Nyhedsanalyse

Radikale er blevet ny-radikaliserede

Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre forlader regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet på Christiansborg, fredag den 21. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Morten Østergaard har taget over, hvor Johanne Schmidt-Nielsen i sin tid slap: I de langstrakte forhandlinger om en ny regering har Det Radikale Venstre overraskende nok indtaget den kompromisløse rolle, som Enhedslisten tidligere havde på Christiansborg. De seneste døgns reaktioner fra den radikale leder minder næsten om dengang i 2012, hvor Enhedslistens leder rasende udbrød, at de ”pisser på de vælgere, som har stemt på dem”.

Stik mod den radikale tradition for en midtersøgende, parlamentarisk kurs har Morten Østergaard valgt en alt-eller-intet-taktik i magtopgøret med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Han kræver nu i en video på Facebook ”en samlet aftale om en ny retning for Danmark – eller ingen aftale”. Østergaard vil altså have sine samlede krav indfriet, før han vil give grønt lys til noget som helst. Og kravene fra Radikale er tilmed blevet skærpet undervejs.

Ikke alene kræver Morten Østergaard, at Socialdemokratiet skal forpligte sig på uspecificerede, økonomiske reformer, som øger arbejdsudbuddet – enten i form af lavere overførsler eller mere udenlandsk arbejdskraft – men han har også smidt et kontroversielt krav på forhandlingsbordet. Som Weekendavisen mest direkte skriver, så ”har De Radikale bag lukket dør tilkendegivet, at Socialdemokratiet bør forpligte sig til ikke at fremsætte forslag om en differentieret pensionsalder, som Mette Frederiksen ellers har lovet i valgkampen”.

Morten Østergaard vil have Mette Frederiksen til at droppe sit mest markant valgløfte. Ja, ellers vil Radikale Venstre slet ikke være med til at pege på hende som statsminister. I en situation, hvor de radikale trods alt kun har 16 ud af 179 mandater, eller præcis det samme som f.eks. SF, opfattes det mildest talt som en noget friskfyr-agtig stil at kræve et så monumentalt løftebrud – sågar som et ultimativt krav. Det er i hvert fald en attitude, som tidligere kun blev set hos yderfløjspartierne.

Folketingsvalget er blevet døbt det ‘omvendte jordskredsvalg’, fordi de fem gamle partier alle gik frem i mandater, mens de nyere partier på fløjene gled tilbage. Men det største skift på Christiansborg er muligvis, at de parlamentariske roller mellem partierne samtidig er blevet byttet rundt: I modsætning til tidligere, hvor Radikale Venstre krævede en pragmatisk centrumpolitik, som potentielt kunne indfries af både rød og blå blok, insisterer Morten Østergaard nu på sær-synspunkter, som der slet ikke er flertal for i Folketinget.

Omvendt har Enhedslisten nedtonet deres krav, f.eks. droppet millionærskatten, og Pernille Skipper taler efterhånden rundt og mindeligt om alt det, som binder det rød-grønne flertal sammen. Hun adskiller sig således markant fra sin forgænger, Johanne Schmidt-Nielsen. Enhedslisten synes at acceptere en grundlæggende studehandel, hvor det nye rød-grønne flertal udnyttes offensivt til at accelerere den grønne omstilling, så Danmark inden 2030 kommer op i verdensrekord-tempo mod at besinde sig på, at mandaternes logik også gør sig gældende i udlændingepolitikken.

Enhedslisten kan og vil helt sikkert blive beskyldt for at være blevet alt for medgørlige og eftergivende, men den omvæltende historie lige nu er altså, at Radikale Venstre har valgt at træde ud af midtercirklen for i stedet at stå og stampe uden for med vrangvillige krav, som kun øger sandsynligheden for, at Mette Frederiksen vil søge mod andre mulige alternativer, herunder et samarbejde med enten Dansk Folkeparti eller Venstre.

For første gang siden dannelsen i 1905 er Det Radikale Venstre igen blevet et radikaliseret parti, der foretrækker konfrontation frem for indflydelse. /Lars Trier Mogensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12