Kære læser

Er det virkelig nødvendigt at stemme?

Så er vi med dette beskedne morgenbrief gået ind i en sand demokratisk distortionfestival-weekend, hvor vi jo over hele Europa (det gamle og det nye) skal vælge vores EU-parlamentarikere for de næste fem år. En demokratiets festdag. Det er desværre bare lidt en fesen fest, for selv om europæiske intellektuelle, politikere, EU-optimister og den sorte blok alle er enige om, at valget er det vigtigste, vi kommer til at deltage i de næste fem år, så er det så som så med opbakningen til festudvalget. Ved sidste EP-valg stemte kun 56 pct. af danskerne, og det er endda en god bid over det europæiske gennemsnit, der er faldet år for år siden det føste parlamentsvalg i 1979, fra 62 pct. til i 2014 at ende på 42 pct.

Der er lande som Slovakiet og Tjekkiet, hvor det kun er 12-15 pct., der stemmer, men heller ikke i Holland, Finland, Frankrig og Portugal når man over 40 pct. i valgdeltagelse, ligesom det historisk heller ikke er lykkedes briterne at få stemmedeltagelsen meget over 30, men de er jo også på vej ud. Herhjemme har det fået alle mulige organisationer og kendisser til at bruge mange ressourcer for at trække folk op af sofaerne, og i år kommer den mest bemærkelsesværdige kampagne fra komikeren Frank Hvam, der har lavet et par underholdende videoer til de sociale medier. Videoerne er foreløbig blevet set mere end en million gange. Ganske imponerende og heller ikke usjovt. Han har endda fået Connie Hedegaard, Nikolaj Lie Kaas og et par folkekære komikere med sig i en af dem, og selv om det er et sympatisk projekt, bliver vi nok nødt til at sige ‘hov, stop en halv’ her.

Det lyder rigtigt, at EP-valget er det vigtigste valg i fem år, og det lyder heller ikke helt dumt, at det derfor er vigtigt, at så mange som muligt tager del i det, men prøv at tænke over det en ekstra gang – vil du virkelig gerne have, at alle deltager i det?

Uden at være eksperter udi procentregning og valgsystemer så ved vi dog, at det samlede antal pladser vi skal indtage i EU-parlamentet er det samme, uanset om der er 10 pct. eller 90 pct., der stemmer. Vi kan også regne ud, at jo færre der stemmer, desto mere betyder vores egen helt personlige stemme, og det ville jo ikke være det første valg, vi har gennemstået, hvor vi bagefter har måttet rive os selv i håret over, hvordan de andre har placeret deres stemme, og stået tilbage med en følelse af, at det var bedre, hvis de bare var blevet hjemme på sofaen, og da det er vores umiddelbare fordom, at det må være de dummeste og dovneste, der som udgangspunkt ikke har tænkt sig at stemme, er der så ligefrem grund til at få dem til det?

Er det ikke meget fint, hvis de bliver derhjemme? Behøver man ligefrem tvinge de mest debile til at give deres ukvalificerede holdning til kende – ja, man kun måske endda eksperimentere lidt med at gøre det hemmeligt for dem. Som minimum kunne man i hvert fald forsøge at tysse det ned, og måske er det netop det, Lars Løkke Rasmussen på snedig vis har set, da han valgte at udskrive det på mange måder ligegyldige folketingsvalg oven i EP-valget – simpelthen for at mudre billedet. Det er jo genialt.

Det er klart, at dette højforræderiske lille scam, vi foreslår her, kræver meget af alle os andre, der er så utrolig kloge. Dels skal vi selvfølgelig forsøge at holde valgene hemmelige, men de skal jo så gøres tilgængelige for de rigtige mennesker, og her vil vi som indie-medie gerne stille os til rådighed.

Nu er vi jo så moderne, at vi har valgt ikke at lave en forretning ud af at vide alt om vores læsere og snuppe alle deres data i det øjeblik, de efterlader et hårstrå, men vi har dog en meget klar fornemmelse af, at vores læsere ligesom os selv er blandt landets klareste hjerner, så hvis Føljeton nu var det eneste medie, der skrev om valget og oplyste om valgdatoer, kandidater og den slags, kunne vi måske få et meget bedre valg.

Vi kunne i hvert falds starte med at aftale at gå lidt stille med dørene. Så derfor: Lad som ingenting, tag dit valgkort diskret i lommen og sig, at du lige går i kiosken. Hold det for dig selv og gå så ud og stem. Men stem for Guds skyld. Vi er jo de få, der styrer verden. /Lasse Lavrsen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12