Skal du provokere?

Den første gang jeg fik tæsk, var jeg omkring 19 år gammel. Jeg var i byen i Nykøbing Mors – dér hvor jeg havde gået i gymnasiet – og jeg var på mit gamle stamdiskotek (der var kun ét i byen). Her plejede vi at drikke os fulde, danse hovedløst rundt på det lille provinsdiskoteks dansegulv og drikke os mere fulde. Der var fire-fem blinkende lamper, en røgmaskine og en diskokugle, der sendte syle af lys gennem lokalet, når der blev spillet sjælere.

Lyden af knogler

Sådan danser jeg også rundt den aften. Jeg ænser ikke så meget andet end hende eller ham, jeg danser rundt med, indtil jeg ser en lille tæt fyr, der tydeligvis søger øjenkontakt med mig. Jeg har set ham før, men kender ham ikke og er lidt uforstående over, hvad han mon vil mig, så jeg standser i menneskemylderet og larmen og stikker mit hoved spørgende frem mod ham. Han stiller sig i boksepositur foran mig, og inden jeg når at undre mig over det, slår han mig hårdt i maven. Det sortner kortvarigt for mine øjne, jeg knækker forover og så følger tre hurtige slag i hovedet. Først kæben, så det venstre øje og så kæben igen. Det hele går meget stærkt, jeg ser det ikke og det gør egentlig ikke ondt, men lyden af mine knogler, der rammer noget hårdt, runger inde i mit hoved.

Blod og urinale

Det næste, jeg husker, er, at jeg står og spytter lidt blod ud i pisserenden ude på toilettet. Det stinker af urinalkugler og pis. Søren, en af mine venner, der er smed, står med is i et viskestykke, der er ved at blive gennemblødt. Han er en bred og kraftig fyr, og vi ler lidt ad situationen. Han har fået masser af slag, og han siger, at det først kommer til at kunne mærkes i morgen. Han kigger på mig og konkluderer, at jeg nok får et blåt øje.

Vi går tilbage i baren, men så sker noget underligt og muligvis det socialt mest uheldige, der kan ske for en 20-årig knægt, der lige har været i slåskamp: Jeg begynder at græde. Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, men jeg kan ikke stoppe det, så mens mit øje langsomt hæver op, står jeg i baren og græder som et barn. Måske fordi jeg er vred, måske fordi jeg er ked af at tabe ansigt, men mest af alt, fordi jeg føler mine grænser overskredet. Hvordan kan en eller anden bonderøv tillade sig at slå mig? Jeg føler det helt genuint krænkende, at nogen, jeg hverken kender eller har generet, rører min krop på den måde. Mine venner ved ikke helt, hvad de skal gøre, så de lover mig, at de nok skal banke den lille fyr, men jeg ved, at ingen af dem nogensinde ville røre ham, og det har jeg det egentlig også bedst med. Jeg lader gråden løbe ud og trasker ned mod havnen for at finde en taxa hjem.

»Sjove historier«

Siden har jeg været i et par lignende situationer, uden at det er blevet mere dramatisk end det; jeg er blevet smidt ud af Hurup Hallen med hovedet forrest i asfalten; jeg har fået en albue i hovedet, mens jeg prøvede at trække af sted med en af mine venner, der var kommet i slagsmål; og jeg er også blevet jagtet gennem nogle villahaver i Agger ude ved Vesterhavet engang. Så hvad angår tæsk og vold er jeg sluppet billigt i min ungdom. Det ved jeg, for jeg kender en masse mænd, der er rendt ind i meget større klø. Selv fratrukket de forfærdelige tilfælde af overfald, grov vold, vold i hjemmet, og hvad nogle mennesker ellers kan være traumatiserede over, har stort set alle mænd, jeg kender fået flere tæsk for mindre. Det er almindeligt. Jeg kender mænd, der har fået brækket næser, flækket øjenbryn, fået skaller, blevet sparket i hovedet, jokket på, slået med jernrør og sågar fået klippet håret af, fordi de på den ene eller anden måde har udfordret et aggressivt væsen i deres umiddelbare nærhed.

Siden er de historier, ligesom min egen blevet til en del af repertoiret i noget efterhånden gammelt materiale af gå-i-byen-historier. En joke og en god historie, der med årene måske er blevet bedre og sjovere. Til gengæld kender jeg stort set ingen kvinder, der har ‘sjove’ slåskampe at referere fra, ligesom jeg heller ikke kender en eneste, der nogensinde selv har slået nogen. Det har jeg heller ikke selv. Faktisk ville jeg ikke ane, hvordan man gjorde, og røg jeg i decideret nævekamp, ville jeg nok ty til de tricks, jeg kendte som barn, når jeg sloges med min bror – bide, nappe, rive i hår og ligge på ryggen og sparke vildt og voldsomt ud i luften eller kaste ting efter ham. Min fysiske aggression er langt væk, men det er den, jeg gerne vil undersøge i denne her føljeton om tæsk.

