Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 5. oktober 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Det er ikke kun inden for vores egne grænser, at det danske valgresultat har vakt opsigt. Det danske valg endte med en styrkelse af den traditionelle politiske midte, en massiv tilbagegang til det yderste højre og en socialdemokratisk leder af regeringsforhandlingerne. Det har fået resten af europæerne til at spærre øjnene op, for det er efterhånden ikke noget, man ser hver dag.
På det meste af det europæiske kontinent har man de senere år oplevet, hvordan de gamle magtpartier har mistet opbakning i befolkningen, og i mange tilfælde er de blevet spist op af andre nye partier – fx fra den indvandrerkritiske ydre højrefløj. Især de socialdemokratiske partier har haft nogle hårde år. Ved det forgangne Europa-Parlamentsvalg fik den socialdemokratiske gruppe 153 mandater, hvilket er en tilbagegang fra 187 ift. for fem år siden. Den socialdemokratiske blødning kom især fra de store medlemslande. I Tyskland fik socialdemokraterne det dårligste valg siden 1887. I Frankrig er de nærmest forsvundet, i Italien en skygge af sig selv.
Så hvad var det, de danske socialdemokrater gjorde, hvor deres europæiske kollegaer fejlede? Den gængse analyse af hvorfor de danske socialdemokrater nu står til vidne statsministerposten er, at de ved at adoptere Dansk Folkepartis hårde udlændingelinje har kunnet vinde arbejdervælgerne tilbage. Det er to fluer med et smæk: Højrefløjen slås ihjel, mens socialdemokratiet styrkes. Den strategi har derfor fået øjenbrynene til at løfte sig blandt andet hos socialdemokraterne i vores naboland Tyskland. Efter den tidligere formand Andrea Nahles måtte gå af efter EU-valget, er der igen kommet debat om, hvorvidt SPD skal kopiere Mette Frederiksens svendestykke af en højredrejning.
Men ikke alle er enige i, at det har været en ubetinget succes for de danske socialdemokrater at dreje mod højre. På Twitter er der opstået en mærkværdig debat, hvor en række udenlandske politiske analytikere er gået i clinch med den gængse opfattelse. De konkluderer, at det danske valgresultat er et bevis på, at det ikke er en god strategi for et socialdemokrati at overtage højrefløjens indvandringspolitik.
Sejr eller tab for sosserne?
Professor Sara Hobolt fra London School of Economics skriver fx, at socialdemokraternes udlændingestrategi kun var ”delvis succesfuld. Kun 9 pct. af deres vælgere var tidligere Dansk Folkeparti-vælgere. Mange flere DF-vælgere skiftede til centrum-højrepartiet Venstre”.
Tarik Abou-Chadi, der er assisterende professor i statskundskab ved Zurich Universitet, skriver på samme måde, at socialdemokraterne kun vandt små 10 pct. fra den ydre højre ved at omfavne ”velfærdschauvinisme” og ”radikal antiimmigrationspolitik.” Han afslutter sit tweet med: ”Hvis du tror det her er fremtiden for socialdemokratisme, så held og lykke.” Han skriver desuden i et andet tweet, at han finder en sammenhæng mellem, at socialdemokrater går tilbage, når de drejer mod højre på indvandringspolitikken.
Der er mange flere af denne slags tweets forfattet af respekterede forskere fra gode universiteter (er man interesseret i at dykke ned i dem, så har Weekendavisens Søren K. Villemoes gjort en dyd ud af at finde dem). Fælles for dem alle er dog, at de overser (eller måske endda bevidst ignorerer), hvor spektakulært succesfulde de danske socialdemokrater faktisk har været med deres strategi.
Kigger man på vælgervandringerne har de udenlandske forskere ret i, at socialdemokraterne ser ud til kun at have overtaget ca. 10 pct. af Dansk Folkepartis vælgere. Det første problem med den sætning er dog ordet ”kun.” Det er en massiv mængde at trække over midten, og selvom flere af DF’s vælgere forsvandt til Venstre, så har det været altafgørende for valget, at sosserne har kunne trække så mange fra den borgerlige blok over til dem.
De udenlandske forskere hæfter sig ved, at Socialdemokraterne oplevede tilbagegang ved det forgange valg. Det er rigtigt (om end den er lille), og på den måde var valget ikke en ubetinget succes for Mette Frederiksen. Men hvor sosserne hentede vælgere fra DF, så blødte de selv til rød bloks andre partier.
Socialdemokraternes strategi har splittet DF ved at gøre deres politik mainstream. Den har hentet arbejdervælgerne hjem, så partiet kunne holde status quo, mens den har ekspederet nogle af de mere humanistisk sindede socialdemokrater videre til andre venstreorienterede partier. Hvis målet for Mette Frederiksen var at blive statsminister, så kunne det ikke eksekveres meget bedre.
Det er en ubekvem sandhed, hvis man ikke er tilhænger af stram undlændingepolitik, men det ser nu engang ud til, at sossernes højredrejning har givet Mette Frederiksen nøglerne til statsministeriet. /Andreas T. Kønig