Lige nu er der ikke andet at gøre end at afvente og eventuelt bide negle

”I’m not a girl/ Not yet a woman/ All I need is time/ A moment that is mine/ While I’m in between”

Britney Spears, 2002

Retter vi blikket mod den politiske scene, er det et temmelig spændende døgn, vi er gået ind i. Eller kan man kalde det et mellemdøgn? Tiden bæver og dirrer, hvis ikke den ligefrem nærmest står stille. I dag, torsdag, mødes lederne af EU’s 28 lande for at blive enige om, hvordan unionens topposter skal besættes. Nu siger kommentatorerne, at konkurrencekommissær Margrethe Vestagers chancer for at blive formand for EU-kommissionen efter Jean-Claude Juncker er for nedadgående. Men alle, der deltager i udvalgsarbejde eller sidder i antenneforeninger eller små bestyrelser, ved jo, hvordan det foregår: Nogle gange er der oplagte forslag, som bliver syltet eller sparket til hjørne til fordel for det næstbedste eller tredjebedste bud, fordi det er det, der kan skabes konsensus om. Margrethe Vestager er ikke den typiske konsensuskandidat. Lige nu er der ikke andet at gøre end at afvente og eventuelt bide negle.

Hjemme i Danmark er forhandlingerne om en socialdemokratisk ledet regering gået ind i en mere eksplosiv, ja, måske smådesperat fase, fordi industriferien nærmer sig som et gennemgående lyntog. Onsdag aften kom Enhedslisten og SF ud fra forhandlingerne med beskeden om, at de er blevet enige med Socialdemokratiet og kongelig undersøger Mette Frederiksen om at reducere udledningen af klimagasser med 70 pct. i forhold til 1990. Radikale Venstre var ikke med på aftalen, for ifølge formand Morten Østergaard forelå der en aftale mellem forhandlingsparterne om, at man ikke offentliggør delaftaler, men venter til der er en samlet pakke. ”Man løber ikke om hjørner med os. Når vi har sagt, at vi ikke offentliggør delaftaler, så gør vi det ikke,” sagde Østergaard: ”Vi vil ikke indgå aftaler på enkelte områder, før vi er sikre på, at vi har en regering, der også kan føre det ud i livet.”

Lige nu er der ikke andet at gøre end at afvente og eventuelt bide negle.

Undgå ventetid, stop tiden

Al den venten. Gad vide, om det ville hjælpe noget på det store billede, hvis vi på en eller anden måde kunne se bort fra det tikkende ur. Flere ting taler imod. Tag sådan en som musikeren Prince. Han var kendt for ikke at fejre sin fødselsdag. ”Jeg fejrer ikke fødselsdage, så det afholder mig fra at tælle dagene, hvilket afholder mig fra at være opmærksom på tiden, hvilket gør, at jeg ser ud på samme måde, som jeg gjorde for 10 år siden,” sagde han i et talkshow i 1999. Der var noget om snakken: Bortset fra at Prince havde hofteproblemer så han jo ikke ud til at ældes synderligt. Til gengæld var han kun 57 år, da han drattede om og døde i sin elevator i Paisley Park d. 21. april 2016. Hvis der er noget, tiden vil skide på, så er det forfængelighed.

Så er den idé, som indbyggerne på den lille norske ø Sommarøy går og brygger på, mere interessant. Det er ikke et forfængelighedsprojekt, men på en måde sund fornuft tilført lidt magisk realisme: De vil afskaffe tiden.

”Over hele verden er folk preget av stress og depresjon,” udtaler øboen og intiativtageren Kjell Ove Hveding til NRK. ”I mange tilfeller kan dette knyttes til følelsen av å ikke strekke til, og her spiller klokken en rolle. Vi vil bli en tidsfri sone hvor alle kan leve livet til det fulle.”

Sagen er, at Sommarøy ligger i Tromsø Kommune, som befinder sig nord for polarcirklen. Fra 18. maj til 26. juli går solen ikke ned, og når der er konstant dagslys, er det i forvejen svært at holde styr på tiden, hvis man altså ikke har et ur på sig. ”Midt om natten, på et tidspunkt som byboer normalt kalder klokken to, kan du se børn, der spiller fodbold, folk der slår græs eller maler deres hus,” siger Kjell Ove Hveding til CNN, der også har fattet interesse for projektet.

Indbyggerne på Sommarøy vil forsøge at få det norske Storting til at tage stilling til, om øen kan blive løsrevet fra sin tidszone. Det er nok det rette sted for et pilotprojekt af den karakter. Hvis det virker, kan man jo prøve at sætte tiden ud af kraft andre steder – til at begynde med bare en enkelt dag om ugen. Hvis det så fungerer, kan man overveje at implementere den tidløse dag på ugentlig basis, ligesom man i visse kommuner allerede leger med tanken om den kødfri dag. Nu tænker vi bare højt.  /Oliver Stilling