Britain's Queen Elizabeth and U.S. President Donald Trump arrive at the State Banquet at Buckingham Palace in London, Britain June 3, 2019. Victoria Jones/Pool via REUTERS
I morgen skal danskerne til stemmeboksene, og dermed slutter næsten en måneds valgkamp. Vi kan rigtig godt lide valgkampe, men en måned er måske alligevel lige at stramme den lidt. Det er ligesom juleaften. Det begynder med lækre sager og en hyggelig stemning, men så bliver onkel Jens fuld og racistisk, farmor tror, hun kan vinde din kærlighed ved at stopfodre dig med tomme kalorier, og selv begynder du at overveje, om et overdrevent alkoholmisbrug vil være den eneste måde, hvorpå du for fremtiden kan holde din familie ud.
Men selvom valgkampen lakker mod enden, så er det først nu, det egentlige politiske drama begynder. De seneste par uger har vist et usædvanligt mudret billede i dansk politik, og de forskellige partier kaster om sig med ufravigelige krav. Uanset hvem Danmarks næste statsminister bliver, så vil vedkommende få sit hyr med at stable en stabil og handlekraftig regering på benene.
Italiensk uvenskab
Nu er det dog med regeringer, som det er med giftemål: Man behøver slet ikke kunne lide hinanden for at indgå dem. Skulle man være i tvivl om, at det er tilfældet, kan man bare tage et kig mod Italien. Her dannede det højrenationale Lega og den bastardpopulistiske Femstjernebevægelse en uhellig regeringsalliance efter valget i 2018. Helt fra starten gik parterne skævt af hinanden. De kunne ikke beslutte, hvilket af de to partier, der skulle have premierministerposten, og de blev derfor enige om at indsætte den uafhængige og relativt ukendte advokat Giuseppe Conte som teknokrat på toppen.
Siden da er venskabet mellem Lega og Femstjernebevægelsen bare blevet værre og værre. Under Europa-Parlamentsvalget flød det med spydigheder de to partier imellem, og samarbejdet er nu ved at kuldsejle i sådan en grad, at kransekagefiguren Conte i går valgte at true med at gå af, hvis de to regeringsparter ikke lærer at enes. ”Vi kan ikke udføre vores arbejde, hvis vi giver efter for provokationer, der underminerer regeringens arbejde,” sagde han.
Man forstår godt, hvis Conte er træt. For mens de regerende partier skændes og kommer med det ene vilde økonomiske forslag efter det andet, holder Conte møder med EU, hvor han forsøger at overbevise dem om, at der er styr på tingene. I morgen forventes det, at EU-kommissionen afgør en sag mod Italien, der kan føre til disciplinærbøder for 3,5 mia. euro, fordi Italien ikke har sænket deres gæld tilstrækkeligt. Urg! Hvis vi skulle vælge én kransekagepost, vi gerne ville have, så ville vi ikke vælge Contes.
Britisk elegance og amerikansk klumpedumpe
Apropos allierede der ikke kommer særlig godt ud af det med hinanden, så er Donald Trump netop nu på statsbesøg i Storbritannien, og det er rigtig akavet. Allerede inden Trump i går landede i London, var han kommet op og skændes med byens borgmester. I avisen The Observer skrev borgmester Sadiq Khan, at Trump ”er et af de mest ekstreme eksempler på den voksende globale trussel.” Det tog præsidenten ikke så pænt, og på twitter tog han til genmæle og kaldte Khan for en ”stone cold loser.”
Der er dog også noget smukt ved Donald Trumps besøg, for det har vist sig at være et skønt vidnesbyrd om, hvordan briter er markant mere subtile og elegante end amerikanere – også når det kommer til diplomatiske stikpiller. Mens Trump højlydt støtter Brexit og de mest radikale brexitpolitikere, så nøjedes dronning Elizabeth med at fremhæve vigtigheden af internationale institutioner i sin tale ved gallamiddagen med Trump. Ingen navne blev nævnt, men mon ikke hun hentydede til NATO og FN, som Trump også har talt dunder imod.
Endnu mere passivt aggressiv er afgående premierminister Theresa May. I dag vil hun overrække Trump en afskedsgave, der drypper af bitterhed og symbolisme: Winston Churchills eget udkast til Det Atlantiske Frihedsbrev, der var en af de grundlæggende tekster for FN. Det kan altså bare noget andet end at sende et vredt tweet. /Andreas T. Kønig