Mens vi stadig har både folketingsvalget og Europa-Parlamentsvalget til gode herhjemme, har andre lande allerede været til stemmeurnerne. Der er i sagens natur gode nyheder for nogle og dårlige for andre.
I Holland lader ekstremisten Geert Wilders’ højrefløjsparti Partij voor de Vrijheid til at miste tre af dets fire pladser i EU-Parlamentet, mens det socialdemokratiske Partij van de Arbeid (PvdA) ifølge en valgstedsprognose får 18 pct. af stemmerne, svarende til en fordobling siden EU-valget i 2014.
Det er godt nyt for Frans Timmermans, tænker du måske. Jada. Foruden at være medlem af PvdA og EU-kommissær for bedre regulering, interinstitutionelle forbindelser, retsstatsprincippet og chartret om grundlæggende rettigheder er han jo førstenæstformand for Europa-Kommissionen og den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet S&D’s kandidat til posten som kommissionsformand efter den afgående Jean-Claude Juncker.
Men europæisk politik kan være løjerlig. Den gæve Frans Timmermans møder pludselig modstand fra folk i sin egen politiske gruppe i EU-Parlamentet, skriver Politico Europe, og af alle steder kommer modstanden fra rumænsk hold.
Codrin Ștefănescu, der er generalsekretær for det regeringsbærende socialdemokratiske parti i Rumænien, som også er en del af S&D-gruppen i Europa-Parlamentet, delte torsdag en video på Facebook, hvor nogle nuttede rumænske børn i folkedragter med skønsang anbefaler folk at stemme socialdemokratisk til det rumænske EU-valg på søndag, samtidig med at de troller Frans Timmermans: ”Grønne græskarblade, jeg vil ikke have Timmermans, for han er en forudindtaget mand fra tulipanernes land,” synger de ifølge Politico (der anfører, at det rimer på rumænsk). ”Fantastisk sang!” skriver Ștefănescu i sit opslag og fortsætter: ”Det er ikke os, der har bestilt den! Folk synger den fra hjertet! I hele landet!”
Det, Frans Timmermans har gjort sig skyldig i (ligesom flere andre prominente folk i S&D-gruppen), er at kritisere de rumænske socialdemokrater for ikke at opføre sig som socialdemokrater, fordi de undergraver demokratiet ved at slække på grundlæggende retsstatsprincipper, præcis som det er tilfældet med de nationalkonservative højrefløjspartier Lov og Retfærdighed (PiS) i Polen og Fidesz i Ungarn.
Børnenes statsminister
Herhjemme har vi også et Socialdemokrati, der er rykket til højre (dog ikke så meget som det rumænske), og børn, som er omdrejningspunkt i et valg. Alle husker folderen, der dumpede ind gennem brevsprækken sidst i november: Jeg vil gerne være børnenes statsminister, stod der på forsiden under et foto af Mette Frederiksen, der knæler foran nogle børn for at tale til dem i øjenhøjde. Nu er der så gået et halvt år, og sammenligner man med statsminister Lars Løkke Rasmussens tiltagende desperate valgkamp, synes hendes næsten er være lige så nem som at stjæle slik fra børn.
Den første uge fik hun alle sympatipointene for sin Roskildesyge, og siden har hun kunnet køre den stille og rolig hjem og ladet Løkke angribe. Dog var det underligt, da hun forleden udtalte, at hun ikke ville være statsminister ”for enhver pris” – som et ekko af Lars Løkke Rasmussen, der jo har været netop det.
I dag rikochetterer hendes budskab om, at hun gerne vil være børnenes statsminister dog. For organisationerne Mødrehjælpen og Red Barnet har været ude og kræve, at hun skal forpligte sig til at halvere antallet af børn, der lever under fattigdomsgrænsen, i løbet af den kommende regeringsperiode. Ellers kan hun ikke kalde sig børnenes noget som helst.
Man tror jo, at det er rumænske tilstande, når man hører, at antallet af børn, som lever under den relative fattigdomsgrænse i Danmark, er 64.500. Ifølge de to børneorganisationer er det kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen, som er skyld i den stigende børnefattigdom.
Men Mette Frederiksen vil ikke forpligte sig til noget, og hun siger, at de relativt fattige børnefamilier ikke umiddelbart skal regne med højere ydelser med hende ved roret. Men en ydelseskommissionen vil blive søsat til at kigge på det et år frem i tiden. Temmelig slapt. Det lyder næsten som VLAK-regeringen. /Oliver Stilling