Lau Svenssens grundlovstale

Kære Lyttere, investorer, millionærer og andre danske borgere.

Inden jeg går i gang med denne grundlovstale, skal jeg understrege, at de synspunkter, som I vil møde, alene er mine. De fakta, som omtales, er naturligvis ikke mine, men forhold, som den herskende elite prøver at forhindre jer i at få kendskab til.

Dagen er ekstra interessant ved, at der afholdes valg til Folketinget. Så hvis du i dette øjeblik er på vej hen for at stemme, vil jeg lige bede dig om at vente lidt, til du har hørt på mig – måske er det bedre for dig og Danmark, at du viser din protest ved ikke at danse med på melodien og undlade at stemme. Så har du sagt STOP. Lad de 85 pct. godtroende påtage sig ansvaret for skandale på skandale i de folkevalgtes offentlige institutioner og organer.

En række partier prøver at få jeres opbakning (fuldmagt). Så kan de påstå at have opnået legitim ret til at udøve magt over os borgere og opsluge størstedelen af vores indkomst i skat, som de så bruger efter deres forgodtbefindende. Det kræver dyb tillid at leve i en totalstat som Danmark, hvor ca. 65 pct. af pengestrømmen passerer igennem et offentligt kasseapparat, og den resterende del af livets udfoldelse er underlagt så mange love og regler, at ingen længere er i stand til at overholde dem.

Flere love, mindre frihed

Du bilder måske dig selv ind, at vores land styres via love, og at du som en ordentlig borger overholder dem. Der findes næppe nogen person, som kan påstå det. Du skal nemlig hvert år læse 200-240 nye love og sætte dig ind i bekendtgørelser og vejledninger. Hertil kommer EU-reglerne, der ligger på toppen af det hele. Lovmøllen har for længst mistet enhver jordforbindelse, og vi lever dybest set ud fra gamle dages mundtlige overlevering. Et centralt punkt i den næste grundlov for Danmark bliver at sætte grænser for omfanget og karakteren af lovgivning. Love indskrænker nemlig friheden i vores samfund.

Mindstekravet til et indirekte demokrati som Danmarks Folketing er, at ikke-afgivne stemmer afspejles i et tilsvarende antal ubesatte pladser i Folketinget, at medlemmerne af Folketinget skal have læst en lov og forstået den, før de kan afgive en stemme for vedtagelse (og der skal afholdes eksamination), og mindst halvdelen af medlemmerne (90) skal efter at opfylde dette krav vedtage loven. De nuværende selvalvorlige repræsentanter for befolkningen aner ikke, hvad de laver, eller hvilke love, der findes i forvejen, men de følger bare en partiordfører, som kan have tvivlsom visdom.

Tænd din hjerne

Hvis du er en helt almindelig godtroende dansker mener du måske oven i købet, at man som borger bør stemme. Det er fuldstændig forkert, men 85 pct. møder ikke desto mindre op. Indoktrineringen har fungeret godt. Jeg vil gerne opfordre dig til at revurdere din adfærd. Tænd din hjerne og se på virkeligheden. Bliv hjemme og vis på den måde din protest mod den måde, partierne orkestrerer destruktionen af vores land.

Vis, at du ikke vil give dem din tilladelse til overformynderi og vanvid. Hvis du virkelig mener, at den demokratisk valgte forsamling Folketinget er den legitime forvalter af en fuldmagt fra dig, så bærer DU ansvaret for sammenbruddet i den offentlige sektor med de utallige skandaler og misbrug af penge, magt osv. DU må have en meget SORT samvittighed. Men det gør du næppe.

Faktisk placerer danskerne politikere helt i bund på listen, når man laver undersøgelser af tillid. Vi har dyb mistillid til dem, der håndterer 65 pct. af vores penge! Politikernes håndlangere i medierne er journalister, og de ligger også nede i bunden – men de må trods alt afgive naboskabet til bilforhandlere. Danskerne ved udmærket, at politikere er utroværdige folk. Vi gør bare ikke noget for at stoppe det.

rød-blå-blok-nonsens

Partiuvæsnet er i år udvidet med et par nye wildcards på højre fløj som supplement til venstrefløjens drømmeorienterede partier med evig ungdom. De såkaldt seriøse partier i midterfeltet lover stort set det samme, og det består i videreførelse af den socialdemokratiske samfundsmodel. Det er SAME- SAME.

