Søren Gades parlament

Venstres sejr blev trukket frem fra neden. Bondeoprøreren Søren Gade hjalp ene mand Venstre frem til sejr ved Europa-Parlamentsvalget. Men Venstre skal ikke nødvendigvis glæde sig for tidligt. For da Søren Gade i de senere år har profileret sig som anti-Løkke, vil EP-sejren næppe kunne hjælpe statsministeren afgørende til folketingsvalget.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, at Søren Gade ikke støtter Lars Løkke, blev pointen skåret ud i pap i et interview i dag: ”Der var en, der sagde til mig: ‘Nu bliver du Lars Løkkes bedste ven, i hvert fald de næste ni dage’. Men du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed,” siger Søren Gade.

Venstre jublede ellers i fælles flok og i et kort befrielsens øjeblik, da de første stemmetal kom sent søndag aften. Men det er en valgsejr med to vidt forskellige sider: Officielt tilskrives sejren Lars Løkke Rasmussens lederskab.

Den anden version har dog en anden venstremand i hovedrollen: Her er Venstre stadig et folkeparti. Hvis blot Lars Løkke Rasmussen ikke stod i spidsen for partiet. Sådan kan resultatet fra søndagens Europa-Parlamentsvalg udlægges, og sådan er der mange i Venstre, der lige nu tænker som en kættersk eftertanke:

Venstre ville have en bedre vinderchance ved folketingsvalget, hvis de havde en anden og mere populær statsministerkandidat i front.

Med opbakning fra 23,5 pct. af vælgerne fik Venstre et betydeligt bedre resultat ved EP-valget, end meningsmålingerne forudsiger, at statsministerens parti vil få ved folketingsvalget om otte døgn. Valget udstillede, at Venstre har et langt større potentiale, end Lars Løkke hidtil har indfriet. Efter sidste folketingsvalg i 2015 konkluderende landets førende valgforskere ligefrem, at Lars Løkkes person kostede Venstre op mod 180.000 stemmer. Og nu er den gal igen.

Fremgangen for Venstre ved Europa-Parlamentsvalget har således en enkel forklaring: Tidligere forsvarsminister 56-årige Søren Gade fejrede en personlig triumf i de midt- og vestjyske valgkredse, hvor Venstre engang havde en solid magtbastion. Og det har Venstre altså stadig, når blot Søren Gade står på selve stemmesedlen.

I det østlige Danmark og de større byer klarede Venstres spidskandidat Morten Løkkegaard sig væsentligt bedre, men han har også haft mange fordele som partiets frontfigur. Søren Gade har kæmpet alene.

Med sin underspillede og stolte attitude har Søren Gade formået at tiltrække mange af de EU-skeptiske vælgere, som stemte på Dansk Folkeparti tilbage i 2014. Og selv om Søren Gade langt fra når helt op på niveau med Morten Messerschmidt i antal personlige stemmer, indtager den jyske Venstre-stjerne den dramatiske hovedrolle.

Oprindeligt blev Søren Gade kun stemt ind som nummer fire på Venstres valgliste, men hans personlige triumf fra neden viser, at han har et omdømme som ukronet konge i det gamle landboparti. Han har trodset den interne modstand og er – uden den økonomiske og organisatoriske støtte, som spidskandidat Morten Løkkegaard har fået – alligevel lykkedes med at mobilisere på gammeldags facon.

Succesen rummer et stort element af pay back time – i form af bitter tilbagebetaling til Lars Løkke. For hvis der er to Venstremænd, der har været på kant med hinanden i de senere år, er det Gade og Løkke.

Det begyndte for alvor på valgnatten for snart fire år siden, hvor Venstre gik tilbage, og hvor Søren Gade kom for skade at udtale: ”Det er selvfølgelig trist, hvis mit parti går så markant tilbage, og det må vi jo have en intern ransagelse af bagefter, hvad vi gør forkert,” sagde Gade, og tilføjede, at han gerne så et regeringssamarbejde med DF.

Selv om Søren Gade året forinden havde hjulpet Lars Løkke i formandsopgøret mod Kristian Jensen, blev ønsket om en intern selvransagelse taget meget ilde op af Venstres formand. For nu at sige det mildt. I den efterfølgende regeringsdannelse blev Søren Gade kun tilbudt de to ministerposter, han på forhånd havde afvist, og trods også en personlig valgtriumf ved folketingsvalget i 2015 endte den jyske stemmesluger uden ministerpost i Løkkes første Venstre-regering.

De indre spændinger mellem de to venstremænd blev voldsomt forstærket, da Søren Gade som partiets gruppeformand ved flere lejligheder gik direkte imod statsministeren. Mest markant da Søren Gade i efteråret valgte at undsige VLAK-regeringens sundhedsreform og forslaget om at nedlægge de folkevalgte regioner, som han højlydt udlagde som et brud på Venstres demokratiske traditioner.

De interne opgør i Venstre førte til, at Løkke til sidst fik nok og sendte Søren Gade væk og på aftægt i Bruxelles. Men søndag slog Gade så tilbage, og beviste, at han er stadig er en personlig magtfaktor. Som en bondeoprører, der har bekæmpet Løkke indefra, har Gade sendt et kraftigt signal til Venstres bagland om, at han ikke kan ignoreres.

I første omgang vil fremgangen til Venstre selvfølgelig også blive udlagt som et rygstød til statsminister Lars Løkke Rasmussen, som da også havde valgt at sammenkoble valgene til først Europa-Parlamentet og siden Folketinget for netop at få et positivt overløb.

Timingen virker perfekt, og Løkkes gambling kan siges at have givet fuld gevinst. Men det er næppe den afgørende dynamik. For i anden omgang og allerede her i de afgørende dage frem mod folketingsvalget vil Europa-Parlamentsvalget også kaste en skygge over Løkkes i forvejen kaotiske valgkamp. På næste onsdag er Søren Gade nemlig ikke er på stemmesedlen, og de mange kernevælgere, der ikke længere har fidus til Lars Løkke, vil atter være hjemløse.

Statsministeren formåede ikke engang at trække sin egen søn, Bergur Løkke Rasmussen, frem til et mandat, og det politiske familiedynasti ser dermed ikke ud til at blive en realitet. Til gengæld rumsterer Gade nu for alvor i kulissen som Lars Løkkes efterfølger som partiformand. Venstre er et parti i splid med sig selv midt i en valgkamp. /Lars Trier Mogensen