Her er de 3 største knaster for en S-regering

Politik er det umuliges kunst, så i sidste ende skal det nok lykkes for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen at danne en ny S-regering. Hun har tidligere vist sig yderst fleksibel, når det kommer til at placere sig der, hvor flertallet findes. Valgresultatet, hvor Radikale Venstre og SF gik frem, og hvor Socialdemokratiet faktisk gled en anelse tilbage, betyder imidlertid, at støttepartierne nu vil kunne kræve betydelige indrømmelser, også større end socialdemokraterne havde planlagt.

Klima og uddannelse er de to mest oplagte samarbejdsområder, men en hurtigere grøn omstilling og en afskaffelse af besparelserne på uddannelsesinstitutionerne vil ikke være nok.

Her er de tre områder, hvor det vil blive allersværest for Mette Frederiksen at nå frem til at forpligtende, skriftlig aftale med Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper om retningen for en ny S-regering:

Pensionsløftet: Socialdemokratiets mest konkrete valgløfte bliver umiddelbart også det sværeste at indfri. Mette Frederiksen har lovet, at lønmodtagere inden for brancher med stor nedslidning vil få en egentlig rettighed til at kunne trække sig tidligere tilbage. Men hun har gjort regning uden vært, for her efter valget mangler hun mandaterne. Radikale Venstre er imod og har allerede indgået en aftale om en såkaldt seniorpension med de borgerlige partier. På vej ind til gårsdagens indledende forhandlinger sagde Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen: ”Vi synes ikke, at vi kan se perspektiverne i det, Socialdemokratiet har lagt frem med deres pensionsudspil, som vi sådan set stadig ikke helt ved, hvad er.” Hvis Socialdemokratiet ikke kan tilbyde Radikale noget markant og kontant, kan Mette Frederiksen altså risikere at måtte indlede sin karriere som statsminister med et eklatant løftebrud, ligesom Radikale tvang Helle Thorning-Schmidt til i 2011. Realpolitisk og symbolsk er den største knast derfor, om sosserne kan finde flertal for deres valgløfte.

Fattigdomsydelser: Udlændingepolitikken er en anden anstødssten. Uenighederne forgrener sig her ud i hundredvis af både konkrete og principielle konflikter mellem Socialdemokratiet på den ene side og de tre mulige støttepartier – Radikale, SF og Enhedslisten – på den anden side. Valgkampen har som udgangspunkt gjort nye kompromiser lidt lettere, da ikke mindst opstillingen af Stram Kurs har fået hele det politiske spektrum til at rykke sig flere nøk i en mere human og pragmatisk retning. Efter at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har opnået både kvoteflygtninge og bedre forhold for børnene på Sjælsmark, har Mette Frederiksen fået lettere ved at imødekomme de blødeste krav fra støttepartierne på udlændingeområdet. Til gengæld står den allersværeste knast stadig tilbage: Alle tre støttepartier kræver et øjeblikkeligt opgør med det såkaldte ‘fattigdomsydelser’, herunder den ekstremt lave ‘hjemsendelsesydelse’, mens Socialdemokratiet kun har været villig til at love, at en ydelseskommission skal komme med forslag til ændringer om 12 måneder. Opgøret er nervepirrende, for Socialdemokratiet frygter, at højere ydelser vil blive udlagt som et brud på den stramme udlændingepolitik og dermed være et løftebrud. Hvis støttepartierne accepterer sossernes løsning med en ydelseskommission, vil centraladministrationens dygtigste embedsmænd dog nok kunne finde tekniske løsninger. Men her i første omgang er ‘fattigdomsydelser’ en gordisk knude i regeringsforhandlingerne.

Minimumsnormeringer: Den tredje knast fremstår umiddelbart mindre dramatisk, men er ikke desto mindre en reel vanskelighed. Særligt SF kræver, at en ny S-regering indfører minimumsnormeringer senest i finansloven for næste år, altså allerede til efteråret. Hidtil har Socialdemokratiet afvist kravet om mindst én pædagog pr. tre vuggestuebørn og én pædagog pr. seks børnehavebørn med henvisning til dels det kommunale selvstyre og dels de betydelige omkostninger, som det vil kræve at indføre minimumsnormeringer i samtlige af landets daginstitutioner i hele åbningstiden. Helt formelt kan det blive juridisk vanskeligt at pålægge kommunerne at efterleve statsligt fastsatte minimumsnormeringer, og en realisering af kravet vil også æde en stor del af det råderum, som en eventuel S-regering vil afsætte til velfærd. Andre områder, herunder ældrevelfærden, risikerer at skulle nedprioriteres, hvis børneområdet får forrang. Selv om det kan lyde som en no brainer at bevilge flere penge til daginstitutioner efter en valgkamp, hvor forældre i tusindtal har mobiliseret til demonstrationer rundt om i landet, vil det i praksis blive svært for en S-regering på forhånd at love, at minimumsnormeringerne indføres allerede her i løbet af 2019.

Men noget må og skal socialdemokraterne altså gå på kompromis med – særligt hvis de vil danne en etpartiregering – og sammenlignet med vanskelighederne ved at nå til enighed om pensionsløftet og fattigdomsydelserne er flere pædagoger trods alt i den letteste ende af det spegede forhindringsforløb, som Socialdemokratiet skal overleve, før Mette Frederiksen kan indsættes som Danmarks yngste statsminister. /Lars Trier Mogensen