler gemmer sig en ny generationskonflikt: ‘Babyboomerne’ er generationen, der var unge i årene omkring 1968. Dengang læste nogle dem revolutionære bøger om de sorte pantere i USA, men i dag bør de snarere kaldes for Europas ‘grå pantere’, for de er veluddannede ældre, der kæmper for egne særinteresser, ofte på bekostning af yngre, der ikke er lige så godt organiserede. Denne generationskamp har indtil videre været næsten lige så tabubelagt som indvandringsdebatten var i 1980’erne. Men konflikten lurer.
Efter folketingsvalget vil den vigtigste politiske kamp næppe stå mellem rød og blå, men snarere mellem det store mindretal, der på den ene side vil prioritere de små og yngste, og det dominerende flertal, der på den anden side vil prioritere pengene til at betale for dyrere medicin og nye, højteknologiske behandlingstilbud.
De stigende forventningers utilfredshed. Husk det begreb!