Pausens kraft

”Måske har vi i virkeligheden bare taget en af vores berømte pauser. Når vi har haft en pause eller de få gange, vi har været uvenner, er vi altid endt med at sidde oppe i min seng med hver vores kaffe med fløde og sukker og kigget på hinanden.
‘Så sidder vi her igen,’ siger Ditte.
‘Ved du hvad, du er den hæmoride, jeg aldrig kommer af med.’”

Linse Kesler, Slap dog af: Linses guide til et godt liv

For det utrænede øje ligner pausen en indgroet del af menneskets ufuldkommenhed. Tænk, hvad vi ikke kunne udrette, hvis det ikke var for alle de kaffepauser, smøgpauser, frokostpauser. Hvad ville vi ikke kunne nå at sige, om vi ikke skulle stoppe op og tænke eller sige øh-bøh? Hvad ville vi ikke kunne nå at skrive, hvis det ikke var for alle de satans pausekommaer? Hvor meget kunne vi ikke have elsket, om der ikke havde været brug for en ‘pause’ i det forligste parforhold. Pausen er en produktivitetsdræber af den slags, der allerede burde være blevet forbudt i konkurrencestaten.

Men det trænede øje vil se, at pausen ofte er yderst produktiv. For djævlen ligger i detaljen, og detaljen ligger i pausen. Det er i kaffepausen, man finder inspiration, i stilheden man forfører sine tilhørere, i kommaet man definerer sætningen, og i fraværet man lærer sin elskede at kende. Det er jo derfor, Ditte og Linse altid finder tilbage til hinanden. Kun i pausen ved de, at de har brug for hinanden.

Men den gode og elegante pause er også en kunst. For det er i sagens natur ikke alle pauser, der er produktive. Hvis vi vil kende hemmeligheden bag den gode pause, kan vi passende vende os mod Barack Obama. Ingen kunne holde pauser som ham. Når han holdt taler, brugte han pausen til at guide publikum til at gøre eller føle noget specifikt. Han brugte stilheden til at indikere, at han var sjov, at han var trist, at der skulle klappes, at der skulle tænkes. Få andre kan få 13 sekunders pause midt i en tale til at fremstå stærkt og tankevækkende fremfor pinligt. Der findes nemlig også øjeblikke, hvor pausen fejler monumentalt. Se fx den republikanske Marco Rubios vandpause tilbage fra 2013. Autch …

Pause i regeringsforhandlingerne

Humlen er altså, at den gode pause er gennemtænkt og effektfuld. Uanset hvilken slags pause der er tale om. Grunden til, at vi overhovedet har så travlt med at tale om pauser, er, at vi simpelthen er spændte på at finde ud af, om gårsdagens pause i regeringsforhandlingerne kommer til at vise sig at være en Obama eller en Rubio.

Umiddelbart kunne noget se ud til, at gårsdagens manglende mødeaktivitet i Landstingssalen på Christiansborg kommer på baggrund af, at parterne har haft brug for at trække sig tilbage for at skrige ned i en pude af ren arrigskab over, at de andre ikke vil give sig. I Ekstra Bladet rapporteres det i hvert fald, at der hos de røde partier er stor utilfredshed med den Radikale leder Morten Østergaards ageren. Kilder fortæller til dagbladet, at Radikale har mere travlt med at fremhæve problemerne, og i Politiken (betalingsmur) konkluderer man, at Østergaard forsøger at møve sig ind i en regering.

Måske netop derfor har Mette Frederiksen haft brug for at trække stikket en dag. Der har været brug for at stække Østergaards retoriske offensiv med stilheden. Som flere medier påpeger, har der med garanti også foregået forhandlinger i går gennem andre kanaler end de officielle, og måske er der brug for en sådan ændring i dynamikken for at kunne finde hinanden.

Hvis forhandlingerne ender med enighed og en regering, vil vi nok huske dette øjeblik som en Obama-pause. Ender det hele med at falde på gulvet, så vil det være Mette Frederiksens Rubio-øjeblik. Men mon ikke Frederiksen for nu håber, at Østergaard snart indfinder sig i forhandlingslokalet igen med ordene ”så sidder vi her igen,” så Frederiksen kan svare på bedste Linse-manér. /Andreas T. Kønig