En mand i lejren, Mohamed Abdel Fatah, har flere gange bedt mig om at interviewe ham. Han er stille insisterende, og da jeg endelig får tid og finder en oversætter, er han ydmyg og taknemmelig. Han er en af de ældre mænd herinde, en familiefar, men uden familie. Han holder sig mest for sig selv, ser tynget ud, helt bogstaveligt: Han går foroverbøjet, langsomt, som om han bærer på noget meget tungt i sit indre. Det viser sig, at han er blevet afskåret fra sin familie, som er i Finland. Han har fire børn, og konen har gigt. En af hans døtre er lam i den ene side.
»De har brug for mig, de har brug for min hjælp.« Hans stemmeføring er lav og behersket. »Selvfølgelig har de brug for mig.«
De har boet i Yemen, og alle deres penge gik til konens og børnenes flugt. Da han havde penge nok, kom han bagefter, men strandede her i Danmark. Han må ikke komme til Finland, hans sag skal behandles her. Indtil videre må han vente i et telt.
Centernyt
Det er som om, centret har fået en ny start. Securitas-firmaet er stoppet, og der er blevet ansat 12 nye medarbejdere, som primært skal stå for nattevagterne. Nogle beboere siger, det er mere kaotisk, andre siger, det er mere roligt. Det er i hvert fald anderledes. Man ser flere blå personalejakker, der er flere hænder til at hjælpe beboerne. Stillingen som leder af centret er slået op, pladsen udfyldes i øjeblikket af Lars Enevold Andersen fra Hanstholm Asylcenter.
Alle toiletter og bade er blevet skiftet ud til nogen, der er bedre isoleret.
Lige for tiden er der ikke så stor udskiftning i beboerne på centret, 57 af mændene har været her i tre måneder og tre uger. Mange af de midlertidige pladser i campinghytter landet over lukker ned, nu når feriesæsonen starter. Det er primært familier, der har boet der, og derfor skabes der flere familiepladser på de permanente centre, hvilket blokerer for de enlige mænd i teltlejrene.
Asylcentrets egen skole er endelig blevet bygget op i form af en pavillon på det, der hedder ‘Herrens Mark’, et stort græsareal der grænser op til asylcentret. Indtil videre er undervisningen foregået i madteltet, i bunden af sovesalen og i lånte lokaler hos Beredskabsstyrelsen. Forhåbentlig åbner skolen efter påske.
Slåskampe
Der er stadig slåskampe. Så sent som for en uge siden var der et masseslagsmål i madteltet. Men generelt er der opbakning fra asylcentrets beboere, som hurtigt alarmerer personalet, når der er optræk til ballade. Når man spørger for sig, siger folk stadig, at det er dem, der har bedt om såkaldt deport, altså frivillig hjemrejse, som står bag de fleste konflikter.
»Så snart de beder om deport, burde de blive sendt et andet sted hen at bo, væk fra os andre. Når de først har besluttet at tage hjem, har de intet at miste her, og så kommer problemerne.«
Fyren der siger dette, vil ikke have sit navn frem, han vil ikke blandes ind i noget.
»De, der spiller volleyball og springer først op på scenen til open mic-aftenerne, er de samme, som laver ballade. De har en masse energi, vi skal bare finde på noget mere at lave til dem,« siger medarbejder Robert Senftleben.
En af de mest populære måder at fordrive tiden på var tidligere fitness. Men træningscentret er lukket ned for den åbne tilgang, da nogen fra lejren stjal fitnesskort fra de lokale. Nu må asylansøgerne kun komme der fem personer ad gangen klokken 11 til 13, og kun i følgeskab med en medarbejder fra asylcentret.
Frivillig hjemrejse
Jeg vil meget gerne tale med nogle af de ballademagere, som venter på en billet til hjemlandet, men bliver i stedet sat i kontakt med en mere fredelig fyr, som er i samme situation. Han hedder Hatef Mohammadi og er bodybuilder af den type med svulmende muskler omkring nakke og hals.
