Intet parti lader succes stige hurtigere til hovedet end Radikale Venstre. Lige nu strutter selvtilliden. Med udsigt til et solidt comeback for det lille socialliberale parti i morgen – med op mod 10 pct. – er der nok snart nogen, der skal holde partileder Morten Østergaard lidt tilbage, hvis han ikke skal begå hybris, indtil flere gange inden stemmerne overhovedet er talt op. For Radikale har taget forskud på regeringsforhandlingerne og har hævet kravene til sosserne.
Efter længe at have krævet, at Mette Frederiksen skal skifte udlændingepolitik, forlanger Morten Østergaard nu også, at S skal føje Radikale i den økonomiske politik: ”Jeg vil gerne sige det helt klart: Hvis ikke vi er for, så er vi imod. Der bliver ikke noget med at vende det døve øre eller blinde øje til. Og det bliver heller ikke sådan, at vi bare kan sige, at hvis vi nu får nogle kvoteflygtninge, så pyt med økonomien,” siger Morgen Østergaard til Børsen.
Konkret kræver han, at en ny S-regering åbner for lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft, og samtidig accepterer, at alle lempelser i den hidtidige økonomiske reformkurs – såsom tidligere tilbagetrækning for nedslidte – modsvares af andre tiltag, der får flere til arbejde længere. Radikale kræver det samme i år, som de gjorde ved dannelsen af SRSF-regeringen i Det Sorte Tårn i 2011: En videreførelse af den borgerlige reformkurs, som Poul Schlüter indledte i 1983.
De skærpede udmeldinger i de seneste døgn fra Morten Østergaard kommer i kølvandet på varselsskud fra partiets nummer 2, gruppeformand Sofie Carsten Nielsen, som tilbage i marts sammenlignede Mette Frederiksen med Anker Jørgensen. Som reaktion på S-udspillet om tidligere tilbagetrækning for nedslidte udtalte den radikale kronprinsesse som en slet skjult trussel:
”Vi ønsker ikke bare en ny statsminister, men også en ny retning. Og det er ikke den her retning, vi ønsker. Det her er mere Anker Jørgensen (S) end Poul Nyrup, og det er ikke noget, vi kan støtte”.
Siden da er meningsmålingerne kun gået opad, og efter mandat-sejren ved EP-valget sidste søndag har Radikale Venstre hævet kravene yderligere. Ved sidste folketingsvalg i 2015 fik Radikale kun 4,6 pct., men nu står Østergaard & co. pludselig til noget nær en fordobling, og med fremgang følger tilsyneladende altid hovmod: Radikale er i gang med at puste sig op før valget, for derved at have så meget at forhandle med, når Mette Frederiksen skal danne en ny S-regering.
Reelt vil Morten Østergaard dog ikke have meget at true med, for når alt kommer til alt, vil Radikale Venstre få svært ved at bakke op bag en fortsættelsen af Løkke-regering – nu med støtte fra både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Som politisk kommentator Hans Engell nøgternt konkluderer: ”De Radikale laver mange akrobatiske kunster for at tale sig uden om den kendsgerning, at når vi er fremme ved snorene, så har de ikke andre at pege på end Mette Frederiksen”.
Så meget desto stærkere er behovet imidlertid for at markere en klar kant her før valget. Morten Østergaard forsøger på forhånd at sælge sig selv så dyrt som muligt, og samtidig at danne modvægt til de andre fremgangsrige partier, som vil forsøge at presse Socialdemokratiet fra den anden side, nemlig SF og Enhedslisten, der konkurrerer intenst med Radikale Venstre om at kunne blive næsten lige store.
Fra venstrefløjen er da også kommet hidsige modangreb. Enhedslistens chefstrateg Pelle Dragsted forsøger at advare godtroende humanister i Politiken mod at stemme på Radikale: ”Når det kommer til den økonomiske politik, er Radikale Venstre et borgerligt parti. Og sidst de sad med i en regering, stod de for en hård nedskærings- og reformpolitik, som især gik ud over mennesker ramt af ledighed og sygdom. Derfor bliver jeg bekymret, når jeg oplever, at mange – ikke mindst mange danskere med anden etnisk baggrund – øjensynligt opfatter de radikale som et venstreorienteret parti”.
Han fortsætter i en konfrontatorisk tone, som man nok skal forberede sig blive fremherskende i de kommende uger, hvor Radikale Venstre og Enhedslisten skal kæmpe om at påvirke en ny S-regering: ”I valgkampen har Radikale hidtil fokuseret på udlændinge, mens de har fejet deres højredrejede økonomiske politik ind under gulvtæppet. Det betyder, at mange fejlagtigt opfatter Radikale som et socialt og venstreorienteret parti”, siger Pelle Dragsted og stikker kniven ind:
”Jeg frygter, at Radikale får fremgang på grund af deres udlændingepolitik, hvorefter de bruger fremgangen til at gennemtvinge en asocial økonomisk politik”.
På forventelig vis gør angrebene fra Enhedslisten dog kun de radikale endnu mere storskrydende. Begge parter ved, hvad der skete fra 2011-15, hvor Margrethe Vestager triumferede, og Johanne Schmidt Nielsen blev ydmyget, og magtspillet lige handler dybest set om, hvem der skal komme bedst ind i forhandlingerne. Altafgørende bliver, hvilket af støttepartierne, som får flest mandater i morgen. /Lars Trier Mogensen