Martin Henriksen ved valgfesten hos DF (Dansk Folkeparti) på i Snapstinget på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019
Åh, alle de politikere, som er blevet stemt hjem … Det er et interessant psykologisk studie at iagttage, hvordan de gebærder sig i nederlagets stund. Mange klarer den faktisk til UG med kryds og slange.
Mette Bock, som man vel godt kan kalde en af Europa-Parlamentsvalgets allerstørste tabere, idet hun end ikke med en platform som fin kulturminister formåede at mønstre stemmer nok og følgelig er helt færdig i politik, skrev dagen efter på Facebook, at hun var ”dybt taknemmelig” for sine otte år som folketingsmedlem og tiden som minister og medlem af Folketingets Præsidium.
Bocks partifælle Laura Lindahl, som også på flere parametre har været et anstrengende bekendtskab, blandt andet som børne- og socialordfører trods åbenlys manglende evne til at sætte sig i andres sted, var kun ti personlige stemmer fra at beholde sin plads i Folketinget. ”Det her er nok en af de ting, jeg altid vil huske tilbage på som lidt surt,” skrev hun på Twitter morgenen efter valget. Det var nærmest humørfyldt.
Joachim B. Olsen, der også røg ud på røv og albuer, kaldte det sit ”livs største ære at være medlem af Folketinget”, og manden har immervæk vundet guld i kuglestød ved indendørs-EM i Atletik i 2005.
Martin Henriksen, den store oppustelige spærreballon, som Dansk Folkeparti har skubbet foran i nogle af deres mest nedrige udlændingestramninger, og som har været storleverandør i infame insinuationer og sågar trusler over for folk, der ikke delte hans menneskesyn, skrev på Facebook, at ”det har været en ære og et privilegium at tjene nation og monark igennem flere valgperioder”.
Den syrisk-danske læge og samfundsdebattør Haifaa Awad formulerer følelsen meget fint på sin Facebook-side: ”Vi har i Danmark nu mistet en række kompetente politikere, og nogle af dem forlader arenaen med lidt mere kulør end andre. Det er folk som stod i kø for at gøre livet surt for andre, træde på de svage og pisse på klimaet, tale frygt og had op og altid spillede på splittelsens harpe. Deres tid er forbi i dansk politik. Nu skal de finde sig et rigtigt job og komme ud og møde det nye farverige Danmark.”
Ydmygheden og respekten for folkestyret klæder virkelig de her mennesker, og man får næsten lyst til at klappe dem på skulderen og sige ”Op med humøret, kammerat, du er god nok på bunden”.
God for danskerne
Det er nu alligevel svært at glemme den magtarrogance, flere af dem lagde for dagen, mens de stadig var på tinge og troede, at deres udgydelser og nedbrydningsmentalitet afspejlede et ønske hos ”den brede danske befolkning”, som Pia Kjærsgaard i mange år kaldte sine vælgere. Her tænker vi for eksempel på de unødvendigt radikale nedskæringer i DR og det uskønne forløb omkring den grundløse amputering af Radio24syv med Dansk Folkepartis absurde krav om, at 70 pct. af radiokanalens redaktionelle medarbejdere skulle arbejde mindst 110 kilometer fra København – som kulturminister Mette Bock ukritisk hjalp med at føre ud i livet.
Og mens de stod foran bålet med nedbrydningsværktøj og opspilede øjne, gik det pludselig op for dem, at de ikke helt havde folket med sig. ”Den brede danske befolkning” havde ikke givet politikerne hjemmel til at flå Radio24syv fra hinanden. Og så begyndte de at trække i land og bakke ud. Det var tåkrummende.
Af samme grund er det skønt at høre, at der her på denne side af folketingsvalget er bred enighed i rød blok om, at besparelserne på public service skal væk, og at Radio24syv skal reddes. Til Politiken siger medieordførerne fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i hvert fald, at de vil gøre op med Dansk Folkepartis og Liberal Alliances såkaldte mediepolitik.
Det er faktisk i danskernes interesse, og pudsigt nok er der rigtig mange mennesker ude i det gule Danmark, som knuselsker Radio24syv. Hvad det er udtryk for, kan man så tænke lidt over. Lad stå, hvad ikke bør falde. /Oliver Stilling