Han kommer fra Iran og vil først og fremmest gerne hjem til sin mor. Dernæst vil han hjem, fordi han ikke kan holde teltlivet og fattigdommen ud længere, han har været her i næsten fire måneder nu. De problemer, han havde i Iran, må han finde en løsning på der, siger han. Den sidste begrundelse har jeg ikke hørt før: Han føler sig ikke velkommen i Danmark. Han beskriver den racisme, han har oplevet: Fuckfingre og skrid hjem-tilråb, ydmygende ting. Det værste skete på et diskotek i Thisted, hvor nogle unge danske fyre venligt rakte øl til ham og nogle andre asylansøgere. Men ølflaskerne var tomme, og den fremstrakte hånd var endnu en fuckfinger.
»De ved godt, vi ingen penge har,« siger Hatef Mohammadi. »Og det drillede de os med.«
Aktiviteter
Lediggangen og ventetiden tærer på asylansøgerne. Nogle er gode til at dulme symptomerne ved at melde sig til aktiviteter og ture. Andre forsumper. En fyr har været til psykolog og fået at vide, at han sover for meget, og at hans psykiske problemer kan afhjælpes ved aktivering. Så nu er han og en lille gruppe i gang med at anlægge en have for enden af den yderste teltrække. I første omgang skal den træflis, der dækker jorden, væk, så de kan komme ned til mulden. Der er solskin, og tre mand graver, mens lige så mange ser på, og der diskuteres, hvilke afgrøder her skal være:
»Blomster, æbler, appelsiner,« siger en af dem. De griner. »Ok, jordbær så,« siger han. Det er selvklart for koldt til appelsiner.
Nogle andre peger: »Kartofler hér og tomater dér,« og så snakker de om det drivhus, der også er planer om at bygge.
»Det er jeres fest…«
En fyr fra Beredskabsstyrelsen kommer slæbende med en bunke forskellige brædder.
»Det er alt, hvad jeg kan skaffe,« siger han til en af de arbejdende mænd, Max fra Iran.
Det viser sig at være træ, der skal bruges til at lave bål på stranden med i aften for at markere begyndelsen på det persiske nytår.
»Men hvordan skal jeg få det derned?« spørger Max.
»Det er jeres fest, så det må I selv finde ud af,« siger manden fra beredskabet, men tilføjer at de gerne må låne trillebøren.
»Vær nu forsigtige og pas på hinanden,« siger den unge mand med sin dybe, jydske røst, inden han går tilbage gennem hegnet til Beredskabsstyrelsens område.
Chaharshanbe Suri
Nytåret kaldes Nowruz og varsler forårets komme. Det falder meget præcist efter den persiske kalender, afhængigt af hvor man befinder sig i verden. I Danmark falder det i år klokken 05.30.12 søndag den 20. marts.
Milad støder til. Han fortæller, at han har skaffet noget fyrværkeri.
»Nej, det er for farligt,« siger Max, som er ældre og mere besindig. De to har været i lejren lige længe, næsten fire måneder. Max har boet i Italien i 20 år og i Danmark i to år. Han har en bror i Horsens, og da han besluttede at søge om opholdstilladelse i Danmark, opgav han sin italienske identitet og blev sendt her til lejren. Hans rigtige navn er Mansour.
»Brava,« siger han på italiensk, da det lykkes mig at stave navnet rigtigt i første forsøg.
Han har boet i Torino, arbejdet på en bilfabrik og haft et minimarked og en restaurant med iransk mad, som gik ned: »Dér startede min nedtur.«
Hans to år i Danmark har sat sig sine spor: »For helvede mand,« lyder det imellem persiske og engelske gloser.
Fejringen i aften kaldes Chaharshanbe Suri og foregår altid på den sidste onsdag i det gamle år. Der skal bygges syv små bål og et stort, fortæller Max. Det er et renselsesritual, hvor man hopper igennem de syv små bål, og ilden brænder alt det gamle års frygt og dårligdomme væk.
En asylsøgende dansker
Max er ikke den eneste dansktalende asylansøger her.
Sayed Razi Hadi har boet i Danmark i 17 år og taler sproget flydende. Han har tidligere drevet et pizzeria i en lille jysk by og haft en kolonihave, hvor han dyrkede sine egne grøntsager. Han havde marsvin og kaniner til sine to børn, en dreng og en pige. Alt gik godt. Men en dag på jobbet besvimede han pludselig.