Så al mediehurlumhejen om Rød-Blå blok er nonsens og en pseudodebat. Velfærdsstaten er et mislykket eksperiment, som man bare ikke tør opgive drømmen om. Illusionen skal holdes i live. Danmark som nation er i en tilstand med uhelbredelig kræft og på vej mod indre opløsning. Sammenhængskraften her i landet smuldrer, og den offentlige sektor er brudt sammen: Hvis en indsats kan holdes frem som velfungerende, skyldes det, at samvittighedsfulde medarbejdere det pågældende sted endnu ikke er blevet opdaget og sat under effektiv styring af DJØF’ere fra et overliggende kontor.

Der er også en anden chance: nye påfund som tildeles rigeligt med ressourcer i startfasen for at kunne blive til en succes, men allerede efter 8-10 år er det hele ødelagt igen. Vi renoverer almennyttige lejligheder og vil så rive dem ned igen, samtidig med at Mette Frederiksen vil have, at vi skal betale for at bygge ”billige lejligheder” i de samme storbyer. Et ekko fra Ritt Bjerregaard.

Det er socialt og demokratisk rent vanvid. Men du har jo selv stemt på de uduelige, som hvert fjerde år beder dig forlænge deres kontrakt med dig ved et folketingsvalg.

Udbud og efterspørgsel

Du må forstå, at alt handler om udbud og efterspørgsel. I det såkaldte danske demokrati har ”man” organiseret den politiske proces via partier, men de har for længst mistet deres folkelige opbakning. Kun de to store, gamle partier Venstre og Socialdemokratiet kan opfylde spærregrænsen for opstilling på 20.000 via deres medlemstal. De ligger begge på ca. 35.000.

Alle andre partier burde slet ikke have ret til at stille op, før de havde skaffet de krævede underskrifter. Politiske partier er roden til alt ondt. Det er en praktisk manipulation, som disse organisationers ledere har påduttet Danmark via supplerende lovgivning og udnyttet lige siden.

Lovgivningen må imidlertid betragtes som ugyldig, da der er tale om tildeling af et privilegium til sig selv. Partierne er visnet fra roden og er i udpræget grad topstyrede, hvilket vi alle er klar over. Det er formentlig også forklaring på det forfald, som udfolder sig omkring persongalleriets kvalitetsmæssige standard og en hård intern debatcensur. I stedet har der udviklet sig pamperi og familieindflydelse. Som Gandhi sagde for 110 år siden: Partiprogrammer har man for at forhindre folk i at tænke.

Alle regeringsduelige partier sælger samme vare

Et land har de politikere, som det har fortjent, siges det. Påstanden fremføres i reglen af politikere og folk, der lever af at forsvare Systemet som offentligt ansatte på universiteter og lignende.

Det passer ikke, for vi lever ikke i et direkte demokrati, men der er tale om en indirekte model. Vælgerne bestemmer ikke udbuddet af politikere. Folket kan kun øve indflydelse via deres efterspørgsel på valgdagen. Menukortet fastlægges på forhånd af partierne, og deres opstilling foregår ved udfoldelse af alle former for beskidt spil for at udmanøvrere hverandre. Partierne fungerer som et filter med afgørende betydning for udfaldet.

I øjeblikket er situationen helt absurd, idet alle regeringsduelige partier sælger de samme varer. SAME SAME. Derfor er dit valg i dag af parti ligegyldigt, hvis du holder dig til midterbanen og ikke vil satse på yderfløjene. Når de fleste personer mener nogenlunde det samme, kunne vi med fordel i stedet indføre lodtrækning til Folketinget blandt borgerne for at fjerne partiuvæsnet en gang for alle. Borgerligt ombud. En tilfældig stikprøve af befolkningen vil sandsynligvis fungere langt bedre.

Husk, hvordan det gik Argentina

Partisystemer kan ødelægge et land i lange tider. Det er værd at fremhæve Argentina som skrækeksempel. Her opbyggede Perón-klanen parallelle sociale fonde, som blev finansieret ved såkaldt ”frivillige” tilskud fra firmaer, hvorved styrets folk frit kunne dele gaver ud og fremstå i et positivt lys over for befolkningen. Man siger, at historien gentager sig.

