Hun gjorde det – ikke. Og Mette Frederiksen udtalte heller ikke de tre skæbnesvangre ord, som Helle Thorning-Schmidt kom til i anfald af overmod tilbage i 2011: ”Vi gjorde det,” sagde Danmarks første kvindelige statsminister allerede på valgnatten. Til sine senere fortrydelse.
Mette Frederiksen ved godt, at hun skal være mere snu. I stedet kaldte hun det for ”en historisk sejr til de røde partier i Folketinget,” og tilføjede omfavnende: ”Og sejren er fælles”.
Socialdemokratiet vandt nemlig ikke selv onsdagens valg, og partiets nye formand har tydeligvis taget ved lære af fortalelsen, for dengang blev det meget dyrt at have gjort regning uden vært. Dengang fik Radikale Venstre efterfølgende det afgørende ord, og Socialdemokratiet blev tvunget ud i løftebrud eller løftebrud.
En ny regering vil skulle regere på sejrherrernes nåde. Socialdemokratiet vil blive hårdt presset af valgets vindere, Radikale Venstre og SF. Trods det forudsigelige drama vil Mette Frederiksen ikke desto mindre snart kunne indtræde som Danmarks hidtil yngste statsminister.
Radikale Venstre og SF har vundet styrke til at kunne kræve markante indrømmelser. Og det kan hurtigt udviklet sig til et vanskeligt krydspres, hvor SF på den ene side vil presse Socialdemokratiet i en rødere retning, mens Radikale på den anden side snarere vil gøre livet surt for sosserne med ubekvemme kram om lempelser i udlændingepolitikken og en fortsat økonomisk reformpolitik.
I Jyllands-Posten skriver politisk analytiker Marchen Neel Gjertsen: ”Igen står Socialdemokratiet over for skrækscenariet. En armlægning med De Radikale. Med massiv fremgang er den radikale leder, Morten Østergaard, stærkere end nogensinde, og han går ind i de kommende forhandlinger med hårde krav. Denne gang har Mette Frederiksen på forhånd afskrevet sig regeringssamarbejdet, og det gør ikke forhandlingerne nemmere. På afgørende punkter tegner der sig intet flertal for den politik, Mette Frederiksen gik til valg på”.
I Politiken går politisk kommentator Kristian Madsen endnu mere til biddet: ”Mette Frederiksen kørte videre med den fiktion, Socialdemokratiet har baseret sin valgstrategi på: At de radikale i sidste ende er nødt til at makke ret og lade Mette Frederiksen føre Socialdemokratiske politik. Måske ender det sådan, hvem ved. Men det har intet historisk fortilfælde fra Stauning til Thorning-Schmidt”.
Processen vil helt sikker blive bøvlet, kunne trække i langdrag, måske ligefrem helt henover sommeren, og kan også udarte i spegede, psykologiske dramaer. Men bundlinjen er alligevel, at vælgernes tale ved folketingsvalget er klar nok til, at Mette Frederiksen vil ende med at blive ny statsminister.
Problemet for Socialdemokratiet er, at de gik tilbage i procent, og kun reddede æren ved en lille mandatfremgang på grund af stemmespild i den borgerlige blok. Mette Frederiksen har ikke overhånden i de regeringsforhandlinger, der for alvor begynder i dag.
Socialdemokratiet fremhæver, at det først og fremmest er dem, der har trukket titusindvis af vælgere henover midten, direkte fra Dansk Folkeparti. Ifølge tænkningen hos rådgiverne omkring Mette Frederiksen er valgsejren derfor dybest set Socialdemokratiets fortjeneste.
Mens Radikale Venstre og SF opfatter fremgangen som et udtryk for øget opbakning til klimaomstilling og investeringer i uddannelse, ser sosserne selv valget som kulminationen på en langstrakt udmattelseskrig mod højrefløjen, hvor det endeligt i år lykkedes at knuse Dansk Folkeparti. De danske socialdemokrater betragter sig selv som avantgarden i Europa – som det første røde parti, der har fundet formlen til at kapre vælgerne tilbage fra de nationalpopulistiske højrepartier.
