De gamle partiers forfald: Merkel på randen af kollaps

I Danmark bød det nyligt afholdte Folketingsvalg på en overraskende styrkelse af de gamle magtpartier. Det er dog mest af alt udtryk for dansk exceptionalisme, for i resten af Europa bløder de gamle partier stemmer på voldsom vis. I denne uge undersøger vi, hvad der gik galt for magten i Europas mest magtfulde lande – og om de kan gøre sig forhåbninger om at komme igen. Vi starter i dag i Tyskland.

På randen af kollaps. Det så næsten uhyggeligt ud, da den tyske kansler Angela Merkel i slutningen af juni tog imod den ukrainske præsident i Berlin. Under en ceremoni, hvor de to statsledere stod rank og ret og lyttede til tonerne af et militærorkester, begyndte Merkel pludselig at ryste voldsomt i hele kroppen. Kansleren fik kæmpet sig igennem seancen med nød og næppe, og kunne efterfølgende fortælle, at hun havde fået det meget bedre efter et glas vand. Siden da har hun dog rystet ved yderligere to begivenheder, skønt hun bliver ved med at påstå, at hun har det fint. Om det er sandt eller ej, ved hun sikkert kun selv, men den rystende og normalt så stærke Merkel, der er på randen af kollaps, er desværre for kansleren et godt billede på den politiske forfatning, som hendes parti, regering og hun selv befinder sig i lige nu.

Den gamle magt. I efterkrigstiden har tysk politik været domineret af Merkels konservative CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD. Faktisk har de to partier tilsammen kunnet mønstre flertal i parlamentet siden 1949. I dag sidder de to partier i regering sammen i den såkaldte ”storkoalition,” men efter en række forfærdelige valgresultater for begge parter, er der nu slået store sprækker i samarbejdet. Dårlige resultater har fået Merkel til at trække sig fra formandsposten, og også SPD’s (nu tidligere) formand Andrea Nahles smed håndklædet i ringen efter Europa-Parlamentsvalget, hvor SPD fik det dårligste valgresultat siden 1893. Der er mange årsager til de gamle partiers nedtur. To af dem er deres uhellige alliance og nye politiske spillere.

GroKo-kuller. En af årsagerne til begge partiers tilbagegang er uden tvivl den akavede regeringsalliance, de har indgået. Det er da heller ikke udelukkende af god vilje, at de to politiske rivaler efter sidste valg endnu engang valgte at lave en storkoalition. Især hos SPD var der først modstand og derefter tvivlen, inden det endte med, at 66 pct. af deres medlemmer i marts sidste år stemte for at gå med Merkel i regering. Der har ellers været luftet masser af kritik i partiet, fordi mange mener, at SPD har tabt deres politiske projekt såvel som etos ved at gøre det som lillebror i den store koalition. Den pragmatiske politik over midten har ikke været nem for det socialdemokratiske parti, der i valgkampene har haft svært ved at gå til hovedmodstanderen Merkel, fordi de trods alt har været med til at stemme det meste af hendes politik igennem. SPD’s vrede har da heller ikke gjort det lettere for Merkel, eftersom hendes regering er gået fra den ene krise til den anden, hvilket selvsagt også er smittet af på CDU. Alt i alt tyder det på, at den smarte midterregering kan ende med at koste dyrt for de to store partier.

Grøn eller national? Merkels bemærkning om ”wir schaffen das” i forbindelse med flygtningekrisen er blevet ved med at ride hende som en mare. Merkel er efterfølgende blevet strammere i flygtningebetrækket, men skaden var sket. Det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) var allerede begyndt at trække stemmer fra utilfredse vælgere, der fandt den tyske indvandrerpolitik fejlslåen. Som så mange andre steder i Europa, har det yderste højre altså været en afgørende faktor i undermineringen af de gamle partier. Interessant nok ser det dog nu ud til, at AfD er ved at tabe en smule af pusten, og i stedet er det et andet parti, der trækker massive stemmer væk fra regeringen. De Grønne stormer frem i Tyskland. Ved EU-valget blev de større end SPD, og i nogle målinger ligger de nu over CDU/CSU. Det stiller de gamle partier i en penibel situation. For hvad skal de gøre for at vinde vælgerne tilbage? På den ene side er der i SPD snak om at kopiere de danske socialdemokrater og ved hjælp af en strammere udlændingepolitik at hente en gruppe AfD-vælgere over. På den anden side er tiden måske ved at løbe fra udlændingetemaet, og så er der flere vælgere at hente med klimaet i stedet. /Andreas T. Kønig