Nyhedsanalysen

Støjberg er den fælles fjende

(ARKIV) Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i åbent samråd om beslutningen undtagelsesfrit at adskille ægtepar på asylcentre, hvor den ene ægtefælle er under 18 år, i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, fredag den 23. juni 2017. Den ulovlige adskillelse af unge par på asylcentre er bragt ind i regeringsforhandlingerne. Det kan ende med en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det skriver Ritzau, torsdag den 13. juni 2019.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Hvis man ikke kan blive enige internt, må man forene kræfterne udadtil: Det tegner derfor til et sjældent dramatisk efterspil for fortsat fungerende udlændingeminister Inger Støjberg og Venstre, nu hvor Socialdemokratiet og de sandsynlige støttepartier har åbnet op for at ville nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave hendes juridiske ansvar i sagen om ulovlige adskillelser af unge asylpar.

Ombudsmanden har for længst konkluderet, at den instruks, som hendes ministerium forsøgte sig med, var i strid med forvaltningsloven. Han har kaldt fremgangsmåden for ”særdeles kritisabelt”. I de efterfølgende samråd i Folketinget ser Støjberg ydermere ud til at have forbrudt sig mod ministeransvarlighedsloven ved at give vildledende oplysninger. Sådan lyder anklagerne.

Hidtil har Inger Støjberg dog været fredhellig i Folketinget: Dansk Folkeparti har holdt hånden over hende. Holdningen fra DF’erne var, at uanset om adskillelsen af unge asylpar formelt var ulovlig, så var den politisk rigtig. Derfor har der ikke været flertal for at stille Støjberg til ansvar for ulovligheder, som ellers både Ombudsmanden og de hidtidige oppositionspartier har ment, at hun har begået.

Den ulovlige instruks, som blev udsendt som en pressemeddelelse 10. februar 2016, pålagde Udlændingestyrelsen at adskille asylpar, hvis den ene part var under 18 år. Men som Folketingets Ombudsmand har konkluderet, er fremgangsmåden ulovlig, fordi alle borgere har ret til en individuel vurdering, og myndighederne således ikke kan administrere kollektivt. Det er et fundamentalt princip i retsstaten.

Da de ramte asylpar i sagens natur alle er udenlandske asylansøgere – og sågar par, hvoraf den ene har været mindreårig, heraf spin-betegnelsen ‘barnebrude’ – har de borgerlige partier valgt at se igennem fingrene med ulovlighederne. Det tidligere, borgerlige flertal har ganske enkelt ikke haft problemer med forskelsbehandlingen.

Valget sidste onsdag har dog ændret magtbalancen. Pludselig kan Støjberg ikke længere gemme sig bag et flertal, og nu handler regeringsforhandlingerne i stedet om, hvordan hun skal stilles til ansvar: ”Vi står naturligvis ved, at der er behov for at undersøge Inger Støjbergs håndtering af denne sag nærmere,” siger Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, som dermed for første gang i forhandlingerne i Landstingssalen kommer de mulige støttepartier i møde på et konkret punkt. Tilmed i de vanskelige drøftelser om udlændingepolitik.

Radikale er klare i mælet – og ser tydeligvis en mulig rigsretssag mod Inger Støjberg som et politisk trofæ: ”Lov og ret er rigtig vigtig for Radikale Venstre. Det var det før valget, og det er det efter valget. Det her handler ikke om Inger Støjberg. Det handler om, at alle skal overholde loven, og det skal undersøges,” siger gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen, som sidder med i forhandlingerne om en ny S-regering sammen med politisk leder Morten Østergaard.

En rigsretssag er dog ikke nært forestående. Først skal der nedsættes en undersøgelseskommission, som formelt ikke kan afgøre ministres juridiske ansvar, men kun kortlægge de faktiske forløb. Hvis et flertal i Folketinget derefter – altså på baggrund af rapporterne fra en eventuel undersøgelseskommission – vurderer, at ministeren har begået ulovligheder, ja, så kan der igangsættes en egentlig rigsretssag.

Perspektivet er højdramatisk for Inger Støjberg, men også for Venstre. Hvis kulegravningen ender med en rigsretssag – den kun sjette i danmarkshistorien og den første siden den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen blev dømt i Tamilsagen, i øvrigt også for at behandle asylansøgere ulovligt – vil den nu 46-årige Inger Støjberg i sagens natur være færdig i dansk politik.

Men reelt sidder hun allerede på anklagebænken. Da sagen under alle omstændigheder vil tage flere år, må hun fra og med i dag vurderes til at være ude af enhver kabale om det fremtidige lederskab i Venstre. Fra at have været Venstres gyldne trumfkort i udlændingepolitikken, er Inger Støjberg på blot en uge forvandlet til en politisk paria. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12