I de svenske medier rejste der sig henover foråret en voldsom debat om forholdene for flygtningebørn i syriske flygtningelejre. Debatten blev for alvor sparket i gang af den svenske stjernejournalist Niklas Orrenius, der for Dagens Nyheter var rejst til det nordlige Syrien for at tilse syv forældreløse svenske børn strandet i en flygtningelejr, efter begge deres forældre var omkommet i kampen for Islamisk Stat.
Moderen, Amanda Gonzalez var født og opvokset i Sverige, og meget mod sin chilenske fars vilje konverterede hun til Islam som teenager. Hun giftede sig med nordmanden Michael Skråmo, der få år før de mødtes også var konverteret, og de to endte som indbyggere i Islamisk Stats såkaldte kalifat, der sønderbombet og nedkæmpet af koalitionen holdt stand i fire år. I den tid fik parret tre børn, og med sig fra Sverige havde de allerede fire, og alle syv børn var nu efterladt underernærede og stærkt traumatiserede i den kurdisk styrede flygtningelejr.
På foranledning af den svensk-chilenske morfar til børnene, Patricio Galvez, der siden datteren var rejst havde kæmpet for at få børnene tilbage til Sverige, rejste Orrenius til lejren med en fotograf og indledte sin artikel på forsiden af Dagens Nyheter med ordene:
”På et tæppe i et telt i en stor mudret lejr i det nordlige Syrien ligger en underernæret etårig med pjusket lyst hår og store blå øjne.
Mohammed Skråmo vejer mindre end 3 kilo. Han kan ikke gå og magter knap nok at kravle. Hovedet ser unaturligt stort ud på den lille skrøbelige krop. Den tynde hud sidder stramt over kindbenene, og i tindingen træder et fintmasket net af blå årer tydeligt frem.
Mohammed ligger på maven og kæmper for at holde hovedet oppe, men musklerne i hans nakke er for svage. Kort efter bumper den ene kind ned mod bunden af teltet, og den lille slappe krop bliver liggende ved siden af en bunke skaller af solsikkekerner. Så begynder han at klynke lidt, små kraftesløse klynk.” (oversat og bragt i Politiken)
Hjem med traumer
Sverige stod i brand. Udenrigsministeriet blev sendt ind, og efter lange forhandlinger lykkedes det i begyndelsen af maj for Galvez at få børnene ud og med hjem til Sverige.
”De er alle syge på grund af den situation, de har befundet sig i. De har levet i et miljø med elendige sanitære forhold,” sagde lægen Anwar Abduljabbar Yakkob til den svenske avis Aftonbladet umiddelbart efter hjemkomsten og blev suppleret af den svenske psykolog Hawal Atroush.
”De er alle meget traumatiserede. Jeg kan mærke på dem, at de har taget skade af alt det, de er gået igennem. De skal have psykiatrisk hjælp så hurtigt som muligt.”
Godt så. Pyha, tænker du måske, men mindst 80 andre svenskere sidder i den samme lejr som de syv hjemvendte børn. Ja, og mindst 13 danske børn mellem 1 og 11 år. Lejren hedder Al-Hol og i alt sidder 67.000 mennesker fast under de kummerlige forhold – 90 procent af dem er kvinder og børn. Men i Danmark har der ikke været den store debat om danske børn i Syrien, selv om nødhjælpsorganisationer og FN advarer om, at forholdene i særligt Al-Hol-lejren med sommerens stigende temperaturer kan blive forværret yderligere. I forvejen er børnedødeligheden høj – 80 procent af dødsfaldene i lejren er børn på 5 år eller under, og sygdomme som akut diarre og influenza udgør ifølge FN’s seneste situationsrapport fra lejren en stigende fare. Men ingen i regeringen har tilsyneladende forsøgt at hjælpe børnene. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har godt nok sagt, at han mener, vi har en forpligtelse til at gøre noget, men integrationsminister Inger Støjberg har køligt afvist at gøre noget som helst for de nødstedte børn
”Det er jo ulykkeligt, at der sidder børn dernede, men det ændrer ikke på, at deres forældre har truffet et meget, meget dårligt valg. Jeg ser ingen forpligtelser til at sætte danske soldater eller embedsmænds liv i fare for at hjælpe dem i en situation, de selv har bragt sig i”, siger hun til Politiken.
Det er jo en argumentationsrække, man ret hurtig ville kunne problematisere, men det er mere relevant at konkludere, at mennesket, når det kommer til krig og retfærdighed, ikke har flyttet sig meget de sidste 100 år. /Lasse Lavrsen