Vestager blev offer for kompromisets forbandelse

Det kan ikke være nemt at være politiker i det nye Europa. Politik har altid været kompromisets kunst, men det mudrede politiske landskab, som er skyllet ind over kontinentet, har ikke ligefrem gjort det lettere at navigere sig frem til den gode gyldne middelvej. Væk er tiden, hvor det hele var business as usual med de store gamle magtpartier, og i stedet er der opstået en tidsalder, hvor særdeles pluralistiske politiske flertal fordrer lange, besværlige forhandlinger og mystiske kompromisløsninger.

Et eksempel herpå er selvfølgelig de danske regeringsforhandlinger. Hvis Mette Frederiksen ikke præsenterer en regering inden mandag, har det været de længste regeringsforhandlinger, siden Schlüter i 1988 brugte 24 dage. Lige nu ser det også ud til, at Frederiksen har gode muligheder får at slå Anker Jørgensens rekord fra 1975, hvor der skulle bruges hele 35 dage. Den slags besværlige forhandlinger ser man lige nu mange steder i Europa. I Sverige havde de særdeles svært ved at nå frem til en regering, i Italien måtte de som kompromis indsætte en udefrakommende teknokrat som premierminister, og i Storbritannien er de konservatives frygt for at implodere som parti ved at sende hele landet i hænderne på bombastiske Boris.

EU-ledere finder ingen nye EU-ledere

Også i Bruxelles mærker man de nye tider. Ved et topmøde i nat fejlede EU-ledere i at vælge EU-ledere, og dermed finder vi ikke i denne omgang ud af, hvem der skal være formand for kommissionen og formand for Det Europæiske Råd.

Faktisk var lederne uenige i en sådan grad, at de ikke engang var enige om, hvordan de var uenige. Politico rapporterer, at franske Emmanuel Macron efter mødet fortalte, at de tre spidskandidater fra Europa-Parlamentets største grupper nu var fuldstændig ude af ligningen: ”De er blevet ‘taget ud’ i aften, og det giver os muligheden for at relancere processen,” sagde Macron. Det er umiddelbart dårligt nyt for danske Margrethe Vestager, der netop er spidskandidat for parlamentets liberale gruppe, og som i øvrigt tidligere har nydt opbakning fra den franske præsident.

Tyske Angela Merkel var mindre bombastisk i sine udtalelser. Hun fortalte blot, at der ikke var flertal for nogen af de nuværende kandidater, men hun var også åben over for den mulighed, at det kan ændre sig.

Faktum er dog, at Vestagers chancer ser pauvre ud. Nu skal formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, bruge de næste ti dage på at komme med forslag til nye kandidater der vil kunne samle opbakning blandt både stats- og regeringscheferne og europaparlamentarikerne. Det er svært at se Vestager genopstå efter den proces.

Men at finde en ny bliver heller ingen nem opgave, og det har igen at gøre med det mudrede politiske billede. For 5 år siden, da nuværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker blev valgt, gik det mere gelinde. Han var spidskandidat for parlamentets største parti EPP. Sammen med socialdemokraterne, S&D, havde EPP flertal i parlamentet, og Juncker lavede derfor en lokumsaftale med sosserne. Det sikrede ham flertal i parlamentet, og regeringscheferne sagde god for den løsning. De to store partier har ikke længere flertal, og ligesom regeringscheferne ikke kan blive enige, ser der også ud til at være langt til en kompromis i parlamentet. Alt tyder på, at det såkaldte spitzenkandidaten-system i nat afgik ved døden, og at der i stedet skal findes en kompromiskandidat, som alle sådan nogenlunde kan leve med.

Kompromisets forbandelse

Et kompromis er som udgangspunkt en positiv ting. I Danmark har vi fx en lang tradition for at lave kompromispolitik over midten, og for at være lidt selvglade vil vi sige, at det sgu da er gået meget godt.

Men kompromis er ikke altid godt. Det er især ikke godt, når der er for mange bagere i bageriet, der alle forventer at få en bid af den politiske kage. For umiddelbart ligner de nuværende forhandlinger noget nær den værste rekrutteringsproces, man kan tænke sig. Det er sandsynligt, at man ikke ender med den bedste kandidat, men i stedet ender med en, der ikke som sådan gør nogen fortræd. Det bliver hverken fugl eller fisk.

Det er i sandhed kompromispolitikkens forbandelse. Den kan blive udvandet. Det er måske sundt nok, når det handler om lovgivning, men når man skal hverve en enkelt person til et af verdens vigtigste job, så skal det være en vare fra den øverste hylde.

Retligt skal det siges, at kompromisset også kan blive, at man vælger en, der er så velegnet, at ingen kan tillade sig at sige nej. Konkret vil det være svært at afslå Mutti Merkel, hvis hun pludselig skulle være kandidat, som den franske præsident fx har forslået. Det har hun dog indtil videre afslået. /Andreas T. Kønig