I sidste uge var det juleaften for IT-nørder, da venture kapital-firmaet Bond præsenterede den årlige rapport om internettet ved den legendariske direktør Mary Meeker. Vi anser os selv for interesserede, men alligevel ikke nørdede nok til endnu at have pløjet den 333 sider lange rapport igennem, men vi har fået et glimrende overblik gennem de generøse destillater, folk dygtigere end os har foretaget.
I lægmands øjne er der måske ikke noget kæbetabende nyt – stadig flere har adgang til nettet (3,8 mia. eller 51 pct.), men gruppen vokser ikke så hurtigt mere, stadig flere handler på nettet (15 pct. af al detailhandel foregår på nettet), men gruppen vokser ikke så hurtigt mere, og så spiller 2,8 mia. mennesker online-spil, online-annoncering er gået frem med 22 pct., lyd og billeder betyder mere og mere i vores kommunikation på sociale medier, og syv ud af de de otte mest værdifulde firmaer er IT-firmaer. Godt så, det går godt, og den sang har vi hørt i nogle år efterhånden – man må sgu snart se at få lært sig at kode.
Men den nyhed, vi var mest interesserede i, handlede egentlig slet ikke om hård økonomi, men om indvandring. Det viser sig nemlig, at af USA’s 25 mest værdifulde tech-firmaer er 60 pct. stiftet af immigranter, der er kommet til landet. Det kunne man selvfølgelig vinkle på, at det er typisk – de kommer og tager vores penge og arbejde (vores cykler og vores damer), men omvendt beskæftiger de samme firmaer næsten 2 mio. mennesker, så de giver vel også lidt tilbage. Af samme grund advarer Mary Meeker og Bond i rapporten om de nye mere strikse immigrationslove, som Trump-administrationen arbejder på at få gennemført. Hun skriver direkte, at det ville hæmme væksten, påvirke branchen negativt og potentielt ”forhindre den næste Elon Musk i at komme til landet” (Musk er som bekendt fra Sydafrika).
Mennesker på flugt
Den bekymring kunne man så tage med sig over i en anden stor rapport, der udkom i sidste uge, nemlig FN’s seneste flygtningerapport, der ikke har meget godt nyt med sig. For syvende år i træk er den årlige mængde af mennesker på flugt steget, og nu er 70,8 mio. mennesker forvist fra deres eget land. De fleste af dem forsøger at komme væk fra konfliktramte områder i Mellemøsten, Afrika og Asien, men også krisen i Venezuela har bidraget til antallet i år. To tredjedele af alle flygtninge kommer fra Syrien, Afghanistan, Sydsudan, Myanmar og Somalia. Den eneste lillebitte gode nyhed, der er at finde i hele rapporten, er, at stigningen fra 2017 til 2018 synes at flade lidt ud. Altså antallet af flygtninge var ”kun” steget med to pct., hvilket er den laveste stigning siden 2012.
Skal vi finde bedre nyheder om den flygtningestrøm, må man til en historie fra Tyrkiet, der er det land i verden, der har taget imod flest flygtninge – både totalt og procentuelt (nummer to er Pakistan, nummer tre Uganda og nummer fire Sudan). Den britiske avis The Guardian har været på besøg i det, de kalder den lille tyrkiske by Gaziantep, hvor der godt nok bor lige så mange, som der bor i København. Eller det vil sige at det gjorde der, for siden 2011 er byen vokset med 30 pct. – udelukkende med flygtninge fra Syrien. Det er helt konkret en halv mio. mennesker på flugt, og det lyder som noget, der kun kan gå galt, men ifølge artiklen og artiklens kilder har byen taget imod dem med ”pragmatisme og tolerance” og arbejdet tungt for at integrere dem både privat og offentligt, og modsat hvad man måske kunne forvente, er byen ikke slået tilbage økonomisk eller socialt, men er tværtimod vokset. Det er lykkes at absorbere den store menneskestrøm og samtidig skabe en økonomisk vækst i den ”lille” by, og i dag tjener den som forbillede for hele Tyrkiet. Vi er med på, at der er forskel på immigranter og flygtninge, og vi er med på, at der er forskel på at integrere muslimer i et muslimsk land, men måske alligevel Gaziantep også skulle være forbillede for USA – og for den kommende danske regering, men det vil naturligvis kræve en vis ”pragmatisme og tolerance”. /Lasse Lavrsen