Nyhedsanalyse

Et større højre, en stærkere midte

Torn and overlapping official posters of candidates for the 2019 European parliament elections including a poster of French President Emmanuel Macron as the cover for the Renaissance (Renewal) list, are seen in Cambrai, France, May 27, 2019. REUTERS/Pascal Rossignol

EU-valget endte med dansk exceptionalisme. Herhjemme gik højrefløjen voldsomt tilbage, de EU-skeptiske partier blev minimeret, og de gamle etablerede partier trak i vid udstrækning det længste strå hos vælgerne i stemmeboksene. Anderledes ser det ud andre steder i Europa. Dette års valg var på forhånd spået til at blive et jordskred, og mens fundamentet ikke bristede fuldstændig under parlamentssalen i Strasbourg, så har styrkeforholdet rykket sig markant.

Traditionen tro er det stadig den kristen-konservative gruppe EPP og den socialdemokratiske gruppe S&D, som bliver parlamentets største. Men de har tabt det fælles flertal, som ellers har været EU’s politiske rygrad siden 1979, hvor det første EU-valg fandt sted. Den store koalition er afgået ved døden, og det politiske landskab i EU vil nu komme til at minde meget mere om det danske: Et pluralistisk parlament med mange forskellige grupper, hvor der skal samarbejdes mellem mere end to partier for at finde flertal.

Årsagen hertil er, at plejer er død i Europa. Tag fx Tyskland. Her fortsatte den totale nedsmeltning af de to gamle partier, der lige nu sidder i regering sammen. Værst ser det ud for Socialdemokratiet. De inkasserede kun 15,8 pct af stemmerne og blev blot det tredjestørste parti. Man skal tilbage til 1893 for at finde et så dårligt resultat for de røde tyskere, og partiets leder Andrea Nahles ligner efterhånden dead woman walking. Angela Merkels parti CDU/CSU klarede sig bedre og fik 28,8 pct. af stemmerne. Men for Europas kristen-konservative motor er det langt fra godt nok. Faktisk er det partiets dårligste landsdækkende valg siden anden verdenskrig, og regeringspartiernes katastrofale valgresultat lugter af en kommende regeringskrise i Tyskland. Imens fik De Grønne et formidabelt valgresultat og også partiet fra den ydre højrefløj, Alternative für Deutschland, kan være godt tilfredse her til morgen.

Generelt var det et europæisk valg, hvor højrefløjen vejrede morgenluft. I Frankrig endte Marine Le Pens parti National Samling med at blive valgets største, hvilket ikke kan ses som andet end en massiv mavepuster til den franske præsident Emmanuel Macron, hvis liberale projekt blev henvist til andenpladsen. I Storbritannien blev Jeremy Corbyns Labour og Theresa Mays Konservative totalsmadret, og i stedet kan Nigel Farage grine hele vejen til Europa-Parlamentet med sit Brexitparti. I Italien fortsatte det ydre højres fremgang, efter Matteo Salvinis Lega fik hver tredje stemme, i Ungarn fik Viktor Orbán mere end halvdelen af stemmerne, i Polen blev det højrenationale regeringsparti PiS størst, ligesom de højrenationale også vandt frem i Belgien.

Samtidig viser valgresultatet, at den ydre venstrefløj er noget nær imploderet på europæisk plan, og konklusionen må derfor være, at højrefløjen har vundet kampen om det populistiske terræn, lige såvel som de har vundet Europa-Parlamentsvalget.

Og dog … for på ganske ironisk vis kan højrefløjsgruppernes fremgang ende med at have den utilsigtede konsekvens, at EU bliver mere grønt og mere liberalt. Højrefløjspartierne har utvivlsomt vundet mange af deres stemmer fra folk, der har været utilfredse med de gamle etablerede partier, der tilhører de to store grupper S&D samt EPP. Nationalismen har altså været med til at rive den store koalition i stykker, men eftersom højrefløjen hverken er stor eller samlet nok til at levere et alternativ i sig selv, så bliver det stadig S&D og EPP, der skal levere stemmerne for at få politik igennem. Nu har de blot brug for en eller flere allierede. Finder de dem hos det ydre højre? Næppe.

For det er ikke kun yderfløjen, der fik et kanon valg. Den liberale midtergruppe ALDE og den grønne gruppe er gået markant frem, og det bliver med al sandsynlighed dem, som EPP og S&D oftest vender sig mod, når der skal findes et flertal. I Danmark ved vi alt om, hvilken magt der ligger i at være de afgørende mandater, og derfor kan man levende forestille sig, at ALDE og De Grønne vil tage sig godt betalt for at levere flertal. Et større højre kan altså ende med at betyde en stærkere midte. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12