»Mit hjerte forsvandt,« siger han. »Der kom folk løbende ind i butikken: ‘Hvad er der sket!?’ ‘Jeg tror, jeg har mistet mine børn,’ sagde jeg, ‘jeg kan mærke det’.«
Han skyndte sig hjem til familiens lejlighed, og den var tom.
»Jeg kunne ikke holde mig oppe rigtigt, for jeg fik et stort chok. Kunne ikke finde ud af det – hvor er jeg henne? Hvad laver jeg her? Jeg tog til politiet, og de behandlede mig dårligt. ‘I afghanere og flygtninge er altid dumme ved jeres damer,’ sagde de.«
Græder hver nat
Men havde din kone forladt dig?
»Ja. Min kone havde taget børnene og rejst væk. Og der var ingen forklaring. Jeg følte mig håbløs. Jeg græd og græd og græd. Højere og højere og højere. Fordi hvis jeg ikke græd, ville det være som selvmord, jeg ville måske dø af chokket.
Jeg ringede til kommunen og politiet, men de havde ingen forklaring.«
Sayed virker skrøbelig, når han taler om sin fortid. Han ryster, han sænker stemmen til en utydelig mumlen, og hans vejrtrækning bliver tydeligt besværet.
Han fortæller om at kæmpe for sine børn, men alligevel miste kontakten til dem. Om at føle sig modarbejdet og forfulgt af systemet. At han græder over savnet hver nat. Han siger, at han aldrig har været voldelig og altid har hjulpet sin kone.
»Jeg fik et stort chok. Jeg kunne ikke finde den rigtige vej, kunne ikke se en fremtid. Så jeg fik en depression.«
En pose med dansk jord
Først var han hjemløs, så boede han uden el og varme og uden at spise. Han var tæt på at dø af sult, da kommunen skred ind, og han blev akut indlagt.
Da han rejste sig fra sygesengen igen, traf han en beslutning: Han ville tilbage til sit hjemland. Han gik op til kommunen og frasagde sig sin danske opholdstilladelse.
»Er du sikker?« spurgte de.
Det var han, og han rejste tilbage til Afghanistan efter 17 år i Danmark.
»Jeg troede, at når jeg kom til Afghanistan, ville jeg få fri luft og et frit hjerte. Men da jeg kom til Afghanistan savnede jeg Danmark allerede efter en uge. Måske vidste jeg, at jeg ville komme til at savne Danmark, for jeg havde taget lidt dansk jord med i en plastikpose.«
Du havde dansk jord med?
»Ja, jeg har mine børn her i Danmark, så selvfølgelig. Jeg tog lidt jord og indsnuste, aaah, dejligt: Mit land. Når jeg trængte til ro i Afghanistan og lugtede til den danske jord, var det som medicin, som en Panodil imod mit savn. Så håbede jeg, jeg kunne falde lidt til ro og sove godt. Men det kunne jeg ikke.«
Afghansk dansker eller dansk afghaner
Sayed er blevet mere dansker, end han selv troede, og sådan blev han også opfattet i Afghanistan. Han blev mistænkt for at »arbejde for danskerne« og følte ikke, han var i sikkerhed, så han rejste tilbage. Her endte han i Sandholm, som sendte ham til teltlejren i Thisted. Nu venter han på, at hans sag skal blive taget op.
Da jeg første gang så Sayed her i lejren, kunne jeg se, han skilte sig ud.
Det var i starten af februar, og han havde kun været i Thisted i en uge og i Danmark i en måned. Det er svært at sige hvorfor, men der var noget “dansk” over måden han fremstod. På grund af hans store kendskab til dansk kultur og sprog, er han blevet en stor hjælp for asylcentret. Han tolker, han udreder misforståelser, han tegner med børnene. Men som det også er sket med nogle af de andre “medhjælpende beboere,« har det gjort ham upopulær blandt nogle få af de andre beboere. De mistænker ham for at være spion for det danske system, og han er blevet truet med at få halsen skåret over. Han bor i salen, og i perioder er det svært for ham at sove.
Vi ejer ikke hinanden
For nyligt har Sayed fået sit eget program, hvor han underviser dem, der har lyst, i dansk kultur og traditioner. Blandt andet fortæller han om ligestilling imellem kønnene, et nærmest uforståeligt fænomen for nogle af dem.
