Europas nye klimaark

Der er få ting så spændende og lærerige som at se, hvordan en person tager et smertefuldt nederlag. Er det med værdighed og oprejst pande, eller vælger vedkommende snarere at vælte hele brætspillet af bordet og surmule resten af sommerhusturen? Efter gårsdagens Europa-Parlamentsvalg ved vi i hvert fald nu, at vi nok ikke gider spille Risk med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.

For hvis der findes en politisk pendant til at vælte brætspillet i vrede, var det unægteligt hvad Kjærsgaard gjorde i sin nederlagstale til DF’s meget lidt festlige valgfest på Christiansborg. En tale, hvor Pia Kjærsgaard skulle forsøge at redegøre for, hvorfor partiet stod til en syngende vælgerlussing og en nedgang fra hele fire til kun ét mandat i Europa-Parlamentet.

Først fik EU skylden for endnu ikke at have afsluttet den såkaldte Meld- og Feld-sag, hvor DF står anklaget for at have misbrugt 2,9 mio. kroner i europæiske fondsmidler til at føre valgkamp i Danmark. For som vi måtte forstå på Kjærsgaard, er det altså ”ganske urimeligt, at sådan noget ikke er afgjort […] Og det er typisk EU-systemet bare at vente.” Hernæst kom turen til pressen, der åbenbart ikke har været saglige nok i dækningen af DF. Og så smed hun ellers det afgørende trumfkort:

”Måske er det alle de klimatosser. Alle dem, der går op i klima. Måske er det dem, der har gjort det.”

Det er klimatosserne, der er skyld i DF-derouten, simpelthen. På sin vis kan Pia Kjærsgaard jo have ret i sin analyse. Set udover Europa har de grønne partier i hvert fald fået en rigtig pæn fremgang, og også herhjemme har partierne med en udtalt grøn profil (hvilket vel egentlig har været nærmest alle andre partier end DF) opnået nogle fine resultater. I modsætning til Pia Kjærsgaard vil vi dog sige, at det faktisk slet ikke er så tosset – det er snarere helt genialt. At klimaforandringerne er den ubetinget største trussel mod menneskeheden bør efterhånden være en helt ukontroversiel udtalelse. Og at det synspunkt endegyldigt er ved at have indfundet sig ved de europæiske stemmerurner kan vi altså kun sige tak for.

Den europæiske syndflod

En anden af valgaftenens store tabere blev Liberal Alliance og deres spidskandidat Mette Bock. Med kun 2,2 pct. af stemmerne får LA ikke et eneste mandat, men den nyhed tog Bock altså overraskende pænt. Inde i DR’s valgstudie fik hun, efter at have set de første exit polls, stille og roligt sagt, at hvis de resultater holdt ville hun være færdig i dansk politik. Og så var den ellers ikke længere – watch and learn, Pia K.

Og så til vinderne. Venstre blev på ret overraskende vis valgets største parti med hele 23,5 pct. af stemmerne, og de får dermed fire mandater. Meget tyder på, at det ikke mindst skyldes den tidligere forsvarsminister Søren Gade, der står til at blive en af valgets helt store stemmeslugere. Ja, man kan nærmest tale om en decideret Søren Gade-effekt i det vestjyske, hvor Venstre har generobret meget af det terræn, de ellers tidligere har tabt til DF. Sikke et rygstød til Lars Løkke lige inden folketingsvalget den 5. juni.

Også SF og Radikale Venstre har grund til at juble, efter at begge partier nu får fordoblet deres mandater fra en til to hver, og hos Enhedslisten nupper de også et mandat for næsen af deres allierede fra Folkebevægelsen mod EU. Netop det må vel ses som valgets helt store budskab: De allermest EU-kritiske partier har tabt, og opbakningen til det europæiske projekt synes større, end den længe har været – meget godt opsummeret ved den detalje, at der med en stemmeprocent på 66 pct. er blevet sat dansk rekord for valgdeltagelse ved et Europa-Parlamentsvalg. Ja, når det kommer til EU-modstanden i Danmark er der vel nærmest tale om en synkende skude.

Netop det kender de også et og andet til i Kentucky i USA, hvor ejerne af en én til én replika af Noas Ark nu sagsøger deres forsikringsselskab for ikke at ville dække omkostningerne fra noget så ironisk som en regnskade. For nej, The Ark Encounter, som replikaen hedder, har simpelthen ikke kunne klare de mange voldsomme regnskyl, som ramte båden i 2017 og 2018. På den måde kan det hele jo siges at gå op i en ret smuk højere enhed.

Syndfloden og klimaforandringerne kommer, og det nytter ikke længere noget at afskærme sig i en tvivlsom båd, der kun er forbeholdt de få udvalgte nationalister. Tiden er til fælles løsninger, og vi må derfor lære at manøvrere i det åbne, lidt uoverskuelige farvand, som det europæiske projekt nu engang er. Og hvis der er noget, som det netop overståede Europa-Parlamentsvalget forhåbentligt har gjort, er det at have udstukket en ny, mere bæredygtig kurs, som kan bringe os alle tørskoet i land. /David Dragsted