En rygende pistol. Det er som taget ud af en spionroman. Østrigs politiske landskab står i øjeblikket i flammer, efter Süddeutsche Zeitung og Der Spiegel i sidste uge brød historien om en næsten syv timer lang video optaget i en luksusvilla i Ibiza tilbage i 2017. På videoen ses Østrigs vicekansler og lederen af det højrepopulistiske regeringsparti FPÖ Heinz-Christian Strache, der sammen med sin partifælle Johann Gudenus er i færd med at lande en lyssky aftale med en kvinde, som de tror er niecen til en hovedrig russisk oligark med tætte forbindelser til Vladimir Putin. Forhandlingsbordet er godt fyldt med alkohol og tomme Redbull-dåser, og efterhånden får de to mænd strikket en aftale sammen om, at kvinden, som de tror hedder Alyona Makarova, skal købe en større andel i den prominente østrigske tabloidavis Kronen Zeitung for derigennem at kunne hjælpe dem ved det kommende valg. Til gengæld vil hun, når FPÖ ellers har landet regeringsmagten ved Kronen Zeitungs hjælp, få tilbudt en række lukrative offentlige kontrakter til en favorabel rate. Kvinden, som i virkeligheden slet ikke er Alyona Makarova eller russisk oligark, understreger over for FPÖ’erne, at hendes penge altså ikke er “fuldkommen lovlige.” Strache svarer, at det skam ikke er noget problem, og at de i partiet i øvrigt også er vant til at modtage ulovlige donationer. Bum. Der har vi så ellers opskriften til en gennemført politisk skandale – hvis ikke en eventuel ny John le Carré-bestseller.
Regeringskollaps. Hvordan reagerer man som parti på så problematisk en video? Dårligt, er svaret. Ved en pressekonference i weekenden formåede Strache i hvert fald at forsvare det åbenlyse forsøg på korruption med, at det bare var ”typisk alkohol-induceret macho-snak,” og at han ”sandsynligvis bare prøvede at imponere den tiltrækkende værtinde.” Lige lidt hjalp det, for Strache blev tvunget til at trække sig som vicekansler, og efter indenrigsministeren Herbert Kickl mandag blev fyret, valgte de resterende FPÖ-ministre også at gå af. Tilbage står kansler Sebastian Kurz fra det andet regeringsparti ÖVP med en skrøbelig mindretalsregering og et løfte til en lamslået befolkning om nyvalg til september. Indtil da vil de tomme ministertaburetter blive besat af et hold teknokrater uden forbindelser til FPÖ.
Populist-panik. Med Europa-Parlamentsvalget lige på trapperne kunne timingen for den østrigske skandale næsten ikke have været vildere. FPÖ har historisk set været et af de stærkeste populistpartier i Europa og har under den nu skandaliserede Straches ledelse oplevet en fornyet succes, blandt andet efter at Strache lovede at rydde op i de mange ”eventyrer, profitmagere og lykkeriddere” i partiet. Og så har han selvfølgelig også kastet sit lod ind i Matteo Salvinis nye europæiske populistalliance, som blandt andet DF herhjemme også har gjort. Med Ibiza-skandalen frisk fra trykken bliver det helt store spørgsmål således nu, om FPÖ’s deroute også vil komme til at ramme de andre populistpartier ved weekendens valg. Måske det er noget, de mystiske bagmænd bag den inkriminerende video har haft med i deres beregninger – det vides ikke. Vildt nok er det i hvert fald, at videoen har eksisteret siden 2017, men først nu er blevet lækket til pressen. /David Dragsted