I a-kassen snakker vi om løst og fast, om min datters fødselsdag og om, hvor vigtigt det er ikke at falde for fristelsen og bare slå den sammen med juleaften, når nu den ligger dagen efter. Det er en hyggelig måde for os begge at tjene penge på.
På jobcentret siger de, at jeg skal huske at holde min datters fødselsdag adskilt fra juleaften. Det er noget alle kan sætte sig ind i, hvor irriterende det må være som barn ikke at have sin dag i fred. Jeg fortæller dem, at det har vi også snakket meget om derhjemme, at det er vigtigt for os ikke at falde for fristelsen. På venteværelset trykkede jeg på knappen for kaffe med mælk på automaten, men glemte at sætte en papkop under. Der løber brunt vand og mælk ned i risten. Jeg tømmer den i skraldespanden, stiller en kop under maskinen og trykker igen, kigger på opslagene med virksomhedspraktikker imens.
Hele dagen har jeg sagt, at jeg skal i a-kassen, rettet dig og sagt, at det er a-kassen og ikke jobcentret i dag, som om det var vigtigt af en eller anden grund, men inde i mit hoved, må jeg alligevel have troet, det var på Vesterbro og ikke på Frederiksberg. Nu er jeg for sent på den og møder cykelsvedig min sagsbehandler i receptionen, hvor hun netop skulle til at spørge efter mig. Det gør ikke noget, hun har siddet og kigget på min journal imens, og alt er allerede godkendt. Det ser godt ud, jeg gør hvad jeg skal, siger hun, så vi ses forhåbentlig ikke igen.
Jeg har fået afslag på over halvtreds ansøgninger med varierende overskrift. Skriverkarl med formidlingserfaring … Knivskarp tekstredaktør … Ærgerrig skribent … Kulturkender med analytisk overblik … Og så, efter seks måneder som ledig, er jeg blevet berettiget til job i løntilskud. Det er en underlig mørk gave gemt dybt i jobcentrets hjerte.
Jeg søger en løntilskudsstilling i Den Frie Udstillingsbygning og bliver indkaldt til en samtale. I mailen skriver de, at jeg skal forberede en præsentation af et bestemt kunstværk, som har gjort et særligt indtryk på mig. Efter mange overvejelser beslutter jeg mig endelig for at tale om den gammeltestamentelige stemning, der er i Tomba Emanuelle. På den måde kan jeg også ubemærket segwaye til mit norske udvekslingsophold. Med tungen i kind anbefaler jeg endda, at de skal tage på firmaudflugt til Oslo ;) Til samtalen virker det som om, jeg har valgt det rigtige værk, men jeg får alligevel ikke stillingen. Dagen efter skriver jeg og spørger, om jeg ikke kan komme i praktik i stedet for. Det har jeg lært, at man skal. To dage senere skriver de tilbage og tilbyder mig en anden stilling i løntilskud.
Det virker åndsvagt, men jeg glæder mig til, jeg endelig kan begynde at arbejde fast uden en merindtægt de næste fem måneder – og stadig være forpligtet til at søge regulære stillinger ved siden af. Det er systemet i systemet. Jeg har ikke fået skæld ud af nogen, jeg har ikke gjort noget forkert, nej, tværtimod har jeg hele tiden fået at vide, at jeg gør alt det rigtige, jeg er bare blevet parkeret på sidelinjen, indtil jeg endelig har optjent retten til at blive sendt i løntilskud til de kulturinstitutioner, der ikke har råd til at holde ansatte beskæftiget på anden vis. Men jeg er glad, og det gør mig fortvivlet over mit uddannelsesvalg. Det, tror jeg egentlig også, er en del af meningen.
(C) Hver mandag og Karl Emil Rosenbæk, født 1987, uddannet fra Forfatterstudiet i Bø, cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og jobsøgende.