Mændene er overrepræsenteret

Volden blandt unge mænd er markant højere end blandt kvinder ifølge Det Kriminalpræventive Råd. Den er heller ikke faldende, selv om man vurderer, at tolerancen over for vold er faldet. Både i tilfælde af grov vold, partnervold, drab, voldtægter, tæsk på dansegulvet i Nykøbing Mors og vrede i trafikken er mændene voldsomt overrepræsenteret, ligesom de også er det blandt ofrene.

Volden ligger som en præmis i hele vores verdensanskuelse, og specielt for mit køn er den et grundvilkår. Uanset hvor kultiverede og civiliserede vi opfatter os selv, er volden en universel og fundamental del af det at være menneske. Fra det storpolitiske niveau med krig, terror og afrikanske børnesoldater og helt ned i skolegården, på diskoteket, i parforholdet, på sportsbanen og i trafikken, eller som helt civiliseret og organiseret slagsmål i boksearenaen. Aggressionen er med os som mennesker. Det er det, jeg undersøger i denne føljeton, der starter på børneværelset og bevæger sig ud gennem nattelivet, bokseklubber, trafikvrede, bandekrige og videre til verdenskrige og truslen om atombomber med det mål at prøve at forstå aggressionen.

I mellemtiden på Mors

For et par uger siden var jeg tilbage i Nykøbing Mors og tog lørdag aften ned på det lokale diskotek for at tale med udsmideren om vold. Mit gamle stamdiskotek var lukket, men lige over for var der åbnet noget andet, der lignede en kæde, og her stod en stor karseklippet mand med hænderne i sin korte sorte pilotjakke og lukkede de første gæster ind.

Det var endnu tidligt på aftenen, og der var helt roligt i gaderne. Stedet havde tidligere været en bar, og mens jeg bevægede mig over mod facaden, kom jeg i tanke om et af de utallige slagsmål, jeg havde overværet der, da jeg var yngre: To bønder var kommet op at slås og i et stykke tid havde de sendt hårde knytnæveslag og små underlige spark afsted mod hinanden. Den ene havde hånende råbt: »Svineavler!« ad den anden, der til gengæld gentagende gange havde spurgt: »Skal du provokere?«. Flere slag var gået rent ind, og hadet stod ud af dem, men på et tidspunkt fik den ene fat om halsen på den anden og tvang hans hoved ned mod jorden. Spyttende råbte den anden, at han ikke måtte tage kvælertag, hvorefter han slap og sloges videre. Der var klare grænser for aggressionen.

Jeg fortalte historien til udsmideren, men han var ikke synderligt snakkesalig. Jeg forklarede mit ærinde og min idé, og modvilligt gik han med til et lille interview, der på skrift ser sådan ud:

Oplever du ofte vold på dit arbejde?

»Ja.«

Hvad gør du så?

»Jeg prøver at splitte dem ad.«

Bliver de så ikke sure på dig?

»Nogle gange.«

Har du selv været oppe at slås?

»Ja – det kan næsten ikke undgås i mit job. Men det er aldrig mig, der er startet.«

Heller ikke når du ikke er på arbejde?

»Nej.«

Har du heller aldrig haft lyst til at starte et?

»Jo.«

Men aldrig gjort det?

»Nej.«

Hvorfor tror du, folk kommer op at slås?

»Fordi de er dumme.«

Er det dumt at slås?

»Ja.«

Hvordan dumme?

»De er fulde og dumme at høre på. Så er der nogen, der har haft en dårlig dag, og så går det galt.«

Og hvad gør du så?

»Splitter dem ad og smider dem ud.«

Men slås de så ikke bare videre udenfor?

»Jo – nogle gange.«

Men ikke altid?

»Nej.«

Hvad gør de så?

»Så slås de ikke mere.«

Ok.

»…«

Er det særligt mænd der slås?

»Ja.«

Aldrig kvinder?

»Jo, men kvinder, de råber bare mere, og så er de lettere at løfte udenfor.«

Hvad sker der så?

»Ja, så vil deres kærester pludselig slås.«

Med dig?

»Nogle gange.«

Så er det igen mændene, der vil slås.«

»Ja, det er det vel.«

Bliver du selv tit vred og aggressiv?

»Nej, ikke på arbejdet.«

Hvor så?

»Når jeg ser nyheder i tv.«

Ok.

Her slukkede jeg båndoptageren og vi talte videre et par minutter. Jeg lover at komme lidt tættere på de næste par uger.