»Jeg fortalte nogle af dem, at hvis du vil sove med din kone her i Danmark, og hun siger nej, så betyder det faktisk nej. Så grinte de: ‘HAHAHA, det er dumt, vi gør det bare alligevel.’ Så sagde jeg til dem: ‘Hvis du gør det, er det voldtægt, og hvis du voldtager nogen her i Danmark, kommer du i fængsel, og når du kommer i fængsel, vil de andre i fængslet voldtage dig!«
Så da du sagde, at man skal spørge kvinder om lov før sex, så syntes de, det var sjovt?
»Ja, de grinede. De syntes, det var sjovt.«
»Jeg prøvede at forklare dem, at her i Danmark kan man ikke eje hinanden. Vi ejer ikke nogen. Vi må ikke slå vores børn, vi må ikke slå vores damer eller presse dem til noget.«
»Jeg siger de skal huske, at danskerne ikke har inviteret os. Vi er kommet selv. Og her er nogle regler, vi skal acceptere. Hvis du tænker, at du ejer din dame, er din plads ikke her i Danmark. Hvis du tænker, at du ejer dit barn, er det også dårligt. Selv hvis du har en kat, må du ikke brække benet på den, så kommer politiet. Hvis du slår dit barn, tager staten barnet fra dig. Jeg siger nogle gange: Her i Danmark bestemmer først børnene. Derefter damen. Bagefter hunden. Bagefter katten. Til sidst manden. Så kan du selv beslutte: Vil du være her, eller ej!? Mange af dem har svært ved at acceptere det. Men de vil acceptere det lige så langsomt.«
Anita og hestene i Ræhr
Majid, Abdullah, Sayed og Nasib vil gerne ud at ride på heste. Nasib er en ung, net mand fra Afghanistan, og det er ham der først udtrykker lysten til at ride. Han har dyrket den afghanske nationalsport Buzkashi i Afghanistan. Det er en voldsom og farlig ridesport, hvor det handler om at samle en død ged på jorden op fra hesteryggen og derefter plante et flag i en cirkel. Den sejrende rytter vinder den døde ged.
Den lille gruppe »asylere« har én gang før været oppe hos Anita Olesen i Ræhr, der ligger ved Hanstholm. Hun er en væver, gæv kvinde i termoheldragt, som taler og bevæger sig med stor energi. På sit lille landsted har hun en fold med fem heste, som har brug for en bedre fremtid. Der er Folmer, som har været terapihest, og nu er han lånehest her.
“Han er blevet mishandlet med en vandslange, men nu er vi nået så langt, at vi kan trække en vandslange henad gulvet uden, at han går i panik,« siger Anita. Der er Anitas favorit, Frøken Friis, en tidligere dressurhest. Der er Venus, en pensioneret travhest, den islandske hest Geira, og haflingeren Sabine, som er stresset, så hun skal ikke rides på. Selv er Anita tørlagt alkoholiker, som ikke har rørt en dråbe, siden hestene kom ind i hendes liv for tre år siden.
Hun er på førtidspension og har et projekt, hun kalder “Rideglæde for fattigrøve.«
“Jeg kan mærke på ‘asylerne,’ der kommer herud, at de lyser op. Det er ikke mig, der gør det, det er hestene og naturen og det frirum herude – et par timer, hvor de ikke skal høre på andres sorger eller sidde i et telt.«
Hold kæft, de er hurtige
Der er en iraner, to afghanere og en araber fra Kuwait. De starter med at ordne stalden. De har kun prøvet det én gang før, og Anita er imponeret over deres indsats. Én snitter gulerødder, to skifter hø og muger ud, en tredje fylder vandtruget.
»Hold kæft, hvor er de hurtige, mand, nu er de færdige,« siger hun.
Hun kigger på buzkashirytteren, Nasib:
»Ham der, han vil bare så gerne. Han er dygtig. Sidst ville han ikke tilbage til asylcentret, han ville blive her. Det kan jeg sgu godt forstå med det kedsommelige liv, de har derinde. Han siger ‘mor’ til mig!« griner hun.
Ude på marken samler hun hestene og løber dem i gang. De store dyr løber i cirkler, og hun løber med dem, råber opmuntrende, det ligner en leg. Snart løber asylansøgerne også rundt. Efter et stykke tid maner Anita til ro, nu har hestene fået nok motion. Hun kalder førerhoppen Frøken Friis til sig.
