Den store udskiftning

Der er folk her på Føljeton, som har gået på højskole. Når man går på højskole, stifter man bekendtskab med en masse mennesker og holdninger. På Vrå Højskole, hvor en af os tilbragte nogle måneder i efteråret 1993, var der besøg af både Politikens afgående chefredaktør Herbert Pundik, en ung og endnu ikke helt sort Henrik Sass Larsen og advokaten Ole Hasselbalch, der på det tidspunkt var formand for Den Danske Forening, som kæmpede – og stadig kæmper – for et indvandringsfrit Danmark.

Til sit foredrag havde Ole Hasselbalch nogle overheads med, der viste udviklingen på en fiktiv ø, som lod folk udefra komme ind. I løbet af fire-fem generationer eller sådan noget ville de fremmede ifølge Hasselbalchs tal komme til at udgøre en større del af øens population end den oprindelige befolkning, fordi de fik flere børn. Befolkningen ville med andre ord blive udskiftet – stille og roligt, nærmest lusket. Han fremlagde sine tal relativt nøgternt, men alligevel mere forfjamsket end egentlig demagogisk; man mærkede, at det her virkelig var noget, der lå ham på sinde. Han var ikke i fremmedfrygt-gamet for opmærksomhedens skyld.

De fleste højskoleelever i foredragssalen den dag var helt unge og vidste intet eller meget lidt om dansk politik, men der bredte sig hurtigt en sund skepsis over for mandens tal. ”Men anden generation er jo ikke fremmede, når de er født på øen?” spurgte en. ”Og da slet ikke tredje og fjerde generation?” sagde en anden. Hasselbalch holdt fast i sit galimatias. For mange elevers vedkommende var det første gang, de blev konfronteret med ideen om ‘Den Store Udskiftning’, selv om foredragsholderen ikke brugte det udtryk den dag.

Ideen om eller frygten for ‘en stor udskiftning’ er sikkert ældgammel, men i nyere tid forbindes den med den franske forfatter Jean Renaud Camus (f.1946), som er glødende tilhænger af Marine Le Pen. Den Store Udskiftning optræder også i den ligeledes franske forfatter Jean Raspails (f.1925) mest kendte roman Le Camp des Saint (1973), hvis handling tager afsæt i, at den vestlige kultur kollapser under vægten af indvandring fra tredjeverdenslande.

Og ideen lever videre i højreradikale kredse: Den terrorsigtede australier, som tidligere i år stod bag massakren i to moskeer i den newzealandske by Christchurch, havde formuleringen som overskrift på et dokument, som han lagde ud på nettet, inden han greb til våben. ”I kommer ikke til at udskifte os” er også sloganet for den nynazistiske gruppe Identity Evropa.

Mandag var Den Store Udskiftning oppe at vende igen. Pia Kjærsgaard, som må have været den mest uværdige formand for Folketinget i nyere tid, skrev i aftes på Twitter: ”Hvad sker der? En udskiftning af det danske folk?? Og kommunalvalg ? Gud Fader bevares . Hvis det stadig er tilladt at sige sådan.”

Reaktionen kom, efter at papirudgaven af Jyllands-Posten kom på gaden med en forsideartikel, der bar overskriften: ‘Muslimsk mobilisering af vælgere vækker bekymring for øget polarisering’. Artiklen handlede om, at mange danskere med muslimsk baggrund, som traditionelt ikke har gjort deres stemme gældende ved danske valg, havde sat kryds ved Radikale Venstre på valgdagen i sidste uge – formentlig ansporet af imamer som et bolværk mod frygten for, at partier med åbenlyse racistiske dagsordner var på vej ind i Folketinget. De flere stemmer har været medvirkende til Radikales fremgang ved valget.

Og hvem var det så, der var bekymrede? Den ene var sognepræsten og polemikeren Sørine Godtfredsen: ”Når man begynder på den her mobilisering og ligefrem står med de autoriteter i spidsen og anbefaler et bestemt parti, er paralleltilstanden gået fra at være indadvendt og lukket i fuldstændig døvhed over for samfundet til at ville gå ind og præge samfundet.” Den anden var debattøren Søren Hviid Pedersen, som mente, at ”det kan gå ud over den grundlæggende ensartethed, vi har i det danske samfund”.

Det er uhyggeligt

Damned if you do, damned if you don’t, lyder et gammelt engelsk ordsprog. Først klandrer man de danske muslimer for at leve i et afsondret parallelsamfund, og når de så endelig stemmer ved et demokratisk valg, så bliver det set som et udtryk for en alvorlig fare, ja, ”uhyggelig” ligefrem.

Tidligere på dagen lagde Pia Kjærsgaards partifælle Søren Espersen en lille hjemmevideo ud på YouTube. Det viser sig, at han har sin egen Youtube-kanal. Han ser faktisk træt og bange ud, da han spørger direkte til kameraet: ”Hvem står bag det her? Hvem har arrangeret det her, der foregår – den her fuldstændig muslimske omklamring af Radikale Venstre og Radikale Venstres omklamring af muslimske kredse? Det er en meget uhyggelig historie. Jeg ser frem til, at medierne kommer i gang med at finde ud af, hvordan det her er opstået.”

I første omgang er det Pia Kjærsgaard, der bliver udskiftet. Efter folketingsvalget i sidste uge har hun ikke en chance for at blive siddende som formand, så hun har skyndt sig at sige, at det er en beslutning, hun selv har taget.

Og hvad så med faren for, at landets muslimer aktivt deltager i demokratiet? Der må vi afslutningsvis pege på Facebook-personligheden Espen Fyhrie, som har gjort denne iagttagelse: ”Jyllands-Posten har modigt afdækket, at imamerne i Gellerup har tvunget de lydige muslimer til at stemme radikalt, men problemet stikker uhyggeligt nok dybere end det,” skriver han på Facebook og linker til en tabel med tal fra valgdeltagelsen: ”Her er vi i Øster Højst nord for Tønder, hvor den lokale imam har lokket næsten 60% af de lokale til at stemme V eller DF.” Touché. /Oliver Stilling