(ARKIV) This handout photo taken on May 22, 2019 and released by climber Nirmal Purja's Project Possible expedition shows heavy traffic of mountain climbers lining up to stand at the summit of Mount Everest. Mens danske Rasmus Kragh torsdag nåede Mount Everests top uden medbragt ilt, har ti andre håbefulde klatrere på kort tid mistet livet på verdens højeste bjerg. Det skriver Ritzau, lørdag den 25. maj 2019.
Vi forestiller os, at den mest danske måde, man kan dø på, er ved at stå i kø. Intet indkredser vores folkesjæl bedre en følelsen af at gå til grunde langt nede i Nettos menneskeslange, hvor kun Gud kan høre vores passivt-aggressive ”kan I ikke åbne en kasse mere?” Da har man lyst til at lade benene kollapse, kroppen ramme gulvet i fosterstilling og forsvinde til et helligt stadie, hvor der ikke findes børneskrig, ”gule priser” og muzak. For hvad har man at frygte i døden, hvis man allerede befinder sig i helvede?
Ja, den danske køkultur kan virke som en stille metaforisk død, men der er et andet sted i verden, nærmere bestemt toppen af verden, hvor køer for tiden rent faktisk slår mennesker ihjel. Mandag døde endnu en bjergbestiger på Mount Everest, og dermed har verdens højeste bjerg i år allerede kostet 11 menneskeliv. En af årsagerne er, at rekordmange – 820 i alt – har forsøgt sig med den drabelige bjergklatring, og det rapporteres, at op imod 200 i perioder har prøvet at nå toppen samtidig.
Til CNN fortæller den britiske bjergbestiger Robin Haynes Fisher, hvorfor det er et problem. ”Når der kun er en enkelt rute til toppen, så kan forsinkelserne forårsaget af overbefolkning ende med at være fatale.” En anden bjergbestiger beskriver de mange mennesker på bjerget som en ”zoologisk have”, og en tredje kalder oplevelserne på bjerget for ”død. Blodbad. Kaos. Køer. Lig på ruten og i teltene ved Camp 4. Mennesker, der forsøgte at vende om, som døde. Mennesker, der bliver slæb ned. Man træder over lig. Alt hvad du læser i de sensationelle overskrifter udspillede sig den nat, vi nåede toppen”.
Problemet på Everest handler dog ikke kun om antallet af bjergbestigere. Det handler i lige så høj grad om kvaliteten. Der er for mange uerfarne vovehalse på ruten, som er til fare for både dem selv og andre klatrere, og Nepals regering er blevet kritiseret for at give tilladelser til bestigning af bjerget ud til højre og venstre. De afviser dog at skærpe kravene – til trods for de lange køer og mange dødsfald.
Vi kan ikke helt lade være med at tænke, at Mount Everest er ved at udvikle sig til et symbol på den velhavende verdens forfald. Det er på alle måder lykkeligt, at man gennem de seneste mange årtier har fået løftet tusinder og atter tusinder af mennesker ind i middelklassen. Men der sker også noget med mennesker, når de ikke længere kun behøver leve for at overleve. Når økonomien er bedre, og der er mad nok på bordet, så bliver man nødt til at finde meningen et andet sted. Flere og flere vælger så at gøre det på toppen af Everest.
I Vesten er mange ikke længere ramt af økonomiske problemer, de er i stedet ramt af kedsomhed. Søren Kierkegaard mente, at kedsomheden var roden til alt ondt, og det tror vi gerne, vi vil give ham ret i. For det er, når man keder sig i køen i Netto eller i sin egen småborgerlige eksistens, at man få lyst til at lave en iron man eller bestige et højt bjerg. Og så er det pludselig ikke længere bjergbestigere, der bestiger bjergene. Det er desperate forretningsmænd, stressede småbørnskvinder og (hvis de ikke passer på) desillusionerede Føljeton-skribenter.
Dagens onsdagsopfordring herfra er, at man finder sit eskapistiske fix et sted, hvor der ikke findes en såkaldt ”death zone”. Vi siger ikke, det er nemt, men det er værd at prøve. For tænk at flygte fra køen i Netto kun for at dø i køen på Everest. /Andreas T. Kønig