“Hvor er hun smuk,« siger Sayed.
“Ja, og det ved hun også godt!,« siger Anita.
Asylansøgerne forsøger også at vinde hestenes tillid, og der dannes par, hest og mand. Anita lærer dem at træne en smule. Hestene skal bakke og stoppe, når de siger til.
»Det er en mere blid hestetræning, end de vant til,« siger hun.
»Jeg vil ikke have, at de sparker dem.«
Hun instruerer Nasib i, at han skal rose sin hest Folmer, når han gør det rigtigt. »Good boy, good boy.«
Bagefter laver de tricks-træning, target, hvor hestene skal røre ved næsen med mulen, næsten som et kys. Sayed bliver forelsket i Frøken Friis, som han ved slutningen af træningen har lokket 55 ‘kys’ fra.
I dag skal de ikke op på hestene, og Nasib er tydeligt skuffet, hvilket Anita bemærker.
»Næste gang kan du ride på Venus, men stille. Hun skal have musklerne varmet op efter vinteren. Du får ansvaret for at træne hende op her i foråret.«
Nasib smiler et lille smil og kigger ned.
»Mange tak,« siger han på dansk.
Texas og Montana
Efter træningen byder Anita på te og kaffe i sin stue, som er fuld af liv. Der er de to Jack Russell-terriere Texas og Montana, som kommer fra en avler, som opkaldte alle sine hunde efter amerikanske stater. Hundene er fra samme kuld, men Texas er meget stor, og Montana meget lille. Der er adskillige katte, der kommer og går, som det passer dem. Anitas gravide svigerdatter sidder også med ved bordet. Her er plads til alle, og fra stuevinduet er der udsigt til hestene i folden.
»Ham der er stille,« siger Anita og kigger over på Majid.
»Han går bare og nulrer for sig selv.«
Både Texas og Montana er hoppet op på hans skød og sidder stædigt med ved bordet.
»Kan du fortælle ham, at han har dyretække,« siger Anita til Sayed, der oversætter.
»Venus er meget sky, det er flot, at han kunne gå ud og tage hende på marken.«
Hundene prøver sig lidt frem hos de forskellige gæster, og det er tydeligt, at Abdullah ikke er vant til skødehunde. I starten viger han lidt forskrækket for de hurtige terriere, men til sidst sidder han også roligt og aer dem – en smule.
»FY, TEXAS,« råber Anita, da den, lidt for frisk, sætter poterne på bordet. Hunden lægger ørerne langt tilbage, men rokker sig ikke ud af stedet. Anita griner. »Nu ligner det, at han er blevet slået. Det er lige før, ørerne kravler helt om i æ røw.«
Nabovisit
Nasib sidder ved siden af Anita og siger ikke meget. Han er kun 19 år gammel.
»Han vil så gerne lære dansk,« siger Anita. »Sidste gang lærte vi: Vintergæk, påskelilje og rose.«
Nasib gentager blomsternavnene på perfekt dansk.
Der er hyggesnak om bordet, og Anita viser en video fra en rideopvisning, hun vandt med Frøken Friis. Hun fortæller om hestene og om hendes træning med dem.
»Du er klog,« siger Sayed til hende.
»Nej, jeg er ikke klog, jeg har erfaring. Hestene er min medicin.«
Hun peger på sit hoved.
»Det er godt for den heroppe at have heste.«
Flere gæster
To nye gæster dukker op i stuen. Den ene er naboen Ruth, som tilsyneladende også er en stor dyreven. Hun har også termoheldragt på, og to lange fletninger stikker ud under huen. Hun fortæller om sin tamme and, Andersine, som kan danse.
»Jeg har også en killing, der er halvt dværg og halvt mongol, som moderen ikke ville vide af.«
Naboerne beholder overtøjet på, de ville bare lige kigge forbi, vil ikke forstyrre.
»Hvad, er I muslimer alle sammen?,« spørger Ruth.
Majid fortæller, at han er ateist.
»Thumbs up,« siger Ruth, »Det er jeg også.«
»Jeg kan lide alle mennesker, lige meget hvem de er, og hvad de tror på,« siger Majid.
