Folkemødet i Allinge på Bornholm. Berlingske: Lykke Friis og Ida Ebbensgaard.
Talens tragedie. Der er sket et eller andet i det danske festivalslandskab. Hvor vi før stillede os tilfreds med musik og kampdruk i en uges tid, er det, som om de forskellige festivalarrangører de senere år har fået ind i hovedet, at vi altså også skal serviceres med noget lidt mere åndelig føde. Måske særligt takket være Heartland Festival er der her, der og alle vegne kommet ”talks” på programmet, og det bliver vi altså nødt til at tale lidt om. Ikke fordi det som sådan er en tragedie, slet ikke. Mere fordi det næsten er en art Tragediens fødsel. Det ville den tidlige Friedrich Nietzsche (på en meget fortænkt, meget anakronistisk vis) i hvert fald nok kalde det.
Hjerne og hjerte. I Tragediens fødsel, der er et af Nietzsches allertidligste værker, udlægger Nietzsche menneskets grundlæggende livsvilkår som en kamp mellem to modsatrettede drifter: Det apollinske (opkaldt efter den græske gud Apollon) og det dionysiske (opkaldt efter den græske gud Dionysos). Det apollinske bliver hos Nietzsche (stærkt inspireret af pessimisten par excellence Arthur Schopenhauer) set som et billede på vores umiddelbart sanselige og rationelle forestillingsverden. En forestillingsverden, der i første omgang er både snusfornuftig og dødkedelig, men i sidste ende også er et skinbillede, som skal forsøge at lægge låg på det dionysiske. Det dionysiske er nemlig noget så voldsomt som selve verdensviljen, der på orgastisk vis er i stand til at opløse individet i et formløst ur-Ene. Det lyder måske dejligt, men alting skal nu engang gøres med måde. Derfor må der ifølge Nietzsche findes en hårfin balance mellem det apollinske og det dionysiske, så tingene på den ene side ikke bliver alt for rationelle og på den anden side ikke bliver alt for løsslupne. Nietzsche selv bruger den græske tragedie til at illustrere muliggørelsen af denne balance, men lad os i stedet forsøge at gøre det samme med de snakkesalige festivaler.
Festdræber. Ved at have introduceret indsigtsfulde talks i festivalprogrammerne om alt fra klimakampen til #MeToo lader det således til, at sommerfestivalerne med et trylleslag har fundet en form for balance mellem drukkens komplette hedonisme, og dåsemakrellens kvalmende puritanisme. Når der både er koncerter og debatter på programmet, har festivalgængerne med ét mulighed for at få den forløsende fællessang og den nødvendige, moralske opsang – det apollinske og dionysiske i perfekt balance. Det er vel egentlig en smuk tanke. Men omvendt bliver vi her nok også nødt til at indskyde det forbehold, at Nietzsche i sit senere forfatterskab totalt forkaster den Schopenhauer-inspirerede Tragediens fødsel. Det bliver simpelthen for livsfornægtende, mener Nietzsche, der nu i langt højere grad vil sige ubetinget ja til livet i værker som Den muntre videnskab og Moralens oprindelse. Nå ja. Den lidt mere livsbekræftende festivalfortolkning, den får du fredag. /David Dragsted