I morgen skal der så dannes en ny regering. Det tegner rodet ud fra gængs opfattelse. Imidlertid bør netop dette kaos på midten være anledning til en afgørende ændring, så vi på ny får adskilt de tre grundlovsgivne magtinstitutioner. Lovgiverne har jo siden 1901 erobret kontrollen med den Udøvende magt i form af regeringen. Man kalder det parlamentarisme.

Fremover bør Folketinget alene holde sig til deres fastlagte opgave: lovgivning. Regeringen skal overdrages til de virkelige magthavere: Koordinationsudvalget af centrale chefer for ministerierne, departementscheferne. Så kan befolkningen måske omsider indse, hvem det er der bestemmer og styrer magtudøvelsen her i landet.

”Vi vinder, når vi vågner” er titel på en bog af Anders Krab-Johansen (administrerende direktør på Berlingske Media, red.) om Danmarks situation. Det er en systemvenlig bog uden overraskende konklusioner, men den pointerer i det mindste landets dybe svagheder. Pointen er for mig at se, at danskerne ikke ønsker at vågne – og hvorfor ikke, kan man spørge?

Er folk her i landet da blinde og døve uden evne til at forstå deres eget bedste? Ja, det er flertallet i hvert fald, og det er der en ganske simpel årsag til: Flertallet på lidt mere end 60 pct. af vælgerne lever af penge, som indkræves fra det mindretal, som frembringer Danmarks indkomstgrundlag. Dansk industri og landbrug beskæftiger kun 400.000 mennesker.

Ved valget i dag har 4,5 mio. voksne personer stemmeret. Hertil skal der forsørges 1,2 mio. børn og plus det løse flow af personer i landet, totalt set 6,0 mio. Vi får endog hjælp i arbejdsindsatsen af 150.000 andre EU-borgere samt udstationeret personale oveni. End ikke Karl Marx kunne forestille sig et sådant niveau for udbytning 1:15. Det er fuldstændigt uholdbart.

Socialdemokratiet har altid arbejdet for at gøre alle mennesker afhængige af en stor statsmagt, som deres parti havde størst mulighed for at kontrollere via Folketinget. Folk med et regulært behov for hjælp skulle ikke fremstå som udsatte.

I stedet skal alle borgere stå i et afhængighedsforhold til statsapparatet og må pænt bede om at få lidt af deres egne penge retur. Uheldigvis er udviklingen fortsat ud i det groteske. Derfor smuldrer indtægtsgrundlaget i vores samfund, og Danmark halter længere og længere bagud. Dansk landbrugs eksport til England svarer til 1 pct. af de offentlige udgifter!

Tidens to store emner

Du tror måske på den officielle indoktrinering om, at Danmark er et af verdens rigeste samfund og at vi er i stand til at klare enhver udfordring ved fælles indsats via staten? Beklager, vores stilling på ranglisten ligger omkring en plads som nr. 20. Det kommer an på, hvor stor værdi du vil tilregne offentlig service.

Det er tankevækkende, at Danmark er blevet overhalet af Sydkorea. Dette land blev smadret under Korea-krigen, mens Danmark slap helskindet gennem Anden Verdenskrig. Mange børn fra Korea blev adopteret til Danmark. Hvis vi i dag skulle gentage det, skal vi sende børn til Korea. Det er jo absurd.

Her kan vi så tage fat på tidens to store emner: indvandringsrelateret belastning i samfundet og den påståede menneskeskabte globale opvarmning. Her i landet behøver vi ikke russerne til at levere fake news – den herskende elite benytter sig af fake facts. Danskerne må ikke kende tilstanden i landet.