På tilbagevejen til asylcentret kører vi igennem klithedens månelandskab, og der er stille i bilen. Asylcentrets gummistøvler fik lov at blive hos Anita, så de er klar til næste ridetime.
Persisk nytår
Jeg har aftalt at mødes med Max inde ved centret, så vi kan følges ned på stranden til fejringen af det persiske nytår. Det er tusmørke, en stille aften. De første stjerner kigger frem, og himlen er gul langs horisonten. Jeg kommer lidt for sent, og da jeg går ind mod centret, lyder der høj persisk musik, og jeg ser fem dansende skikkelser, der går afsted med en boomblaster. Det er Max og hans venner, der er på vej. Jeg følges med dem, og de danser hele vejen over ‘Herrens Mark’ og ned til fjorden.
På stranden er der allerede gang i bålene. De har samlet mere brænde, og der står syv små bål og et stort på størrelse med et fuldvoksent Skt. Hans bål. De tænder bålene ét efter ét. Det er gode bål, de står på en række og knitrer i mørket. Der kommer flere og flere mænd til, som med det samme giver sig til at danse løssluppent og vildt. Vrikkende hofter, hænderne svajende foran kroppen og over hovedet, sammen og hver for sig. Nu er alle bålene tændte.
Musikken bliver ved at spille, det er Max, der styrer den. På et tidspunkt stopper han den og råber til de andre mænd:
»Husk at i aften handler det om at have det sjovt. Vi skal danse og grine og more os! Happy Chaharshanbe Suri.« Mængden råber tillykke til hinanden og danser videre.
Pludselig begynder nogle af de helt unge mænd at hoppe over bålene. De tager tilløb og løber, springer over alle syv bål på række. Der klappes og jubles, og efterhånden som flammerne lægger sig mere, hopper flere og flere igennem ilden.
Limfjordens vand ligger blankt og stille, og i baggrunden blinker Thisted som en lysende stribe i horisonten.
Det store bål
Der kommer gang i det store bål, og mændene samles i kædedans og fællessang.
En mor fra familiegangen, Samira, har sin lille datter med, som bliver rakt fra arm til arm.
I udkanten af det hele står Eigil fra Beredskabsstyrelsen, det er ham, der har godkendt festivitasen i aften. Max kommer hen til ham.
»Vi vil gerne takke dig for dette,« siger han, og en gruppe stimler sammen og råber »TAK« i kor til Eigil, som giver dem et nik til svar.
Her er kurdere, afghanere, iranere, men også arabere og afrikanere, som ellers ikke traditionelt set fejrer Nowruz. I udkanten af bålet møder jeg Lamin fra Gambia, som er kommet for at se, hvad der sker.
»Det er sjovt det her,« siger han, “virkelig interessant at se deres traditioner.«
Nogle af mændene danser vildt og tæt på bålet, en enkelt smider sin t – shirt.
»Jeg troede det var stille og roligt,« siger Lamin, og så bliver hans ven, Samuel fra Nigeria trukket med ind i rundkredsen af dansende mænd. To kulturer mødes i dans: en afrikansk, som befinder sig nede i kroppen, og en persisk, hvor hænderne flimrer over hovedet.
Godnat
Det begynder efterhånden at tynde ud blandt danserne. Kun de vildeste festaber er tilbage.
Jeg går igennem plejeboligerne tilbage til asylcentret. Klokken er tæt på 21. Imellem de identiske lave rødstensparcelhuse ligger duften af røg fra strandens bål. Igennem et køkkenvindue er en pukkelrygget kvinde med uldvest langsommeligt ved at brygge en kande kaffe. I et andet vindue står en ung hjemmehjælper ved et køkkenbord og rydder maden af efter en dame med gråt, opsat hår. De taler med hinanden.
Tilbage på asylcentrets kontor møder jeg Serwan. Centrets trofaste medhjælper, som modstræbende er flyttet til et permanent center på Mors. Nu har han fået lov at flytte til Hanstholm, som er tættere på Thisted. Han fortæller mig med glædestårer i øjnene, at han har fået praktik her i nødcentret i Thisted. Da jeg vil fotografere ham, siger han »vent lidt«. Han rækker ned bagved disken og finder en blå personalejakke frem. Den har han arbejdet hårdt for at få.
Forsidefoto: Stine Ellerbæk