Emmanuel Macrons genfødsel

Hårde tider. De seneste par år har ikke været lutter lagkage for den franske præsident Emmanuel Macron. I 2017 blev han ellers næsten skubbet ind i Élyséepalæet af den bølge af entusiasme, han havde fået skabt med sin nye politiske bevægelse En Marche!, der senere blev til partiet Le République En Marche! Han udraderede de gamle magtpartier og slog den yderste højrefløj stort i den sidste præsidentduel. Men så ramte den franske virkelighed. Macrons reformglæde blev ikke modtaget godt af de blodrøde fagforeninger, der i flere omgange har strejket i hans præsidentperiode, en bodyguard bragte ham ud i en skandale, hans populære miljøminister forlod regeringen, fordi regeringen ikke var grøn nok, og de gule veste vendte for alvor folkestemningen mod ham. Væk var entusiasmen bag Macron og tilbage kun beskyldninger om at være de riges præsident og forfærdelige meningsmålinger. Macrons politiske projekt så ud til at brænde hurtigere ned end Notre Dames tag på en aprilaften, og da hans europæiske liste Renaissance pludselig måtte se sig slået til EU-valget af Le Pens parti fra den yderste højrefløj, så det for alvor skidt ud for præsidenten.

Renæssance. Og dog … for selvom Macron tabte snævert til højrefløjen, så var hans parti det eneste, der så ud til at kunne konkurrere med Le Pen, og det har givet Macron fornyet mulighed for at iscenesætte sig selv som bolværket mod den populistiske højrefløj. Endvidere er de gule veste nu næsten forsvundet fra gaderne, og pludselig ser det ud til, at Macrons projekt skal blive genopbygget fra asken. Målinger viser nu, at ca 40 pct. af de franske vælgere er tilfredse med Macrons præsidentskab. Det er både pænt i fransk kontekst og ca. dobbelt så godt som da de gule veste-demonstrationerne var på sit højeste. Samtidig har hans værste modstander, Le Pen, fået en retssag på nakken, fordi hun har delt billeder af IS-drab. Pludselig ser det godt ud for Macron.

De riges præsident. Men der er stadig massive bump på vejen for Emmanuel Macron. For EU-valget afslørede også, at Macron måske er blevet genfødt som det, kritikerne hele tiden har beskyldt ham for at være: De riges præsident. Dykker man ned i tallene, kan man se, at Macrons vælgerbase nu i langt højere grad findes på centrumhøjrefløjen. Til sammenligning var det centrumvenstrevælgere, der fik ham valgt i 2017. Hans nye vælgere er rigere, og de er ældre. Det er ikke gode nyheder for Macron, der har brug for de unge, optimistiske centrum-venstrevælgere for selv at kunne se progressiv ud. Mange tidligere Macron-vælgere så ved EU-valget ud til at være kravlet over til De Grønne, der blev det tredje største parti. Det er ikke holdbart for Macron. Da Frankrigs premierminister, Édouard Philippe, onsdag holdt tale til parlamentet for at udlægge regeringens plan for det næste år, var det da også tydeligt, at målet nu er at hente de grønne vælgere hjem. Philippe lovede, at regeringen tager hånd om den ”miljømæssige nødsituation”, og at klimapolitik kommer til at være afgørende for regeringen. Desuden blev der lovet flere gaver til lav- og mellemindkomstgrupper, og den progressive fane blev vist med et løfte om at droppe lovgivning, der forbyder singlekvinder og lesbiske at blive insemineret. Macron har desuden været hovedkraften bag, at den liberale gruppe ALDE i Europa-Parlamentet har fået nyt navn. Nu hedder den Forny Europa, og ordet liberal indgår ikke i gruppenavnet. Det skyldes, at liberal i Frankrig opfattes som et synonym for ond ultrakapitalisme, og det kan en mand med Macrons rygte ikke holde til at blive sat i bås med. Sagt med andre ord forsøger Macron nu at få sin gamle base tilbage og på den måde genvinde den entusiastiske opbakning, som han desperat har brug for for at kunne gennemføre sine omfattende reformer af det franske samfund. /Andreas T. Kønig