Officielt er der i Danmark 450.000 indvandrere og efterkommere af ikke-vestlig herkomst. Men man indregner ikke generation 2, 3, 4 og 5 plus de løse i venteværelset, så sandsynligvis er det rigtige tal cirka 750.000. Hvorfor bruger ”man” tal som undervurderer omfanget? Ja, formentlig sker det af hensyn til de gamle partier, som har været regeringsbærende igennem alle årene med indvandring og derfor bærer de ansvaret for denne udvikling. Det ligner bandepakkerne, som lanceres på stribe for at sikre ”en hård og kontant indsats”, men efter ottende udgave er man vist holdt op med at nummerere dem, for de virker jo alligevel ikke. Den danske totalstat har ikke greb om noget som helst. Men de samme uduelige politikere anbefaler alligevel sig selv til genvalg.

Global opvarmning optager folk. Det er rendyrket emotivisme, som enhver stemmeglad politiker må tilslutte sig for at få medvind på valgdagen. Store problemer ude i verden er også langt bedre at tale om end virkelighedens sammenbrud inde i landet og forringelsen af danskernes levevilkår målt i forhold til andre lande.

Hvis du er med på CO2-bølgen, så skal du bare lige tage hensyn til den rigtige sammenhæng: Vi har i Danmark en så lille industrisektor, at det ikke er fra produktion, udslippet kommer, men derimod fra dit forbrug. DU har ansvaret og skal selv opføre dig ansvarligt og ikke tro at politikerne kan klare opgaven for dig. Københavns Lufthavn er så vidt vides den største synder. Danmark er en brugsforening, som Palle Lauring udtrykte det for år tilbage. Du peger fingre ad dig selv.

Den eneste fremsynede politiker, dette land har frembragt i nyere tid, var Mogens Glistrup. Han kom desværre for tidligt ud omkring 1970, og trods hans advarsel er udviklingen faktisk gået den stik modsatte vej med et stigende skattetryk, som nu er blevet ekstremt, lovvanvid og offentligt papirnusseri. Prøv at læse bogen: Pseudoarbejde (Nørmark og Fogh Jensen). Glistrup kørte til sidst af sporet og endte med at fokusere på indvandringsproblemerne. Det har de gamle partier overtaget i dag, men de har opgivet at bekymre sig om den økonomiske crowding out-smadring og den ustyrlige offentlige sektor. Flertallet lever jo af at klippe de folk, der stadigvæk prøver at lave noget.

Børnenes statsminister

Til sidst skal vi have et par input fra andre vinkler. Mit barnebarn på tre år afleverede for en måned siden sin sut til Kontrolchefen hos Thomas Tog ovre i Odense. En partileder markedsfører sig med et ønske om at blive børnenes statsminister. Danske partier ejer ingen forståelse for virkeligheden ude i samfundet. Hovedspørgsmålet er, hvad danskerne overhovedet skal leve af i de kommende år og ikke, hvor mange flere skattepenge vi tør ødsle bort på fælles velfærd. Demokratiet i den danske totalstat er blokeret af et statsunderstøttet vælgerkorps. Vores demokrati er blevet en narresut. Lad os sige Nej til at fortsætte brug af denne narresut og sammen finde en vej til at redde nationen.

I dag er Danmark ved at gå i indre opløsning. I slutningen af 1970’erne var Danmark var ved at synke ned i en økonomisk afgrund. Høje oliepriser og høje renter sammen med urealistisk økonomisk politik have gældsat vores land. Det var i Anker Jørgensens tid. Vi blev reddet af stabilitet via EU-medlemskabet, olie og gas fra Nordsøen, boom hos Novo Nordisk og billig import ved globaliseringen.

Niels Hausgaard lavede i 1979 en tankevækkende sang: Hvem bestemmer? Oversat til dansk slutter den sådan:

 

Var vi kloge, bare fordi vi var mange i flok,

Tænk så klog vi ku’ bliv, hvis vi bare var nok.

Men der er nu en ting, det var skønt at have vidst,

Om de flest er de bedst, eller bare de flest…

 

Hvis du vil prøve at forstå din egen og andre danskeres politiske blindhed og Danmarks igangværende indre forfald og opløsning kan du gå ind på YouTube. Her kan du finde en Ted TALK, som jeg holdt den 7. februar her i København. Den er dog på engelsk. Talen er en del sjovere end dagens advarsel. Hvis du i dag bliver hjemme fra valglokalet, får du jo tid til det. Og snup så lige ”en halv time på den ene side, og en halv time på den anden….”

Tak for opmærksomheden.