Den samlede del og hersk-strategi har gået ud på først at trække vælgere fra Dansk Folkeparti over til Socialdemokratiet, og så lader tidligere s-vælgere rykke længere ud til venstre. Dermed er den røde blok vokset til sit højeste niveau siden 1971.
Men nu hvor stemmerne er talt op, kan socialdemokraterne bare ikke rigtigt bruge disse reelle analyser af vælgervandringerne til så meget, for nu forventer de rød-grønne vinderpartier kontant og konkret at få vekslet deres flere mandater til mere indflydelse.
Det drabelige spørgsmål i den kommende tid bliver, hvordan Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen vil imødekomme de partier, som nu er gået frem, og som nu sidder med de altafgørende mandater.
Særligt den radikale leder Morten Østergaard har vundet en nøglerolle som kongemager, og vil kunne kræve en række ubekvemme indrømmelser, ikke mindst som direkte pay back for, at Socialdemokratiet for nøjagtig et år siden afviste at tage det dengang lille socialliberale parti med i et nyt regeringssamarbejde. Hvis Radikale ikke skal med i regering, skal de til gengæld have så meget desto større aftryk i den politiske aftale, som Morten Østergaard kræver.
I første omgang vil Mette Frederiksen med stor sandsynlighed danne en etparti-regering, men Radikale står på spring til at træde med ind og få ministerposter. Det kan sagtens ske senere i valgperioden.
Traumet fra 2011, hvor den daværende den radikale leder Margrethe Vestager tromlede Helle Thorning-Schmidt i Det Sorte Tårn på Amager rumsterer allerede som et spøgelse blandt socialdemokraterne. De frygter, at Morten Østergaard vil gentage magtspillet, og ligefrem ydmyge Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen mangler nemlig allerede et flertal for sit eneste klare valgløfte, nemlig en rettighed til tidligere tilbagetrækning. Radikale vil tage sig dyrt betalt for at lægge stemmer til, og partiet lægger da også allerede op til igen kræve en videreførelse af den reformpolitik, som i 2011 gav Helle Thorning-Schmidt store problemer med baglandet.
Den samlede fremgang til de partier, der i de senere år har kritiseret stramningerne i udlændingepolitikken, og dermed den tilsvarende tilbagegang til netop strammer-partier – med Dansk Folkeparti som det mest markante kollaps – vil også uundgåeligt føre til krav om lempelser i udlændingepolitikken, herunder radikale krav om lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft og en styrket satsning på integration af asylansøgere og flygtninge.
Opturen for SF vil øger også kravene på velfærdsområdet, hvor kravene fra Pia Olsen Dyhr primært vil handle om minimumsnormeringer i daginstitutioner og en afskaffelse af fattigdomsydelserne. Samtidig forsøgte SF sig i går med krav til dronningerunden om, at Socialdemokratiet skal forsøge at danne en flertparti-regering med deltagelse af netop Socialistisk Folkeparti.
De brutale opgør begynder nu: Valgresultatet vil tvinge Mette Frederiksen til at trække støttepartierne langt tættere ind i et regeringssamarbejde, end hun havde håbet på. Mette Frederiksen kender om nogen mandaternes logik, og den nye magtbalance i Danmark betyder ganske enkelt, at de centrale omdrejningspunkter i dansk politik ikke længere snurrer om hverken udlændingestramninger eller afgiftslettelser.
Socialdemokratiet skal nok få ministerposterne, men den politiske kurs i Danmark vil i langt høj grad blive bestemt af støttepartierne, der kræver en grønnere omstilling, investeringer i uddannelse, større budgetter til børn og ikke mindst en mere human udlændingepolitik. Det er et rød-grønt opbrud, der ikke er set tilsvarende i mere end en generation.