Istanbul leder vejen

Der er grænser. Når man ved, hvad Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan står for, virkede det mildest talt gakket, da den tyrkiske befolkning i april 2017 med åbne øjne gik ind og stemte for en ny forfatning, der udvidede hans magtbeføjelser betragteligt. Nu var præsidenten både statsoverhoved og leder af regeringen, han fik mulighed for at afsætte parlamentet, hvis det passer ham, og parlamentet mistede omvendt retten til at nedsætte undersøgelseskommissioner mod ministre. Det var godt nok kun 51 pct. af landets stemmeberettigede, som stemte for den nye forfatning, men alligevel. Der synes alligevel at have været en grænse, eller også har demokratiske kræfter haft held med at mobilisere vælgere. Ved lokalvalget 31. marts mistede Erdoğans konservative, højreorienterede parti Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) politisk terræn i hele landet til oppositionspartiet Republikanske Folkeparti (CHP). Resultatet af borgmestervalget i Tyrkiets største by, Istanbul, hvor en femtedel af befolkningen bor, skulle der en fintælling til, men da stemmerne endelig var gjort op, havde AKP’s kandidat, forhenværende premierminister Binali Yıldırım, tabt til CHP’s Ekrem İmamoğlu med 48,55 pct. mod 48,8 pct. Det var tæt nok til, at det lykkedes AKP at få arrangeret et omvalg.

Istanbul er nøglen. Det skulle de ikke have gjort. Ved omvalget søndag vandt Ekrem İmamoğlu med 54 pct. af stemmerne (mod 45 pct. til Yıldırım), og dermed er AKP’s greb om Istanbul brudt efter flere årtier. Tyrkiets frie medier har ikke været sene til at minde Erdoğan om, at han har sagt, at ”den, der taber Istanbul, taber Tyrkiet”. Han var selv borgmester i byen i årene 1994-98. Valget er en katastrofe for Recep Tayyip Erdoğan. ”Det markerer begyndelsen på enden for det tyrkiske præsidentembede og gør det svært for AKP’s maskineri at opretholde sig selv,” siger Berk Esen, der er lektor i internationale relationer på universitetet i Bilkent, til Al Jazeera.

Økonomien sejler. Valgresultatet er formentlig en direkte konsekvens af Erdoğans økonomiske politik, der i bedste fald kan kaldes dumdristig. Tyrkiets økonomi har været en af verdens hurtigst voksende, men det er sket på baggrund af gigantiske offentlige og private lån, som ikke er bæredygtige. Den årlige inflation ligger på cirka 19 pct., hvilket presser priserne og dermed de fleste tyrkere. ”Inflationen er så høj, og lønningerne falder, så folk tænker, at de er nødt til at spare op i stedet for at bruge deres penge, siger økonomen Nafez Zouk, der er ekspert i ‘nye markeder’ hos analysevirksomheden Oxford Economics, til New York Times. ”De har mistet tilliden til deres valuta og deres købekraft.” Ifølge avisen skyldte tyrkiske virksomheder i den private sektor ved udgangen af april mere end 245 mia. dollars til udlandet, svarende til næsten en tredjedel af Tyrkiets samlede økonomi. Den 49-årige nyvalgte borgmester fejrede sejren med en tale til sine tilhængere, som blev vist på tyrkisk tv. ”Vi starter på en ny side i Istanbul. På denne nye vil der være retfærdighed, lighed og kærlighed. I dag har 16 mio. istanbullus genetableret vores tro på demokratiet,” sagde İmamoğlu. /Oliver Stilling