Mange af os på redaktionen er gamle nok til at huske dengang, klimakrisen var et hysteri hos hippierne. Det var dengang i 80’erne og 70’erne, hvor det mest handlede om biler, olieudslip fra tankskibe og skrald i naturen, og dengang hvor dem, der håndhævede det, gik i islændinge-sweatere og havde æg i skægget. Det var frygteligt. Selv for et barn virkede de bedrevidende og selvretfærdige og var en uafrystelig sten i skoen på enhver skoleudflugt.
Nu er der kun én ting, der er værre end bedrevidende og selvretfærdige mennesker, og det er, når de får ret, så derfor har de seneste 10-20 år været en umenneskeligt hård erkendelsesproces for alle os, der ikke lige var om bord på Rainbow Warrior i 80’erne. Ikke alene har vi skullet forstå og acceptere, at klimakrisen truer hele vores eksistens, og at vi selv er ude om den, vi har også skullet indrømme – fodslæbende, mumlende og med pludselige raseriudbrud – at hippierne havde ret. At de havde fat i den lange ende, og hvis vi ikke alle sammen begynder at opføre os lidt, som de har prædiket siden 70’erne, dør vi alle en langsom og pinefuld død. Ikke bare os mennesker, men hele kloden. Det står desværre soleklart. For flere og flere.
Det er en global tendens. I midten af 00’erne var andelen af klimaskeptikere ret stabil omkring de 25 pct., men med en let stigende tendens frem mod 2010. Landene imellem var der naturligvis variationer, hvor særligt de Østeuropæiske lande lå højt, mens andelen i de sydamerikanske lande og resten af Europa lå på omkring 15 pct. Men siden 2010 er der gudskelov sket noget, og andelen af klimaskeptikere varierer nu fra i enkelte lande af udgøre 1 pct. af befolkningen, (Sverige, selvfølgelig) til hvor den er værst (fx. USA) at begrænse sig til 14 procent, og der er faktisk næsten lige så mange, som tror på, at jorden er flad – måske er der ligefrem en sammenhæng.
Skeptikerne – eller benægterne – fordeler sig stadig i aldersgrupper, men én overordnet tendens springer i øjnene: Det er ikke så overraskende, at færre unge er klimaskeptikere, og at andelen stiger med alderen, men det er lidt bemærkelsesværdigt, at der bliver betragteligt færre at dem, der i gallups klima-barometer kaldes ‘cool skeptics’ hos de ældste adspurgte. I aldersgruppen 65 og derover når man tilbage på et niveau som de 30-årige.
Men overordnet er det en uomtvisteligt god nyhed for kloden, at der breder sig en konsensus på det område. Nu kan politikken så forhåbentligt også komme efter det, og man kan håbe, at dette klima-valg i disse timer, hvor regeringsforhandlingerne gløder, også vil munde ud i en reel politik – alle muligheder er der i hvert fald.
Det kræver naturligvis bare, at vi effektivt får lukket munden på de der ”hvad-sagde-jeg”-typer fra 80’erne og 70’erne, fordi ellers er der en reel fare for, at det løber ud i ingenting. Det ville der i hvert fald være, hvis vi sad og forhandlede, men heldigvis har vi her i weekenden fundet et rystende hold-kæft-bolsje til dem. Vi tror nemlig på korrelation hos mennesketyper, og vi har en klar mavefornemmelse om, at den samme type, vi har haft problemer med at give ret, er storforbruger af helsekostforretningernes fine krystaller – du ved, de der man kan have i lommen, og som kan forbinde dig til Moder Jord. Krystalsalget er steget voldsomt de senere år, men nu viser det sig, at stenene er udvundet under stærkt kritisable omstændigheder både for klimaet og arbejdsforholdende i de lande, hvor langt de fleste findes. Så næste gang du møder typen, så spørg lige, hvor hun har købt sin rosakvarts – og så tager du den derfra. /Lasse Lavrsen